onsdag den 9. februar 2011

Advarsel! Dette bliver ikke kønt...


Sarte sjæle skal måske overveje at stoppe læsningen her!

Okay...! Måske jeg overdriver en smule, men jeg håber sandelig ikke at alle indlæg i blogland skal være succeshistorier, for hvis det er tilfældet er min overskrift rigtig! Dette handler nemlig om:

 Mas med Melonerne!

I min drivhus-tidstabel var Sæson 1, sommeren 2009 og selvfølgelig skulle jeg også prøve at dyrke meloner, - hvor svært kan det da være...? Melonplante blev indkøbt (navnet_sorten er gået over i glemsel) og pensel til bestøvning af han- og hunblomster blev udvalgt.

Han- og hunblomster! Hvad er hvad?? Jeg anede intet om det, læste noget hist og pist, men alligevel blev penselbestøvning gjort lidt med hovedet under armen. Stor var min glæde da de første små, bitte meloner (bemærk flertal!) viste sig, og KÆMPESTOR var min skuffelse da de med en længde på 1½ cm, faldt af igen.

Endelig lykkedes det at fremdrive først én, og senere hele 3 meloner, som valgte at vokse og se sunde ud. Nu blev de indfanget i net, så de kære væsner ikke faldt til jorden før tid. En smuk tid var det og forventningens glæde var stor.

Nu vokser træer som bekendt ikke ind i himmelen, ej heller gjorde mine meloner. Hvornår var de modne? Jeg bankede, kiggede, følte og snusede men blev hele tiden enig med mig selv om liiiige at vente lidt endnu. En dag krakelerede skindet... er det nu?? Naarjjjj... jeg venter liiige lidt endnu, - men "pludselig" så den sådan ud:




Ja, ja!! Jeg kan godt høre hvad I tænker, og når jeg kigger på billederne undrer jeg mig også over min egen nølen, men historien er jo heller ikke slut endnu!

Jeg fandt et sted på melonen, hvor jeg kunne skære en skive ud, for smages det skulle den altså efter al den mas! Hvordan den smagte?? Absolut himmelsk! Fyldt med sommer, sol, vitaminer og grokraft. Helt forgæves havde det ikke været og erfaring høstede jeg da en smule af.

Hvis nogen sidder og tænker "- og hvordan gik det så i Sæson 2?" kan jeg fortælle, at jeg ikke høstede en eneste melon i sommeren 2010. Tror måske jeg havde lidt for løse håndled ved penselbestøvningen, eller hvad tror I? Jeg er dog stadig optimistisk og nu venter Sæson 3 derude, og jeg vil igen kaste mig ud i melondyrkningens kunst, for NU bliver det godt!

Gad vide om jeg er den eneste,
der har haft mas med melonerne?

9 kommentarer:

  1. Har prøvet at dyrke melon en´ gang. Fik høstet min melon lidt for tidligt.........men den kunne da spises, men havde ikke modnet nok, til at få den helt fantastiske smag hjememdyrkede meloner kan ha´.
    En anden melon nåede aldrig at blive moden, og som du skriver, faldt en del af, inden de blev ret store, ved ikke hvorfor de gør det.
    Jeg prøver igen i år :-)

    SvarSlet
  2. Fru Fniis altså.

    1. Det er mig en gåde, hvad tiltrækningen ved melondyrkning er. Men lad det nu ligge.

    2. Hvordan du kan lade en ... eh ... vel overmoden (læs: rådnende) frugt hænge "lidt endnu", er mig også en gåde.

    3. Jeg glæder mig til at få endnu et godt grin i en spændende og begivenhedsrig sæson 3.

    SvarSlet
  3. Hvor blev det dog en lækker melon (bortset liiige fra revnen)! Det er aldrig lykkes mig at fremdrive meloner, så her har jeg kapituleret jeg bilder mig selv ind at jeg ikke har plads og det har jeg jo heller ikke. Jeg er ike så enthusiastisk med besværlige afgrøder mere, blomsterne fylder det meste nu og så holder jeg mig til tomater og agurker i drivhuset. Jeg er spændt på hvordan dit meloneventyr bliver i år:))

    SvarSlet
  4. Kære Fru Friis.

    Vi kan godt slå fast, at melondyrkning er svært. I 2010 havde jeg også meloner, samme slags som på billedet. Jeg fik hele 13 stykker på to planter. Pænt blev de flotte meloner hængt op i gamle BHer - ja ja kun til en vis grænse ;-) To nåede at blive høst klare, men resten rådnede inden de var klar. Jeg kan kun sige, at jeg fandt diverse udyr i dem blandt andet snegle. Om det har været årsagen til de rådnede ved jeg ikke. Men op på hesten igen Fru Friis. Og kom nu ikke til skade ;-)

    Kh - K

    SvarSlet
  5. Underholdende fortælling. :O)

    Jeg må så erkende at jeg ikke selv er særlig heldig med drivhusdyrkning i det hele taget :O( Alligevel sår jeg tomater, chilli og peber i lange baner hvert forår - Udbyttet vil jeg slet ikke fortælle om. Tåler ganske enkelt ikke dagens lys :O)

    SvarSlet
  6. Ja, det er da en flot melon :-)

    Da jeg fik min have ved Århus omkring 1998, skulle jeg selvfølgelig have meloner, og jeg var vist heldig, for jeg fik flere flotte honningmeloner. De stod endda udenfor, men dog op ad drivhuset.

    Sidste år såede jeg en ny melon, der hedder 'Snow Leopard', var det vist. Den har spættet skal og er ret fin. En slags honningmelon. Planterne stod i drivhus, og der kom en del, men der var også mange små, som ikke nåede at udvikle sig. Selve planterne var ikke så fine - de lignede faktsik noget, der var løgn, synes jeg.

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  7. Jeg tror at 2010 var for kold.... jeg er sikker på at 2011 bliver et fantastisk melonår.

    SvarSlet
  8. Kære Fru Friis - ja, man kan næsten dufte melonerne. Flot, som du har fået gang i bloggen.

    SvarSlet
  9. Herligt at høre at det åbenbart ikke er helt så let med de meloner, men når nu øvelse gør mester så er det jo bare at klø på endnu engang. Mon ikke der følger en fortsættelse sidst på sæsonen? ;o)
    kh fra fru friis

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...