tirsdag den 29. april 2014

Solskin og solsort...

Det har været en formiddabel april måned! Forår for alle pengene, i alle kroge, i alle sind. Dyr, mennesker og planter strækker sig efter solen og nyder dens varme. Hvad kan vi bede om mere...?

Jeg har hørt stemmer der hvisker om frostgrader og tøsne, til det vælger jeg blot at proppe fingrene i ørerne og messe "la-la-la-la-la...."

Lad os blot tage en lille forårskavalkade fra min have, inden april helt takker af for denne gang.






























Judaspenge med broget løv fra Bente - Elmbjergs Eden.


Som nogle af jer allerede ved, venter jeg på at blive mormor. Måske jeg ligefrem bliver mormor til en hel flok på en gang, for i vores carport har fru Solsort fundet den perfekte redeplads, - i min cykelhjelm!



Mon hun prøver at lave lidt camouflage...



Idag var der 4 æg (dette billede er fra søndag),
det bliver spændende om alle kommer på vingerne.

Vi ses en anden dag... ;o)


søndag den 27. april 2014

B L O G T R Æ F i Kolding...

Endnu en gang inviterer vi (Jette, Susanne, Ulla) til blogtræf i 
Geografisk Have i Kolding den 5. juni, Grundlovsdag. 

Vi mødes på bakken hvor vi sætter blogtræfpavillonen op
 - du kan se den fra lang afstand når du er kommet ind i haven. 




Her er det muligt at mødes og snakke hele dagen, men...

- det officielle blogtræf er mellem kl. 12 - 15.

... så kan man også nå at handle og kigge på det store plantemarked, 
som jo også afvikles i Geografisk Have den dag.



Medbring gerne tæppe, kaffe + krus og madpakke.
Der er også mulighed for at benytte cafeen i Geografisk Have.

Det er også en rigtig god idé med et navneskilt, 
så vi kan hitte rundt i hinanden.

Blogtræffet har været rigtigt hyggeligt i både 2012 og 2013 
og vi håber at mange har lyst til at komme forbi til en hyggesnak
- og så er det jo muligt at få sat ansigt på personerne 
bag de blogs, man læser med hos.

Vi bager kage  - men til hvor mange....   ?

Vi glæder os til at se   jer.


torsdag den 24. april 2014

De rosa pudderkvaste...


Jeg har vist den før, flere gange sikkert... men jeg bliver nødt til at gøre det igen.

Hvert forår er forventningens glæde skyhøj, når den japanske kirsebær begynder at røre på sig. Og fra den første spæde murren i knopperne og til de sidste lyserøde kronblade daler ned og siger tak for denne gang, så nyder jeg træet i fulde drag. 





Tilsyneladende er det en naturlov, at det skal regne og ruske en dag eller to, når den japanske blomstre. Sådan var det selvfølgelig også i år, men heldigvis var knopperne ikke fuldt udsprungne, så de klarede skærene i fin stil.





Faktisk begyndte udspringet omkring 10. marts, så hele forløbet har varet omkring 14 dage til nu.





Men nu står den også på det sidste og de rosa pudderkvaste drysser smukt i bede og på græsplænen.





Jeg vil nyde de sidste strofer af denne smukke forårsmelodi, som jeg aldrig bliver træt af at følge. 

Træet er faktisk det første vi plantede i haven for mere end 30 år siden, så vi kender hinanden rigtig godt.


Tak for denne gang min smukke ven,
vi ses igen til næste år ved samme tid... :o)

tirsdag den 22. april 2014

Man har et standpunkt...

til man tager et nyt, - og det er ganske vist...!


For et par uger siden fik jeg min ræverøde pergola gjort færdig.

Yndlingssmeden kom forbi og svejsede nogle flere tværpinde på taget, så jeg fik den helt rigtige rumfornemmelse. Det føltes godt...






Nu skal de nye "pinde" bare lige ramme
den rigtige røde farve, men de er allerede godt på vej.


Jeg har også for et stykke tid siden bedt jer om jeres bud på gode blå clematis til samme pergola. I kom med mange dejlige bud, og jeg noterede mig et par navne som jeg mente var de helt rigtige blå emner.

Så skete det, som så ofte sker for mig. Enten kan jeg ikke finde de navne jeg leder efter, eller også dukker noget helt andet op, som frister. I første omgang ramlede jeg ind i en dagligvareforretning som for en stund var omdannet til planteskole. Her stod to blå clematis, nemlig Jackmanii og Multi Blue... op i kurven røg de og glemt var alle mine planer for en tid.

Men mine tanker havde også kredset om en stedsegrøn Clematis, Armanii, så da vi "tilfældigvis" besøgte en planteskole måtte jeg spørge nærmere til den. Det tog dog ikke lang tid at finde ud af, at Armanii bestemt ikke er vinterhårdfør og derfor blev den tanke hurtigt makuleret.

Det stedsegrønne rumsterede dog stadig i mit hoved og snart faldt blikket på en efeu_vedbend "Gold Heart".... og den blev det!





Nu har de to midterste stolper i pergolaen også fået sig hver en beboer, og en smuk en af slagsen, syntes jeg selv. Så fra at pergolaen skulle være med blåregn og blå clematis, er det nu istedet blevet blåregn og broget efeu. 

Efeuen vandt ganske enkelt pga af sine stedsegrønne blade, som kan skabe karakter i haven om vinteren. Nå ja, og så har jeg en svaghed for de brogede blade...





Hvad der skete med Jackmanii og Multi Blue?? 

De fik skam også en plads i haven, 
og så må vi se om billig-tilbud kan vokse sig store og stærke... ;o)


torsdag den 10. april 2014

Opgradering af arbejdshjørnet...

En god havearbejdsplads er guld værd. Et sted hvor der kan såes, prikles, pottes, plantes, deles, fyldes, tømmes, rodes og meget, meget mere. Sådan et arbejdsbord har jeg haft nogle år, og på mange måder har det fungeret rigtig godt.


Overdækket arbejdshjørne, med blomstrende Alchymist.
Sommer 2013.

Nu er det bare sådan, at behov har det med at ændre sig. Derfor begyndte der at være nogle ting ved mit arbejdshjørne, som ikke var helt optimalt. Fx var arbejdsbordet et gammelt drivhusbord, og dermed en smule for lavt for mig. Desuden gik en tværstiver på langs af bordet, som jeg blev viklet ind i, hver gang jeg skulle bruge pottemuld og slige sager. Belægningen var lidt fliser til at stå på og resten var ærtesten. Det betød når der skulle tømmes kompost og potter, væltede det rundt med jord mellem ærtestenene. Ikke rigtig godt...


Arbejdspladsen marts 2014.

Altså måtte vi lægge hovederne i blød, og snart rullede ideerne ud af ærmet. Det blev til et pergolatag, forbundet mellem haveskur og huset. Ny belægning i hele bredden. Nyt havebord og til sidst udvidelse af rionettet med klatreplanter. 

Faktisk et lidt større projekt end vi først havde tænkt, men når nu man skal igang med en "ommer", kan vi lige så godt gøre det ordentligt.



Af med belægningen og på med nyt pergolaloft...

Manden kastede sig over opgaven, og meget hurtigt tog det form. Vi blev måske en smule forbavsede over, hvor meget jord der skulle køres væk for at få lagt fliser på, men motion skulle være så sundt.


Fiks og færdigt, nyt arbejdshjørne til fruen...

Og nu står det der og lever til fulde op til mine forventninger. På pergolaen vokser der til venstre: Alchymist samt clematis Huldine. Til højre kommer New Dawn og en mørkerød clematis. Derudover har vi plantet to nye druer, en grøn Himrod og en blå Venus. Nu skulle der være rigtig god mulighed for at taget bliver frodigt og blomsterrigt, og man har virkelig en fantastisk rumfornemmelse, når man træder ind af havelågen.





Så nu kan jeg boltrer mig med tømning af både den grønne køkkenkompost, samt den store med havekompost. Det er ren luksus.




Havebordet er bygget af fundablokke og terrassebrædder. Nu passer arbejdshøjden og det er meget lettere at komme ind til al have-hurlumhejset. Som en lille detalje, kom pottemulden op og køre på hjul, så nu kan arbejdstilsynet roligt komme forbi.





Druerne er SÅ klar til start...

Hos en veninde beskar vi en korkeg.
Grenene er bare så smukke,
at  jeg blev nødt til at bruge dem til pynt.


Fra nu af høres kun jubellyde
når jeg er i arbejdshjørnet... ;o)

tirsdag den 8. april 2014

Frøboet i Frihuset...

Det var nogle rigtig gode bud der kom fra jer, omkring min travlhed i week-enden... Og ja, jeg fik besøg af Cecilie & Co. fra Frihuset, som havde spurgt om lov til at kigge indenfor i drivhuset.

Jeg fik ikke lang betænkningstid, ca. ½ min., men det var nok også meget godt. Og alt mit hjernespind omkring "jeg-har-da-ikke-noget-at-vise-i-forhold-til-så-mange-andre" - skal jeg nok spare jer for!

Anledningen er opstarten på Frihusets nye drivhus, som skal indvies i påsken. Derfor er Frihuset ude og kigge sig omkring, få lidt starter tips og en plante fra Frøboet kom med til Frihuset.



Sådan et foto MÅ man have, når der kommer besøg udefra,
så lad os lige få det overstået!!
 

Der var sat to timer af til seancen, og præcis til aftalt tid ankom holdet til min matrikel. Ikke så mange dikke-darer, de gik lige til planlægningen og så var det ellers "ud i marken"!








Det hele foregik i en afslappet og munter tone, og trods min kameraskræk, glemte jeg hurtigt alt om kamera og vi snakkede om løs og fast. Ikke at jeg aner hvad jeg fik sagt, nogle ting skulle siges et par gange og andre ting fik jeg vist aldrig nævnt.

Snakken gik også omkring facebookgruppen "Drivhusglæder og Haveguf" og selvfølgelig om havebloglivet og alle dets fortræffeligheder. 










Jow-Jow... det bliver sandelig spændende at se på tv.

Iøvrigt dukkede der også en journalist fra Kolding Ugeavis op, så jeg skal da lige love for at jeg fik mine "5 minutes of fame".








Nu kan jeg godt læne mig tilbage et kort øjeblik, for alt det jeg skulle nå i april, nåede jeg på en week-end.

Øhhh... lige på nær oprydning af haveskuret, for der røg vist et par småting derind i skyndingen...




Har du lyst til at resultatet, 
bliver det sendt på TV2 Fri 
som et kort indslag i Frihusets liveudsendelse, 
mandag den 14. april.





søndag den 6. april 2014

Deadline...

Sjældent har jeg været så meget på forkant i drivhuset, som denne april...




Kender I det når man skal have familiefest, så kan man pludselig få en hulens masse fra hånden, som man ellers går og nuller med... (eller er det bare mig!) ??




Jeg skal godt nok ikke holde familiefest, men en deadline fik jeg! Meget mere om det, lige om snart...!!





Iøvrigt tror jeg at haven mindst er 3 uger foran sidste år. Når jeg tjekker mit billedarkiv fra 2013, var mine påskeliljefotos fra den 30. april og den 8. april var der rimfrost på husløgene.




Jeg ved godt hvad jeg foretrækker! ;o)




tirsdag den 1. april 2014

Man skal smede mens...

Update på dette blogindlæg:
Det er med beklagelse, jeg må fortælle at Kunstsmed Per Vilsen er afgået ved døden i oktober 2015. 
Han vil blive savnet blandt alle os havefolk, som nyder stor glæde af hans fine plantestativer, i vore haver.

Jeg vælger at lade blogindlægget stå uændret, dog har jeg fjernet adressen til den nu lukkede smedeforretning. 
Mange tanker til familien, fra Jette Friis. Jan. 2016






- nå ja, man kan selvfølgelig også lade andre gøre det!

Min søster har introduceret mig til endnu en smed i mit liv. Ham bliver I simpelthen også nødt til at hilse på, han laver nemlig masser af blomsterstativer, rosenbuer og hvad-har-vi til haven. Du skal ud på de små landeveje for at finde ham, men det er hele turen værd.


Kunstsmed Per Vilsen


Det er svært at fotograferer stativer,
men her er rigeligt at vælge imellem!








Kongekronerne faldt jeg pladask for, de fåes i to størrelser.
De fleste stativer kan fåes både i galvaniseret og i rust.



Lige en detalje...




Spidse stativer og rundbuestativer...





Højbedet (der var faktisk flere), var et bestillingsarbejde.
Jeg er overbevist om det bliver fantastisk, når det er tilplantet.




På disse stativer kan der placeres en krukke øverst,
eller der kan kravles fra bunden, kun fantasien sætter grænsen!



Og hvad kom så med hjem til Frøboet? 


Clematis Hagley Hybrid er på vej opad i det nye stativ.
Grenen foroven lå på det gamle stativ
og fungerede udemærket som klatretræ
sidste sommer. Nu får vi at se om den får lov at blive...



To kroner er også kommet med hjem...




Lidt royal har man jo lov til at være!


 Det er altså haveguf at finde den slags håndværkere rundt om i landet.
Langt sjovere og meget mere personligt at handle sådan et sted.
Så jeg kan kun anbefale at du kigger forbi og gør en god handel.




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...