Der sker så mange ting og blogindlæg står i kø, uden at blive skrevet. 😋 Derfor slår jeg lige et par fluer med et smæk.
For 2-3 uger siden begyndte solsortene at skide sorte klatter ud over hele haven. Samtidig begynder vores aroniahæk at få periodiske spasmer. Så ved vi udmærket godt hvad klokken er slået! Aroniabærrene er endnu ikke modne, men det vil solsortene da "skide" på (undskyld mit latrinære sprog!). Når først buskene begynder at ryste og der kommer sorte klatter overalt i haven, så har vi næsten tabt slaget om de sunde bær.
13 m aroniahæk i min have blev tømt på en dag. Naboen har lidt mere, så der var stadig bær tilbage, men da der skete andre vigtige ting i familien, måtte jeg vente et par dage med at plukke og så var det for sent. Jeg er villig til at dele med dem, men de vil absolut have det hele for sig selv. Også hyldebærrene ribbede de stort set. Små bæster, er de!
Men pyt! Jeg havde en alternativ aroniapusher og nogle bær måtte købes. Men nu er der forsyninger i fryseren til vinterens komme.
15. august sprang jeg ud som åben-have-værtinde for første gang. Christiansfeld Havekreds kiggede forbi en time på en aftentur. Spændende var det og jeg havde selvsagt både præstationsangst og sommerfugle i maven. Der er jo en første gang for al ting, og er der nu noget at vise i haven!
Vejrudsigten lovede ikke for godt og for en gangs skyld holdt den stik. På slaget 19 hvor gæsterne skulle komme, åbnede himlen sig og det væltede ned med regn. Heldigvis havde det ikke skræmt alle væk. Ca. 13 gæster kom og skyndte sig i drivhuset, til det værste uvejr var drevet over. Herefter stilnede det af og endte faktisk med at blive rigtig pænt vejr så haven kunne beses. Det så nu alligevel sjovt ud, da 13 paraplyer pludselig besluttede sig for at gå rundt i haven.
Selvfølgelig talte gæsterne pænt om haven, der findes jo ikke uhøflige havefolk! Det var hyggeligt at smalltalke med de forskellige, men det ved de fleste af jer allerede. Faktisk var det så hyggeligt at jeg måske tør melde mig til Havefestival næste år. Vi får se!
Der var også et par kendte ansigter blandt gæsterne. Har du lyst til at læse Heike's (Haven med hunden) indlæg fra besøget,
kan du se det her.
Og hvad er det så der bl.a tager min tid? Det har absolut intet med have at gøre, men en lille ny Friisling er det blevet til. Hils på Esther som kom til verden den 7. august. Den lille familie var indlagt nogle dage, så storesøster Vera måtte klare sig med mormor og morfar.
Og så er det imorgen! Hvor jeg har truet med at indkøbe en selfiestang... Min søster og jeg tager nemlig til Sofiero's store havefest, og det måtte vi selvfølgelig gøre fordi vores haveguru Monty Don også besøger haven. Vi har planer om at opføre os lettere upassende indtil det lykkedes at få taget en selfie med Monty og fruerne Friis. Lad os se om det lykkedes eller om vi alligevel bliver så fnisende starstruck at vi ikke tør nærme os. 😍😊
Hvor om alting er, så glæder jeg mig til en søster-tour ud i det blå. Søndag besøger vi to haver på hjemvejen som I alle kender. Men den historie må I pænt vente på.
På forhåbentligt snarligt genkik! ;o)