Kære havebloggere og andet plantegodtfolk...
For tredje år fik vi afholdt Blogtræf i Geografisk Have og igen i år var I mange der støttede op omkring arrangementet.
Tak for det.
Det er altid hyggeligt at få en snak med gamle og ikke mindst nye bloggere. Desværre er tiden knap til at snakke alt det jeg gerne vil og efterfølgende kan jeg se, at jeg desværre ikke fik hilst på alle, håber det lader sig gøre en anden gang.
Fra jeg stod op om morgenen havde jeg et mantra, som jeg forsøgte at messe ind i min hjerne:
"Kun købe to husløg - kun købe to husløg - kun købe.....", og det hjalp selvfølgelig...næsten!
 |
Dagens beskedne indkøb blev til 4 forskellige husløg, en anden stenbedshalløj af en slags samt en minihosta "Mouse Ear". Derudover en S K Ø N rødbladet troldhassel, og den smukke alunrod "Stoplight". nå ja... og en zinkvandkande! |
Vejret var ikke ligefrem med os i år, det gjorde også at jeg slet ikke kom rundt i alle kroge, og dermed ikke så alle fristelser... pyyha!
Jeg havde selvfølgelig taget kamera med, men i år lykkedes det mig ikke at tage så meget som et billede. Det er vist aldrig sket før og skulle nødigt blive en vane. Istedet får I et par planter fra den regnvåde have som de ser ud idag. Regnen fortsatte nådesløst det meste af dagen idag, så nu er haven godt og grundigt vandet igennem og vandtønden er fyldt igen.
Da det var ved at blive noget fugtigt i Geografisk Have valgte vi at tage pavillionen ned lidt før tid. Istedet bød jeg dem, som lige var i nærheden på det tidspunkt, med hjem i min egen have. Jeg har længe gerne ville ha' havegæster af den "rigtige" slags, og det var en stor fornøjelse at have besøg af jer. Det var sådan en lille generalprøve på, om jeg en dag tør og kan være bekendt at åbne min have til Havefestivallen. Det bliver ikke i år, men nu får vi at se...
Endnu engang tak for hyggelige plantesnakke,
dejlige gensyn og nye havebekendtskaber.
Det er en fest at være haveblogger! ;o)