Kom og vær med til en hyggelig dag i
fantastisk selskab på
Danmarks smukkeste plantemarked!
Geografisk Have åbner kl. 10 og lukker kl. 17. Det er klogt at komme i god tid hvis man forventer at bruge Havens parkeringsplads. Ellers parkeres der rundt om på villavejene, (- du kan evt. smide lidt brødkrummer ud, så du kan finde tilbage til bilen... ;o) Snup en kop kaffe mens du venter i køen, det er helt normalt!
Vi (Ulla, Susanne og undertegnede) stiller en pavillon op og Ulla har kreeret et banner så vi er ikke til at overse! Jeg har tidligere udpeget nedenstående placering, men om den helt holder kan jeg ikke love, da Haven vist nok laver lidt om på bodernes placering i år, men jeg er sikker på vi finder hinanden.
For at alle kan nå at komme frem og få handlet igennem imens udvalget er størst, mødes vi fra kl. 12 og et par timer frem.
Oprindelig lovede vi at sørge for kaffe, men der tog vi vist munden for fuld. Vi holder dog stadig fast i at serverer lidt sødt, medbring evt. selv nødrationer der dækker dagens behov og så kan vi jo indtage lidt i fællesskab. Det er også muligt at købe til livets ophold i Havens Cafe Geo. Et tæppe at sidde på vil også være en god idé.
Har du mulighed for at lave et kreativt navneskilt til dig selv, er det jo helt fantastisk. Og hvis du ikke har tid og lyst til den slags udfoldelser, så medbringer vi en rulle tape og en spritpen så du hurtigt kan blive opdateret med navn!
Nu mangler vi så bare at vejret bliver fantastisk og at rigtig mange har lyst til at møde op. Måske du allerede har meldt dig til oppe i højre hjørne, ellers må du rigtig gerne gøre det. En kommentar herunder som afslører hvem der kommer, kunne også være rigtig dejligt.
På hjertelig havegensyn
og Blogtræfudvalget glæder sig SÅ meget til at se jer!