Den kom hjem i haven og kærligheden var åbenbart gensidig, for den trivedes og snart kunne jeg dele både til mig selv og andre.
Allerede i det tidlige forår sender den sine små grantræer op af jorden. Sart lysegrønne og lækre med en tendens til mørke spidser.
Senere folder "blomster"standene sig ud i den klareste limegrønne farve som lyser glad og strålende i haven. Det er da ikke til at stå for...
Planten kan sagtens bruges i buketter, man skal dog tage sig lidt i agt for den hvide plantesaft som kan skabe hudirritation. Dog ikke noget, jeg har oplevet som et problem.
Når blomsterstandene bliver trætte at se på hen på sommeren, klipper jeg hele molevitten stærkt tilbage, hvorefter den blot sætter gang i nyt smukt løv som ligner bløde, små grantræer. Og sådan står den til frosten kommer forbi og siger slut for i år.
Men hvad var det så med den bandit.... tænker den opmærksomme læser!
Hvad jeg ikke lige opdagede første og vist heller ikke andet år i haven, var de lumske rodskud. Pludselig gik det op for mig, at den sender temmelig lange rodskud ud i bedet, som dukker op langt fra moderplanten.
Sidste sommer må jeg erkende at det gik så vidt, at jeg fik et øjebliks panikanfald over alle de små "kære" grantræer som dukkede op hist og pist. Derfor skriver jeg nu dette indlæg, for at minde mig selv om, at jeg skal ud og flytte "cypressen", som har møvet sig ind i min Hortensia Limelight. Nu skal den op og bo i en krukke. Derefter kan jeg forhåbentlig fjerne diverse vildfarne små banditter og gøre kort proces.
Ud af haven skal den bestemt ikke, det er den alt for skøn til. Men lidt ordnede forhold i en krukke, må være alternativet til det kaos som jeg ellers kan se at banditten kan skabe.
Og sådan kan det gå
med kærlighed og kaos... ;o)
med kærlighed og kaos... ;o)
