tirsdag den 27. december 2011

Tænk at det er december...

Her i familien er vi slappe og forspiste, manden og datteren hoster lungerne i trevler og vi trænger alle til frisk luft og grøntsager. Dagen startede med støvregn og så ikke særlig indbydende ud, og jeg gik og skulede lidt til nisserne der havde begyndende støv i skægget og vist nok bad om at blive sommerputtet. Pludselig ændrede alting sig da den første solstråle tittede ind af vinduerne.

Vi to gamle fik luntet en lille tur i skoven og derefter måtte jeg også en tur i haven for at lure om der var lidt til kameraet. Inden jeg fik set mig om havde jeg både fået tanket op hos fuglene og sået valmuefrø flere steder i haven og en time var gået. Energiniveauet føltes som om det var hævet en lille smule, og solen fortsatte med at kigge frem.

Utroligt at det er den 27. december og utroligt hvad en smule solskin kan  gøre ved humøret. Imorgen ryger nisserne tilbage på loftet og hverdagen vender så småt tilbage. Tror faktisk jeg holder rigtig meget af hverdagen, og vil bruge resten af denne smukke dag på at drømme mig hen til foråret.

Bøgetræet mødte jeg i skoven,
der er noget fascinerende ved de bare grene mod blå himmel.


Rudbedica Cherry Brandy.
Frøstande af Solhat.
Fodring af fugle samt en rose på vej...




Juleroser og påskeklokker på vej.
Pletter i luften stortrives.
Og Slangeskæg sammen med en lille sommerblomst
som (heller) ikke har opdaget at det er vinter.
Blandt mine to havegaver (læs nu endelig ikke hade-gaver...) var Ghita's roser, så nu vil jeg plante mig i sofaen og slå rødder sammen med Ghita. Den anden gave viser jeg engang i januar, for den skal først hentes hjem, - og Tante Tulle har allerede sporet sig ind på hvad det er!

Ha' en fortsat forrygende dag derude :o)

mandag den 19. december 2011

Frøboet og Kajkagen...

For nøjagtig et år siden vovede jeg at kaste mig hovedkuls ind i bloglivets forunderlige verden. Og forunderligt og fantastisk har det helt bestemt været. Aldrig havde jeg drømt om at jeg skulle "møde" så mange skønne havenisser, få så megen inspiration og gode råd og ikke mindst så mange varme smil og gode grin, når jeg læser jeres skønne indlæg og kommentarer.




Så tak til alle jer fordi I er derude
- så der også er en lille plads til mig. 
Tak for hver en skøn kommentar I har skrevet her på bloggen,
 jeg elsker dem alle.

Jeg ser frem til endnu et skønt have- og haveblogår og hvis alt går som planlagt, vil jeg glæde mig til at møde og gense nogle af jer derude i virkelighedens haveverden.

Kun én ting har jeg absolut ikke lært endnu, og det er det latinske!! Tror blot jeg fortsætter med at være på "digitalis-og-budleja" niveauet, - men det er vel heller ikke så ringe endda... ;o)




Sådan en mærkedag må også fejres og det bedste Frøbo'et kunne komme i tanke om, var en Kajkage! 
Så nu vil jeg lige så stille læne mig tilbage og gnaske mig igennem den, - hvis jeg da ellers kan nænne det!!



 Håber også vi ses i mit nye haveblogår ;o)

lørdag den 3. december 2011

Hulestemning...

Udenfor er der rusk og regn og i mit hoved nærmest tæt tåge... NU er det altså slut med haven for i år, gider ikke tænke på den, gider ikke grave mere, gider ikke engang gå en tur derude...




Tror I på det?? Det er ganske vist at jeg ikke regner med at lave så meget mere i haven i år, det gir' jo også lidt sig selv når kalenderen skriver december. Men lige som jeg troede at havehjernen skulle slåes på stand-by så lander det første frøkatalog sammen med det nye "Haven" i postkassen, - og vupti! Så er der dømt forår i min hjerne igen...




I "Haven" kunne jeg læse en spændende artikel om "Idehaven" og fik dermed sat mange flere billeder på, hvem det er jeg læser hos. Rigtig sjovt! 

Frøkataloget skulle bare lige skæmmes, for jeg har vist ikke behov for flere frø.... naaarrhhh... tror måske alligevel jeg vil prøve at så palmekål og sætte dem blandt stauderne, og så var der også lige en sort chili til drivhuset og lur mig om ikke et par sommerblomster ryger med, når jeg nu alligevel skal betale porto. Men så er det også slut...!




For nogle dage siden landede nogle frø jeg havde bestilt fra Susanne, og sørme om ikke der var gavefrø med også, - jeg blir' nu så glad over den slags...!

Annemette har fået kastet mig sidelæns ind i Harry Holes krimiverden og sammen med en give-away lydbog fra hende dukkede også en spændende pose frø op... haveverdenen er altså forunderlig :o)

Nu kan jeg altså stille og roligt læne mig tilbage og nyde december måned. På mit natbord ligger Chris MacDonald's: Du er ikke alene - det er jo altid godt at blive bekræftet i. Min lydbog hedder Panserhjerte og er en del af Harry Holes krimiverden og i min sofa ligger frøkataloger, haveblad og øhhh... Hemmelige Haver! Her vil en enkelt opmærksom læser måske ytre at den stod på min ønskeseddel til jul. Ja, det gjorde den også, men manden min fandt det en smule pinligt at jeg savlede i boghandelens bøger, så han mente vi blev nødt til at købe den... - så det var altså ikke min skyld!!!

Jo, der er dømt hulestemning hos mig...




torsdag den 24. november 2011

Tante Grøn fra frøperspektiv...


Langt om længe udkom Dalby's skønne bog "Hemmelige haver" og langt om længe kan også jeg frigive lidt fotos fra Tantens have. Første indlæg om dette emne kan du evt. læse her, og ellers hænger du bare på!! Lone har allerede kastet sig ud i projektet (og Nette har forsøgt... åh ak og ve..), men mon ikke I skal regne med at alle deltagere fra denne dag har noget at vise frem.

Jeg vil ikke bruge så mange ord, blot sige at det var en eventyrlig dag i en eventyrlig have og med en eventyrlig værtinde.












Udover Syrenprinsen har Tanten skam også en frøprins...


At Tante Grøn tager imod med åbne arme,
skal der bestemt ikke herske tvivl omkring... :o)

Endnu engang tak til de skønne Tour-de-blog quinder 
fordi jeg blev en del af jeres tour,
og en kæmpetak til Tante Grøn 
for gæstfrihed og rundvisning i dit haveparadis.

Håber at se jer alle i en havesammenhæng i det nye år.

Haveknus fra fru friis :o)


tirsdag den 22. november 2011

Jeg famler lidt...

- med det der staudesåning!!

Jeg kan se hos jer andre at der længe har været gang i frøsåningen af stauder, og det hele bliver gjort efter alle foreskrifter. Ude og inde, med og uden overdækning - intet er overladt til tilfældighederne...

Sidste efterår fik jeg fra Anne Gine frø til bl.a. Sort Foldblad og Rød Kvan. Begge blev sået udenfor i efteråret og i krukker. Resultat: Zero!! Så købte jeg hos en eller anden bla Løvehale, Engnellikerod og igen Rød Kvan. Alt blev sået i mit højbed og stod vinteren over. Resultat: Zero!

Så blev det forår og jeg købte frø til sommerblomster hos Frøskuffen og hos hende får man gerne en lille gave, hvilket var Staudesalvie. Disse blev sået og sat i drivhuset i foråret, sammen med Akelejefrø fra Anne Just's have og igen den Røde Kvan.

Endelig var der succes! Akelejerne blev til små planter som forhåbentlig overlever denne vinter og blomstrer næste år. Den røde kvan fik jeg en enkelt plante til mig selv som ser sund ud, og et par stykker blev foræret væk. Staudesalvien var den største succes, de blev til en helt hæk, som jeg glæder mig meget til at opleve næste sommer.

De er så fine med det grågrønne løv og dufter herligt når man rører ved dem.
Klipper jeg dem bare hårdt tilbage når vi kommer til foråret...??

I august var jeg så heldig at blive en del af Susanne's forpligtende give-away, som du kan se her. Susanne sendte mig de fineste små frøpakker med udførlig brugsanvisning, - men kunne jeg finde ud af at følge den...!?

Bordeaux Lilla Gyldenlak


Blålilla fyldte Ridderspore

Altså fik jeg dem først sået for en uge siden, og nu går jeg her og er helt skyldbetynget... sæt nu projektet ikke lykkedes! Sammen med Susannes frø såede jeg også den lysegule Kæmpeskælhoved, som Anne Gine har været så sød at sende til mig. 


Her står så min lille beskedne frøsamling, som skal overvintre i drivhuset
og forhåbentlig blive til noget fantastisk næste sommer...

Nu er det så jeg spørger jer kloge mennesker derude:
  • Hvorfor har jeg mere held med frøene i foråret end i efteråret. Al logik siger jo at stauderne selv ville smide frøene til overvintring på jorden, - eller har de nisser til hjælp???
  • Er der mere held ved at bruge drivhuset, fremfor ude i Guds frie natur??? (Har nisserne måske også drivhus til hjælp...?)
  • Jeg har nogle Stokrose og nogle Malva frø, kunne de også været sået nu???

Til foråret håber jeg at vende tilbage med en fortsættelse på føljetonen:
Staudesåningens mysterier!

tirsdag den 15. november 2011

Genbrugsguld...

Jeg abonnerer på tidsskriftet Haven, har gjort det i to år og elsker hver gang der kommer et nyt nummer. Det er sandelig ikke mange linier der bliver sprunget over her. Nu hvor der ligger et par årgange, læser jeg også tilbage. Altså når et nyt eksemplar er blevet gennemlæst, finder jeg den samme måned fra sidste år og så får det lige en ny gennemlæsning, - rigtig hyggeligt.

Men det bare slet ikke nok! Når jeg nu alligevel støver rundt i genbrugsbutikker, skal jeg altid omkring deres litteraturhjørne. Der kunne jo gemme sig en god roman, men allerbedst kunne der ligge eksemplarer af Haven. Nogle gange ligger der ligefrem hele årgange og hver gang sender jeg en stor TAK til de haveejere der tænker så langt, at lægge deres brugte blade i genbrugsbiksen. De og jeg støtter en god sag og jeg kan fordybe mig i skønne artikler og beskrivelser som i de fleste tilfælde kan læses mange år frem.




Om sommeren lægger jeg en god stak i drivhuset, så er der altid lidt nyt ved hånden når jeg nu alligevel skal drikke en kop kaffe derude. Om vinteren ligger de bare strategiske steder i huset, her er der altid lidt læsestof til en lille pause.

Så tak til de betænksomme haveejere 
som gav deres haveguld videre til genbrugsguld!

lørdag den 12. november 2011

Psttt... Forbrugertips til havefolket!!

Hvis du bor i nærheden af Bilka, så vend lige et smut inden om deres havecenter, der er gode ting at hente.

Jeg blev fristet af Evigglade som havde købt blomsterløg, måske der også var lidt til mig. Løg fik jeg, men jeg blev helt overrumplet over de gode tilbud der var på stauder, clematis, buske og lidt roser. 40% på alt!




Ren og skær impulskøb blev det til, for jeg mangler jo ikke rigtig noget (he-he....det handler bare ikke altid om hvad man mangler, vel....!??). 

  • En Ildtorn blev købt, bare fordi jeg godt kan lide den, når den står med bær. 30,- kr. måtte jeg ryste op med!
  • Kaukasisk Løvefod, måtte jeg købe fordi jeg aldrig har hørt om den. Jeg finder heller ikke meget når jeg googler den, men den ser ud som en dværgudgave af Lodden Løvefod, - og det er da fint til 12,- kr.!
  • 2 stk. Knautia macedonica..... godt der er billeder på skiltene, for det måtte da være en Duescabiose, som jeg har i en lyslilla version og som jeg elsker. Det viste sig at være en Blåhat (hvorfor er den så rød...!?), men mon ikke også den kan blive et hit i haven? 12,- kr. pr. stk.
  • 2 stk. Convolvulus cneorum sense..... Hvad er det??? Hjæææælpppp!! Den har det fineste grå løv som minder om Nordens oliven, men skiltet viser noget med hvide blomster??? Skal den mon vinterdækkes?? Har du nogen erfaring med den?? Jeg købte to så den ene kan komme i det hvide bed, og den anden i en krukke på terrassen. 18,- kr. pr. stk.
  • Har du drivhus var der også drivhusgødning på tilbud....
Se det syntes jeg da egentlig var en meget god handel og bagefter tænkte jeg på alt det jeg også kunne have købt!!


Mon ikke også der er lidt du kan bruge??

torsdag den 10. november 2011

Get a life...

- var der på et tidspunkt en bekendt der sagde til mig. Det var vist lige gået op for ham hvor meget tid jeg brugte på havearbejde og haveinteresser. Den bemærkning hører vist til i samme bås som "havearbejde er for gamle koner"...



I morges da jeg stod op og en ny dag truede derude bag ruderne, overvejede jeg at droppe det sidste havearbejde for i år og bare gå i vinterhi. Efter en stille start fik jeg dog alligevel mod på at gå derud, og sikken en herlig dag det blev.

Jeg fik endnu et bed færdiggjort med at flytte div. stauder og lægge løg. Indimellem blev der tid til at funderer over tilværelsen og imens hoppede en grønirisk rundt og fornøjede sig med solsikkefrø, en dompap knirkede oppe i mit fugletræ og en lille gærdesmutte for forbi i gevaldig fart. På himlen kom en enkelt "syngende" svane og snart efter et stort, snakkende gåsetræk.

Vejret har været helt i top, en stille og mild dag, perfekt til havearbejde og tænk engang at vi næsten er midt i november.




Men tilbage til "Get a life"...

Det er jo lige netop det jeg har, - et liv altså! Et liv med den skønneste interesse som giver mig motion, frisk luft, appetit til aftensmaden og ikke mindst ro i sjælen. Efter sådan en sanselig dag i haven er der igen ladet op til hverdagens glæder og strabadser, ja hvad kan man ønske sig mere... jeg kan ikke komme i tanke om noget!





Så med billeder af de sidste blomster i min have, vil jeg bare sige

Tak for en dejlig havedag :o)

tirsdag den 8. november 2011

Noch eine Augen-Puu...

(Måske tysk ikke er min spidskompetence, men pyt - det lyder da meget godt...!)

Nu da jeg har rå-moret mig over alle jeres øjenbæ'er bliver jeg vist også nødt til at bidrage. Noget for noget...!

I alle de år vi har boet her på matriklen har prioriteringen ligget helt andre steder end i haven. Interessen har været der, men - men..... Så til trods for havens lille beskaffenhed har det i en årrække være naturgrund, legeplads eller blot "adgang-på-eget-ansvar-område". I de år er der sjovt nok heller ikke taget mange billeder, hvem gider da kigge på det...?

Da jeg startede bloggen her var et af mine første indlæg derfor også dette, for at illustrerer at udvikling er på vej, men selv der har I kun fået de pæne af de grimme billeder. Altså har hele haven været min værste øjenbæ...

For ca. 7 år siden vendte vores prioritering og haven har udviklet sig til det bedre, tør jeg godt sige. Derfor er der jo alligevel hjørner som ikke vises frem til gæster, som fx.:





Men nu har jeg lært hos jer andre at dette blot er en del af materielgården, og skidtet skal jo opholde sig et sted!

Så er det straks værre med denne her:

Ja, det ser måske meget idyllisk ud,
men komposten og den plasticoverdækkede plæneklipper
fornægter sig ikke bag ved dahliaerne...

Sådan ser herlighederne ud dags dato...

Se nu har vi allerede fået tømt og fjernet komposten, da vi begge er så inderlig trætte at få øje på dette rodehjørne, lige gyldig hvor vi er i haven. Hvorfor plæneklipperen står under plastic?? Fordi min kære plæneklippermand nægter at bikse klipperen fra haveskuret ned gennem perlegrus, ned af en trappe og samme vej tilbage hver gang der skal slåes græs, så hele sommeren har den bopæl under plastic. Nye planer er heldigvis lagt og til foråret vil et nyt plæneklipperskjul og en smuk kompost forhåbentlig dukke op, og i dette hjørne skal veje en sommerfuglebusk af den røde slags samt masser af høstanemoner.

Så er der jo også lige den her væmmelige øjenbæ:



Den står lige akkurat på den anden side af vores hæk og glassene over mod os har ikke været vasket i årevis. Istedet må vi lade hækken vokse ekstra høj lige der, og yderligere kommentarer får I ikke for det vil hverken blive pænt eller kort!

Se det var vel egentlig ikke så slemt endda, og vores (organiserede) plan er da også at inden vi bliver pensionister med svage rygge om et kort øjeblik, skal haven være så gennemarbejdet at vi blot skal pusle, nippe og nyde i hele vores laaaaaange alderdom. Håbet er lysegrønt... :o)

Ting HAR taget tid og gør det stadig, 
men vi øver os til stadighed på kun at tage én ting af gangen... ;o)



Og hvem ved! 
Måske haven snart ser sådan ud, og så er alt jo kønt...


lørdag den 5. november 2011

Vandtæt trylleri...

Hokus...


Pokus...


Fili-Vinterklar!







Nu er der ihvertfald vasket og sjasket så der er vinterklar i drivhuset, og et lille hjørne står klar til en kop et-eller-andet hvis en solstråle skulle titte frem. Havemøbler, krukkeplanter og alle mine frøfætre er flyttet indenfor i vinterhi, så kan jeg vel også godt sætte mig ind i sofaen og vente på at foråret melder sin ankomst!?

Eller...????

Suuuk... ufatteligt så meget der kan være i et drivhus og på terrassen,
så der er stadig lidt der skal organiseres...

Og de sidste stauder skal flyttes, - så de sidste blomsterløg kan lægges.
Nogle roser skal omorganiseres og et æbletræ skal holde flyttedag!

Er det vinter lige om et øjeblik??
Visse-vasse - det kan umuligt passe!!

Hvor langt er du med vinterklargøringen?




søndag den 30. oktober 2011

Det er da havekunst...

Så kom vi til vejs ende med nyt-beds-projektet, og måske er det lidt flot at kalde det havekunst! På den anden side syntes vi selv at det lille indslag med rafterne giver en ganske god effekt, - så lidt stor i slaget har man vel lov til at være... ;o)

Træ er blevet banket sammen, rionet skåret, fyrrestammer målt og snittet, jord kørt ind og til sidst det sjoveste... planter er snuppet rundt om i haven og nye er kommet til. Masser af forårsløg er lagt, så nu kan vi bare vente på foråret og en ny sæson der banker på.

Hvordan skal formen være? Der tænkes, måles og prøves...


Rammen bankes sammen...

Indholdet af drivhusets plantesække og krukker smides i bunden...


- og der køres jord på... og jord på ...
og væggen med fyrrestammerne og rionet bygges op.

Hullet bliver lukket og der vandes grundigt
for at få jorden til at sætte sig.


Og pludselig er der et bed!


Limelight Hortensia langs "alleén", her skal også være to små lyserøde hortensia
som står i vinterhi i drivhuset. Et søjleæbletræ, en klokkebusk,
broget buksbom "Elegance", og miniblodblomme.


Frøfuglebadet fik også en lille plads her...
Og en vortemælk som matcher med sine røde stilke og de limefarvede blomsterstande.


En lille "kugle-stedsegrøn" sammen med en fugleredegran og vårfloks.


Det er lidt svært at se, men buskrosen Jaques Cartier står derinde,
den venter på to andre lyserøde, fyldte buskroser som er bestilt.


Op langs den anden langside er plantet Staudesalvie, som skal  give en
blomstrende hækvirkning. Sikken de duftede da jeg flyttede dem!




Hvis I kan se nogle pinde, er det der roserne skal plantes.
Som bunddække er der Lodden Løvefod og i hjørnet en påskeklokke,

så jeg tydeligt kan spotte til vinter når den blomstrer.



Den overordnede plan har hele tiden været at skabe
en allé virkning ned til bænken.
Selv om man kun har en lille have, skal man da ikke mangle en allé!! ;o)

Højbedet er valgt for at lave noget mere rumdeling. Når buskene vokser til håber jeg det bliver nemt at passe og man skal rundt om "blokken" for at se hvad der sker. 

Det er måske lidt svært at se, men grenene fra den japanske kirsebær skal med tiden danne en bue hen over alleén, en enkelt gren har vist vejen. Senere kommer der forhåbentlig også noget belægning i midten af græsset, samt pigsten under bænken. Ingen grund til at kede sig, vel...!?

Nu tager jeg fire dage i sommerhus med mit arbejde (så tro nu ikke det er rent driverliv), men glæder mig allerede til at komme hjem og rode videre i haven. Jeg er bestemt ikke vinterklar endnu :o)

Hyg jer derude i efterårshaverne ;o)



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...