torsdag den 28. maj 2015

Frølinger og Dino...

For et par uger siden modtog jeg et herligt brev. I det lå den sødeste hilsen fra en medblogger, hvis navn jeg blot vil afsløre, starter med Z og slutter på P. Hun var i et anfald af oprydningsiver, stødt på en lille flok frøfætre, pakket ind i plast og hengemt i et hjørne. Snarrådig som hun er, tænkte hun at andre måske holdt mere af dem end hun.... og nu bor de hos mig!




Henover mit arbejdsbord, har jeg i forvejen en lille eksklusiv samling af frølinger, som jeg står og småsludrer med, når der prikles og pusles. Nu er samlingen udvidet med omkring 10 nye grønne fætre, som hænger og ser forbavsede og en lille smule fornøjede ud. 




Jeg ved godt at ikke alle bifalder den slags "tant & fjas" i haven, og mens manden på matriklen ryster på hovedet - ja så hygger jeg mig!  I får også lige et par af de andre beboere over havebordet.




Nu må I endelig ikke tro at alt går op i grønne frøfætre. Her er skam også plads til andre indbyggere.

Længe har jeg haft en sten liggende, som havde en umiskendelig lighed med ET (ET-phone-home). Dog var han lidt tom i blikket, men det er der nu rådet bod på. 




Dino (som han nu er døbt) er blevet en dejlig blåøjet skildpadde-dinosaur-agtigt-væsen med et glasklart blik og et mildt smil. Endnu en jeg kan hilse på, når jeg tager min daglige havevandring. 







Havehygge i Frøboet! ;o)



tirsdag den 19. maj 2015

Blogtræf 2015





Snart er det 5. juni og dermed Grundlovsdag. 

I lighed med de seneste 3 år stiller Fru Friis, Susanne og Frk. Anemone den sædvanlige Blogtræf-pavillon op, som markerer hvor man som haveblogger eller haveblog-læser kan gå hen og få en hyggesnak med de øvrige fremmødte.


 

Her er det muligt at mødes og snakke hele dagen, og man kan gå til og fra plantemarkedet, så man kan nå at handle og kigge på det store plantemarked, som jo også afvikles i Geografisk Have den dag. Medbring gerne tæppe, kaffe + krus og madpakke. Det er en rigtig god idé med et navneskilt, så vi kan hitte rundt i hinanden.





Blogtræffet har været rigtigt hyggeligt i både 2012, 2013 og 2014 (til trods for regnvejr) og vi håber at mange har lyst til at komme forbi til en hyggesnak - og så er det jo muligt at få sat ansigt på personerne bag nogle af de blogs, man læser med hos.

I år sætter vi ikke noget tidspunkt på – pavillonen står der indtil ca. kl. 15 og så må vi se, hvem der dukker op på kryds og tværs.











Ses vi til et blogtræf gensyn? :o)


onsdag den 13. maj 2015

Grønt er godt...

Jeg elsker ubetinget blomster i haven. Jo flere - jo bedre! 

Og faktisk skulle dagens indlæg have handlet om noget helt andet grønt, men som så ofte før bliver jeg pludselig optaget af noget andet end det jeg gik derud efter... 

Mine øjne faldt på alle bladformerne og de smukke grønne nuancer der er specielt lige nu. Og så på sådan en lidt blæsende, råkold og snusket regnvejrsaften - så er det faktisk ganske smukt. 

Tag med en tur i det grønne...














































Mit oprindelige grønne indlæg har ben, men må vente et par dage før jeg hopper ud i det... 

Frøknus fra mig ;o)

lørdag den 9. maj 2015

En buket til min datter...

Denne gang er mit indlæg lidt mere personligt end vanligt fra min hånd.

Vores ældste datter skal giftes på Frederiksberg Rådhus idag. Derfor skal hun have en lille haveblog-buket fra hendes mor. Buketten er "bundet" af blomster fra haven i maj og juni, derfor måtte jeg også hente lidt hjælp fra sidste forårs fotoarkiv samt et par fotos fra vores forårstur.


Kære Tine.
Du skal have lyserøde blomster fra den japanske kirsebær,
fordi du er blevet fotograferet under det træ
utallige gange i din barndom.


Du skal have bonderoser,
fordi det er en af dine yndlingsblomster.



Du skal have tulipaner i massevis,
fordi tulipanen hører sammen med maj...




- og du blev født i maj, fik barn i maj
og bliver nu også gift i maj.



Du skal have løjtnantshjerter, fordi de også
hører til i maj
og passer så fint til en bryllupsdag.


Du skal have noget hvidt,
fordi jeg ved du holder af hvide blomster...



- og en enkelt hvid fransk anemone
nåede næsten at springe ud idag.
Også en af dem du holder af.



Og så skal du have roser, fordi du er den du er.

Kærlig hilsen Mor





*:x ramt af amor *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor

Stort tillykke til
den lille familie på Frederiksberg.
*:x ramt af amor *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...