Septembers himmel...

- er så blå, 
dens skyer lyser hvide, 
og lydt vi hører lærken slå 
som før ved forårstide. 
Den unge rug af mulden gror 
med grønne lyse klinger, 
men storken længst af lande for 
med sol på sine vinger.










Der er en søndagsstille ro 
imellem træ'r og tage, 
en munter glæde ved at gro, 
som var det sommerdage. 
Og koen rusker i sit græs 
med saften om sin mule, 
mens bonden kører hjem med læs 
der lyser solskinsgule. 











Hver stubbet mark, vi stirrer på, 
står brun og gul og gylden, 
og røn står rød og slåen blå, 
og purpursort står hylden. 
Og georginer spraglet gror 
blandt asters i vor have, 
sa rlg er årets sidste flor: 
oktobers offergave. 








 



De røde æbler løsner let 
fra træets trætte kviste, 
Snart lysner kronens bladenet, 
og hvert et løv må briste. 
Når aftensolen på sin flugt 
bag sorte grene svinder, 
om årets sidste røde frugt 
den tungt og mildt os minder. 

















 
At flyve som et forårsfrø 
for sommerblomst at blive 
er kun at visne for at dø, 
kan ingen frugt du give. 
Hvis modenhedens milde magt 
af livet selv du lærte, 
da slår bag falmet rosendragt 
dit røde hybenhjerte.

 

 Otto Mortensen 1949 - Alex Garff 1949