tirsdag den 11. januar 2011

JUST hvor vejen slår en bugt...

Ja, det er måske en lettere omskrivning af en gammel sang, men jeg er altså slet ikke færdig med at vise haveferiebilleder, så næste runde går til Anne Just' Have i Hune.

Jeg kendte ikke noget til Anne Just og hendes have inden jeg begyndte at læse Claus Dalby og de fine ord han skriver om hende i hans bøger og på hans blog. Jo, jeg kunne måske svagt erindre en tv-haveserie som jeg ikke rigtig fik fulgt, men nu blev interessen vakt og vi besluttede at tage på havehotel i Nordjylland.

Det var sandelig en fortrinlig beslutning! Man kan sagtens få en rigtig god oplevelse ud af at besøge haven i den almindelige åbningstid, men vælger man at booke sig ind på havehotellet så har man også haven mere eller mindre for sig selv i aften- og morgentimerne.

Havehotellet er et ganske almindeligt 70'er parcelhus hvor værelserne er hyggeligt indrettet individuelt og man deler køkken og bad. Så kan man også leje sig ind i Værkstedet eller i Garagen, hvor man har eget køkken og bad. Vi endte i garagen og her boede vi skam godt!


Når først man er trådt indenfor i haven, glemmer man alt om at man befinder sig i det vindomsuste Nordjylland og endda ganske tæt på Vesterhavet. Her er ikke skyggen af sand og den muld der er blevet tilført grunden og lagt op i volde, er tæt besat af blomster og planter. Vi besøgte haven i august, men jeg er sikker på at hver årstid har sin charme og at man bør besøge haven flere gange for at få det fulde udbytte.


Haven er fyldt med smukke og finurlige detaljer og det hele vidner om en stærk personlighed og en kvinde der vidste hvad hun kunne lide. Blomster, keramik, skulpturer og masser af farver i skøn forening.
Jeg vil lade billederne tale for sig selv.



















I må finde jer i at jeg fører mig frem på dette sidste billede
men farverne i den gule have syntes jeg bare er fantastisk!

Åh, hvor jeg hygger mig med at gense disse billeder, der skal ikke herske tvivl om at vi vender
tilbage til Haven i Hune måske allerede i år - hvem ved...

Tak fordi du kiggede med :o)




søndag den 9. januar 2011

Kære bloggere og andre medlæsere....

Nu vil jeg prøve at kaste et spørgsmål ud i cyperspace til alle jer kloge mennesker som måske kunne hjælpe mig lidt på vej.

Min søster og jeg planlægger en forårs havetur til det sydlige England evt. i uge 20 (16.-20. maj). Er der nogen der ved om det er for tidligt at tage afsted, om vi evt. skal vente til først i juni? Måske der er nogen der kender nyttige links eller blogge hvor man kan hente lidt viden og inspiration?

Mange grønne håbefulde hilsner fra fru friis


lørdag den 8. januar 2011

Ferieminder


Velkommen til BUGA 2009

Sommeren 2009 valgte vi at besøge den tyske Bundesgartenschau 2009 i Schwerin i Nordtyskland. Hvert 2. år afholder Tyskland en national haveudstilling i skiftende landsdele. Udstillingerne tager flere år at bygge op og holder åbent fra april til oktober. Vi vidste ikke særlig meget om hvad det var, havde læst lidt tilfældige artikler hist og pist men interessant så det ud og køreafstanden var til at holde ud. Så afsted drog fru friis og hendes tålmodige gemal og det kom vi bestemt ikke til at fortryde.

Hele udstillingen var bygget op omkring Schwerin Slot som i sig selv er det smukkeste torneroseslot omgivet af vand. Det gjorde jo heller ikke noget at vi havde valgt en dag, hvor solen skinnede fra en næsten skyfri himmel.

En af de ting der hurtigt slog mig, da vi kom ind på området, var hvor lidt kommercielt det hele virkede. Selvfølgelig kunne du købe mad og drikkevarer og der var også mulighed for plante- og frøkøb, men det var ikke noget der virkede pågående. Alle steder var der små åndehuller med siddepladser, så man kunne tage et hvil i ro og mag og kigge på blomster og planter, eller man kunne lukke øjnene et øjeblik og nyde solen.

Altså var det bare at gå ombord i alle herlighederne og der var nok at kigge på, fornøjes over og være nysgerrige på, og efter en forrygende dag var vi helt enige om at sommeren 2011, skulle bilen køre mod Koblenz hvor BUGA 2011 bliver afholdt. Det er dejligt at ha' noget at se frem til og inden længe skal vi igang med at planlægge sommerferie. Herligt!!

Slotsgården


Slotsgården med orangeri.

Et kik ned mod Schwerin Slot

Schwerin Slot

Tone i tone

Denne gang de røde toner

Et kik ned til friluftskirken hvor der jævnligt blev afholdt gudstjeneste.
Blomsterflor

Jeg slutter lige med den altid smukke Solhat.




torsdag den 6. januar 2011

I sne står busk og urt i skjul...

Jeg har siddet og funderet over, at i 2010 lykkedes det os faktisk at have hele 5 måneder med sne, frost og kulde, ikke ligefrem noget vi er vant til i lille Danmark.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at vinter ikke er min yndlingsårstid, specielt ikke når det meste af vinteren består af regn, tåge og mørke. En smule bøvlet er det da også når sneen pludselig vælter ud af himmelen og tilmed bliver liggende. Men når alt det så er sagt, så har det da også været utrolig flot og slet ikke så tosset at komme ud og få frisk luft, mens fortovet igen-igen skal ryddes, eller gå tur i skoven hvor sneen hænger i de flotteste formationer på grenene.

En af grundene til jeg ikke er så pjattet med vintertiden, skyldes måske også alle de år hvor jeg arbejdede i butik og på kontor. Det var mørkt når jeg tog hjemmefra og mørkt igen når jeg kom hjem. Idag arbejder jeg på døgninstitution, hvilket bestemt også har sin pris, men det helt fantastiske for mig, har været at have fri på alle mulige forskellige tidspunkter, hvilket føles som om jeg har meget mere tid til bl.a. at gå i haven. Måske det er noget pjat, men sådan føles det...

Og på arbejdet skal der gåes tur i nærområdet ved fjord og skov, vi kører ud på ture, vejret nydes i en dejlig have og om vinteren samles vi i bålhytten til sang og historie. Så alt i alt nyder jeg de få lyse timer vi har om vinteren langt mere, end jeg har gjort tidligere og det er bestemt med til at holde humøret kørende igennem den mørke periode.












Og nu er vi jo allerede nået til januar og inden længe viser de første forårstegn sig og årets aller-allerbedste sæson kommer! Når januar er klaret kan det kun gå fremad. Smuk har vinteren været, - og er stadigvæk, men åhh.. hvor jeg glæder mig.... :o)

Så derfor disse strofer:

I sne står urt og busk i skjul,
det er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.

Giv tid! giv tid! - den nynner glad
og ryster de små vinger, -
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! - hver blomst udspringer.

mandag den 3. januar 2011

Mit hjertebarn...

- er drivhuset! Jeg har ønsket mig et hus i mange år og endelig i maj 2009 skød jeg første sæson igang. Huset er på 12 m2 og kunne sagtens være større, men på den anden side har jeg plads til både planter og hygge, og det var det der var formålet.

Nu efter 2 sæsoner er begejstringen lige stor. Det har været 2 sæsoner med forskellige indretninger, noget var godt og andet bliver lavet om til 3. sæson. Udover plantearbejdet er det også her vi snupper en kop kaffe og en pause i havearbejdet eller når vi kommer hjem fra arbejde og dagens oplevelser skal udveksles. På min "drivebriks" snupper jeg en lille lur i forårssolen eller læser det nye haveblad, - det er råhygge.

Selv om huset er pakket sammen for vinteren nu hvor sne og frost lukker for havearbejdet, står der alligevel 2 stole og et cafebord klar og venter på den første varmende forårssol, så vi kan komme ud og lægge nye planer for sommeren 2011. Der bliver nemlig nok at se til og jeg glæder mig :o)


Første sæson maj 2009.
Små planter og det er stadig svært at forstille sig hvad der kommer til at ske.



Kom indenfor i varmen, det gror lystigt!



En lille drivhusfrø blev der også plads til...


Juni 2010. Sæson 2 er godt igang.

Nu skal der dyrkes sommerblomster...

Det hele gror lystigt!

Pragtsnerlen er bare pragtfuld!

En af sæsonens nyheder var denne citronagurk som gav rigtig mange agurker.
Det er dog tvivlsomt om den får lov at komme igen til sommer.




Og det blev igen en hvid kold vinter,
og endnu en lille havenisse står derude med frost om tæerne
og venter på sol i nakken og kaffeduft i næsen.... - det skal nok komme :o)

søndag den 2. januar 2011

Fra kaos til kærlighed...

Jeg syntes lige der skal tilføjes lidt historie i form af fotos fra de sidste 5-6 år, hvor haven stille og roligt har undergået en forandring. I første omgang skulle der bare være terrasse, græs og drivhus og lidt stauder i kanten! Men næ-næ... planer har det med at ændre sig hen af vejen, og som gammel boghandler må jeg jo også lige checke div. litteratur af, inden jeg starter et projekt op, og inden jeg fik set mig om løb en lille havenisse af med mig! Så haven udvikler sig fortsat, og denne sommer kom det hele store gennembrud i form af en haveplan, men det vil jeg vende tilbage til senere, først lidt fotos:


Sommer 2004, i et hjørne af haven...

- som i 2009 blev til en morgenmadsterrasse.

Den gamle terrasse var en smule træt...

- og blev derfor opgraderet til en træterrasse i hele huset længde.
Her fejrer vi datteren (sommer 2010) som lige er blevet sygeplejerske.
Et af vore kaoshjørner....
- hvor der blev lavet nyt hegn og haveskur...

- og til sidst i maj 2009, fik jeg det længe, ønskede drivhus!
Et gammelt rhododendonbed havde vi da også...
- det skulle der også ryddes op i...
- og istedet kom lidt rustne højbede!
Her blev der i sommeren 2010 arbejdet med hvide planter,
så jeg venter spændt på at se lidt resultat når det bliver forår!
Jeg slutter lige med den havenisse, som måske løb af med mig
og som vore venner (!!!) mente jeg burde eje... :o)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...