tirsdag den 30. april 2013

Kom maj du søde milde...

Jeg har lige kigget mit billedarkiv fra april 2012 igennem. 
Nu hvor de sidste timer af april snart runder af, 
er det tydeligt at vi er nogle uger bagefter sidste års blomstring.





Ved denne tid sidste år, var der fuld gang i tulipaner og pinseliljer. Den japanske kirsebær var sprunget ud og  miniblodblommen stod med bristeklare knopper. For-glem-mig-ej lyste blåt og flot overalt, stenbræk og vibeæg blomstrede og græsplænen var frodig af mælkebøtter og bellis.





Sådan skal det altså ikke være i år. I stedet er min have 
forårs-glad-og-kåd-gul
Diverse narcisser står derude og trutter maj velkommen. 
Forsythiaen lyser op sammen med dem, og det er nu heller ikke værst. 
Øjet drages naturligt mod alt det gule derude,
 men går man lidt tættere på er der selvfølgelig også meget andet på vej.



















Lad os sige "Tak for denne gang" til april
og trutte maj hjertelig velkommen!



Kom, maj, du søde, milde!
Gør skoven atter grøn,
og lad ved bæk og kilde
violen blomstre skøn.
Hvor ville jeg dog gerne,
at jeg igen den så!
Ak, kære maj, hvor gerne
igen i marken gå.


Du derfor smukt dig skynde,
kom, kære maj, o kom,
at snart vi kan begynde
på marken vor springom.
Men frem for alt du mange
violer tage med,
og nattergalesange
og kukkeren tag med!

onsdag den 17. april 2013

Drivhusglæder...

Endelig, endelig....! Efter en møjsommelig og laaang vinter, er der nu kommet rigtig gang i drivhuset igen. Nu kan jeg langt om længe sige at Drivhussæson årgang 5 er skudt igang. Som det har været de foregående 4 sæsoner er forventningerne til den kommende sæson tårnhøje og selv om jeg ved at der kan komme skuffelser, er jeg også sikker på at de fleste forventninger trods alt vil blive indfriet.




Hvad er det så jeg forventer af en drivhussæson?
Ja, det er ganske let at svare på: Det hele simpelthen!

  • Hårdt arbejde og driverliv
  • Frodighed og skønne dufte
  • Varmende stråler fra solen og udsigt til sommerbyger
  • Høre planterne gro 
  • Følge tomaternes himmelflugt
  • Forundres over at et frø bliver til en modne frugter og skønne blomster
  • Drikke kaffe og læskende drikke i både ensomhed og tosomhed
  • Føre filosofiske samtaler med mig selv, mine nærmeste og ikke mindst planterne


Mon ikke også forventningerne i denne sæson bliver indfriet?


Om jeg har styr på min frøsåning..... tjaaaeee..... ;o)


Lige nu er det mest det hårde arbejde det gælder derude. Vinteropbevaringen er flyttet ud, årets opstilling af kapillærkasser og krukker er planlagt, drivebænken er pt omdannet til frøsånings- og priklebord, og efterhånden breder potter sig med frø og og nypriklede småplanter. Endnu er der plads, men jeg ved at om ganske kort tid, breder panikken sig når der skal prikles i den helt store stil.  Det har dog løst sig de andre år, så mon ikke også at det gør i år... 



Øverst: Tomaterne bæres ikke længere ind om natten.
Til venstre: Kæmpeverbenaen stortrives og lover godt for sæsonen.
Til højre: De sødeste orange Superbells er ankommet fra Odenia,
endda med hver sin lille blomst.


Flere skønne småplanter fra Odenia, lige pottet op idag.



Egen avl er også godt igang.
Enkelte er tyvstartet  i vindueskarmen og nu flyttet ud.
Andre er først sået inden for de seneste par dage, men jeg spejder
allerede utålmodigt efter de første spirer...


Og selv om det er tiden med det hårde arbejde lige nu, så er der allerede lavet mange overspringshandlinger med stille tanker, tilbagelænet i stolen med solen på næsen.... Ahhh.... ;o)

I skrivende stund sidder jeg og forundres over at glæden ved mit drivhus, ikke har aftaget det mindste i de (ganske vist) få sæsoner jeg har haft det. Tværtimod glæder jeg mig over de erfaringer jeg gør mig hvert år og som bringer mig videre til en ny sæson med nye udfordringer, forventninger og fornøjelser.

Samme år som vi fik drivhuset opført, startede jeg også en drivhusgruppe på facebook: "Drivhusglæder og haveguf", simpelthen fordi jeg blev nødt til at dele min begejstring og mine mange spørgsmål  med andre. Dengang havde jeg ingen anelse om at gruppen ville udvikle sig som den gjorde, og siden førte til at jeg også kastede mig ud i blogskriveriet. Utroligt hvad en drøm om et glashus kan føre til...

Mon ikke også du læser med hos Havefolket, som lige nu har et tema om "Driv i dit drivhus"? Dejligt at de skønne HavefolkQuinder også har fået glashusene med under deres kyndige vinger.

Drivhus, væksthus, orangeri eller måske blot et par trådhylder med plastikdækken! Har du blot den mindste lyst til at prøve kræfter med en variant over dette emne, SÅ GØR DET... det kommer tifold tilbage...

Drivhusglæder er haveguf... ;o)

onsdag den 10. april 2013

Hos Frk. Anemone...

Igår var så dagen, hvor jeg og mine to kumpaner, Ulla (Frk. Anemone) og Susanne (Susannes blomstercafe), skulle igang med planlægningen til årets blogtræf i Geografisk Have.

Afsted det gik mod Århus på en solrig men også råkold dag. Ulla havde lokket med haverunde og hjemmelavet pizza, så der var noget at køre efter. Desværre blev Susanne forhindret i sidste øjeblik, men der var jeg allerede på vej ud over prærien... og pizzaen skulle jo spises!

Det er første gang jeg besøger Ulla & Malcolms hyggelige have, men så snart jeg landede i indkørslen, var jeg ikke i tvivl om at jeg kendte dette sted. Ihvertfald fra billeder på bloggen, og sjovt er det altså at træde ind i det haveunivers som ellers kun har levet på computeren.

Nu er denne april ikke det mest frodige vi har oplevet og derfor er der heller ikke meget at vise i haven, men det hindrede os ikke i at tale om alt det der forventedes at være på vej lige om et øjeblik. Og om alle de haveplaner som endnu er i støbeskeen, hyggeligt er det at tale om og den indre filmrulle fejler ikke noget!


Gæt lige hvad jeg fik med hjem... ;o)

Det lille drivhus, bugnede af staudespirer
og krukker med roser og stauder som har været på vinterferie.


Selvfølgelig kunne jeg finde anemoner  i Frk. Anemones have.
Og smukke rhodoer og klatreroser der snart sætter igang.


De to flotte havedamme er endnu iført vinterdragten,
men det kan ikke vare længe nu...



Også indenfor var der frodigt.
Hostabørn i flok sammen med andre staudefrølinger,
samt et væld af smukke orkideer.
Katten Alex og varm pizza bidrog til hyggen.


Ulla & Malcolms have er fyldt med skønne rhododendroner, store og kraftige roser i massevis og clematis der kravler her og der. Jeg har allerede inviteret mig selv til at komme tilbage til sommer, for jeg bliver nødt til at opleve denne hyggelige have i fuldt flor.



Hvad angår planlægningen af blogtræf, 
vender jeg snarest tilbage. 
Men spids bare blyanten og sæt 
X i kalenderen 
til Grundlovsdag 5. juni.




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...