Viser opslag med etiketten Efterår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Efterår. Vis alle opslag

tirsdag den 15. november 2016

Her kommer mutter med kost og spand...

Rengøring er noget en vis herre har skabt! Heldigvis er rengøring i haven ikke helt det samme som indendøre, der skal bare fjernes lidt ukrudt hist og pist, og vupti... så er alt godt igen. 

Nå ja, der er lige drivhuset der skal rengøres når sæsonen slutter og helst igen når sæsonen starter. Gaaaaab, hvor er det dog et kedeligt job. Brun sæbe, gummihandsker og bøllehat. Mange timers oprydning, nedvaskning, sammenpakning, udsmidning, gennemtænkning og tilbageflytning. Brok! Brok! Brok! 😣


M e n   s å!  

Når jeg har brokket mig længe nok over dit og dat og ikke kan finde på flere overspringshandlinger, så sker det! Fru Friis tænker Rachel Rastenni og går igang med kost og spand. Tju hej, hvor det går, når først lydkrimien er i ørerne og beslutningen er taget. 


Planter ud = Rod i drivhus!
Rod ud = Meget tomt, kedeligt og og temmelig snavset drivhus!
Padderokkerne har som vanligt sneget sig ind i krogene,
og tror de bor her!


Og nu roder terrassen også,
- og manden roder på fortovet
alt imens han giver en tiltrængt hjælpende hånd.
Og de stakkels edderkopper, som har levet et luksusliv i varmen,
må pludselig kæmpe for livet
og forsøger at brystsvømme sig ud af problemerne.


Og der spules og sæbes. Sprøjtes og vaskes. Sjaskes og pjaskes...
(for påske og pinse og jul står for døren)


- og det fortsætter i timevis.
Ude og inde i alle sprækker og revner.



Men pludselig!
Lige som solen begynder at sende de sidste stråler
over drivhus og have, så lykkedes det.


Alting går op i en højere enhed.
Det dufter af sæbe, glasset er befriet for grønalger
og rodet har stablet sig selv i fine hjørner.
Fruen kan faktisk ikke finde noget at brokke sig over.

Og sådan gik der en dag med det. Vintersne og storme kan bare komme an. Samvittigheden er nypudset og velduftende. Tilfredsheden sænker sig blidt over hjemmet. 




Så hvorfor al den ståhej igen i år... ;o)





lørdag den 5. november 2016

En uperfekt dag...

Det går ikke altid som præsten prædiker.... Man kan selvfølgelig også sige at når det regner på præsten, drypper det på degnen!! Dryppet har det i hvert tilfælde gjort idag, ja, det har faktisk silet ned - har det!

I forrige uge havde jeg ferie, og dagene var smukke og solrige. Vi havde dog andre planer og gøremål end haven, så drivhusvask og løglæggeri blev sat på standby. Der kommer nok nogle fine dage endnu, tænkte fru Friis optimistisk og i dag havde jeg så fuldstændig ren kalender. NU skulle drivhuset vaskes og løgene lægges, og pyt med at vejrfolkene small talkede om byger og vedvarende regn... det var nok ikke i Kolding og omegn!

Men det var det så alligevel. Jeg klædte mig på efter alle kunstens vand-regler, tog en dyb vejrtrækning og kastede mig ud i mellem strålerne. Slet ikke så ringe endda, ingen blæst og ganske lunt, men vådt var det altså.

Det blev ikke til noget drivhusvask og løglægning var en kende for fugtigt. Istedet forsøgte jeg at rydde lidt op i haven, på terrassen og i drivhuset. Samle møbler, tømme krukker og hente frøer og andre løsdele i tørvejr.  Det roder bare lidt over det hele, men sådan er det altså i min have, når det er efterår... og igen når det bliver forår. Noget ser trøstesløs ud og andet er bare smukt på den der efterårs-lige-om-lidt-vinterhi-agtige måde.


Terrassen skal tømmes inden vinterstormene
og fuglebadet ser lidt glemt og rodet ud.
Heldigvis afholder det ikke en solsort fra at vinterbade. 

Haven pakkes ned og gemmes væk.

Der står vandspejl på mit bedroller-stiklinge-drivhus,
til foråret vil det vise sig om de stiklingerne har klaret skærene.
Drivhuset roder fortsat, mon ikke der kommer en tørvejrsdag,
hvor det kan blive vasket igennem?
Og den lille hornviol, stod bare og lod som om
det overhovedet ikke er vinter lige om lidt.
 


Vådt med vådt på.... og lidt rodet,
men med sin egen ynde.


Og midt i det uperfekte, våde regnvejrstunge novembervejr,
vælger clematis Piluu at blomstrer endnu engang.
Så smukt står den og gjorde dagen ganske perfekt.

Nu vil jeg gerne have de sidste gøremål ordnet 
og komme i vinterhi i sofaen.
Imorgen står der hyggelige forlystelser
på min kalender, 
så jeg venter bare på endnu en fridag,
- måske i tørvejr! ;o)





lørdag den 22. oktober 2016

Blåregn med fut i...

Jeg har tidligere skrevet om mine frustrationer omkring mine 3 (tidligere 4) stk. blåregn. De har været nogle magelige divaer, som ikke har gidet flytte sig ret langt op af pergolaen. Enten lider de af højdeskræk eller også har de det bare for godt hernede ved jorden. Den mindste af dem har ganske vist blomstret i sommer, endda to gange, men der manglede stadig frodighed i højden.

Men pludselig! Ud af det blå, tog en vis herre ved de tre dovne divaer og i vejret skød de, - eller rettere de to af dem gjorde. Den tredje blev ved jorden, men voksede dog lidt over taljen! (Pas på med det tænkte jeg bare). Men nu ser det endelig ud til at drømmen om frodighed er på vej.


Stolpe 1: Ganske vist er de nye skud stadig spinkle,
men nu kan de føres både den ene og den anden vej.



Stolpe 2: Her er det mest frodige hjørne.
Hele 3 overliggere er på vej til at blive grønne.




I midten er de to brogede vedbend også ved at få fat.
De skal føres og bindes op, men det lykkedes dog at dække stolpen.


Lidt på afstand. I det højre hjørne ses den
lille stædige diva med den brede talje. 

I foråret skrev jeg også om pergolaen og dens manglende frodighed. Det indlæg kan du se her. Vi plantede græsser, hosta og krybende timian i bunden af pergolaen, og jeg skal da lige love for at de er kommet efter det. På blot en sommer er bunden dækket. Vi havde nok ikke behøvet at købe så mange timian, til gengæld var græsserne super billige (det kan du læse om her) ;o)










Jow - Jow... det har taget tid,
men det er værd at vente på! ;o)




torsdag den 20. oktober 2016

Kan man det...??

Jeg har gang i et lille eksperiment. Nu bliver jeg blot i tvivl om, hvad der vil ske når vinterens rusk og blæst sætter ind. Her kommer forklaringen.

For 3-4 år siden købte jeg en lille undselig lærkeplante. Tænkte at den skulle klippes helt smalt og bare vokse op i hækhøjde. Altså højden på den ligusterhæk, som står bag ved. Det har den så nået nu og lidt til. 





Nu har jeg sat en snor i toppen og ned til en sten i bassinet. Tanken er så at planten skal tvinges til at vokse vandret. Altså først lige op i hækhøjde og så - vupti - en bøjning vandret ind over bassinet og bedet. Bare fordi det kunne være sjovt. 





Nu er min betænkning blot... Kan den lidt spinkle gren mon holde til dette træk henover vinteren?
Burde jeg lave bøjningen med noget ståltråd istedet? Eller bruge begge dele? Og hvor lang tid tager det mon, inden grenen kan holde sig selv i den position?







Jeg vil elske nogle smarte løsninger og erfaringer, 
fra jer kloge havemennesker derude. 





tirsdag den 18. oktober 2016

Nye beboere på matriklen...

Der kommer ind imellem nye beboere på matriklen, men disse to frøfætre, som er flyttet ind i sensommeren, er lige nu mine favoritter.

Den glade slangefrøholder, er en skøn gave og den lidt mere mutte vandhanefrø faldt jeg selv over. Begge dele noget jeg har følt har manglet i mit liv længe, og sjovt nok flyttede de så begge ind nogenlunde samtidig. Jeg er sikker på vi alle bliver lidt lykkeligere i hinandens selskab.







Ellers er efterårs-omrokering-showet så småt gået igang. Komposten er fyldt til bristepunktet med drivhusplanter og trætte sommerblomster. Og endnu engang forsøger jeg at få det store hvem-skal-stå-hvor-staude-regnestykke til at gå op. Sjovt at det gentager sig år efter år, - mon det nogensinde holder op!?






Selv om vi ikke har fået frost endnu, så går det stærkt med farverne derude. Og smukt er det altså, når det hele gløder. Det er bare om at nyde hvert øjeblik, for om lidt er showet forbi. 








Håber også du nyder efterårets gøremål... :o)




torsdag den 5. november 2015

Som en muldvarp i mørket....

- mosler jeg rundt i mulden!

Det er som om jeg slet ikke kan blive færdig derude i haven. Jeg startede med et enkelt bed - Flimrebedet - som trængte til en opstramning. Så er det dominoeffekten træder i kraft. Hvis det skal være muligt at flytte stauder og buske andre steder hen, skal der også være ledigt der. Inden man ser sig om, er den helt store efterårsrokering sat igang.





Men hyggeligt er det altså. Især når efteråret viser sig fra den smukkeste side, som tilfældet har været de sidste uger. Stille vejr og lune temperaturer kombineret med tilpas fugtig havejord. Hvad kan man ønske sig mere? Nå jo... Flere lyse timer! For det kommer til stadighed bag på mig at dagen er kort og tilmed bliver kortere endnu. Min hjerne har ikke indstillet sig på november og jeg skal altså liiiige ordne lidt mere derude. 






Idag var min fridag og jeg havde fået lov at hjælpe en veninde i hendes have. To projekter som vi har gået og luret på hele sommeren, blev udført og vi var slemt tilfredse med os selv bagefter. At man så også snakker så godt mellem spadestik og drøftelse af muligheder, gør dagen endnu mere perfekt. 







Imorgen gælder det så min egen have igen. Desværre er regnen lovet til Jydeland, men lad os nu se hvor galt det går. Så længe det ikke står ned i lårtykke stråler, har jeg inter problem med at være derude. 

Og de sidste to bede skulle meget gerne komme i hus også. Det vil være rigtig rart at kunne afslutte med de sidste løg der skal i jorden, for derefter at kunne sige tak for denne sæson. Så er det kun at vente på foråret og nyde forventningens glæde. 








Jeg har slet ikke fået taget før-og-efter fotos at bedene. Som nævnt i indledningen, bliver det mørkt inden jeg er nået til vejs ende med det jeg troede jeg kunne nå den dag. Den sidste halve time foregår i halvmørke og resultatet får jeg først set næste morgen. Og der er jo heller ikke så meget at se, for mange at stauderne får lige en studsning, så det er mest pinde jeg kigger på! Men hvad gør det, at man kigger på en pind, når filmen inde i hovedet viser farver og frodighed!






Iøvrigt har jeg investeret i en pandelampe.... Jeg har ganske vist ikke brugt den endnu, syntes måske det er lige til den nørdede side. På den anden side kan det måske give et par naboer lidt at undre sig over og jeg kunne hente ½ time mere i haven.

Jeg kunne selvfølgelig også bare erkende at det faktisk er vinter og blot sætte mig i sofaen med en havebog...

- jeg skal bare liiiige..... 
mosle lidt mere i mulden! ;o)






torsdag den 20. november 2014

Godt og blandet...

Dengang "mor var dreng" kunne jeg gå til bageren og vælge slik til 5 øre pr. stk., men ikke for mange af de røde, dem kunne jeg ikke lide. Bagefter gik jeg ud i verden med min velduftende og knitrende papirspose i hånden. Øjnene kunne sagtens have valgt meget mere til posen men pengene i lommen skulle også række. Det var sandelig godt og blandet...

Idag har jeg været i haven, vejret var skønt, mildt og helt stille med enkelte solstrejf. Dejlig godt og blandet.

Jeg er vist ved at få mig en samling af alunrod, jeg elsker deres farver og at de står så flot det meste af året. Så I får lige et nogle eksempler på en godt og blandet forsamling.










Det meste af haven bærer tydeligt præg af efterår også selv om kalenderen vel siger vinter. Trods det er der stadig blomster som egentlig burde høre til forår og sommer. Så alt imens mange af jer viser julepynt, får I lidt godt og blandet fra min sæsonforvirrede have.







Denne stokrose har blomstrer uafbrudt siden juni måned.



En novembervalmue... ;o)



Det er ikke så tit vi både har fingerbøl, valmue, stokrose,
morgenfrue og påskeklokker i blomst på samme tid...



Også roserne kan stadig fremvise lidt godt og blandet.



Rosen Ghislaine de Feligonde,
bliver ved med at sætte friske knopper af.

Jeg blev næsten færdig med at lægge forårsløg idag, men hvad hjælper det når jeg bagefter går i Bilka og finder restudsalg til 5,- kr. pr. pose.... heldigvis var der ikke så mange af de røde. Øjnene sagde "tag flere" men fornuften holdt heldigvis ved en posefuld. Så nu må jeg på den igen, med en ny samling godt og blandet blomsterløg.



Igår skrev Mrs. Sussinghurst om sin frokost med tallerkensmækkerpynt. Det måtte jeg også prøve. Mine tallerkensmækkere har vist haft besøg af nogle ivrige bier, for farven er temmelig "godt og blandet". Til gengæld var smagen frisk og sommeragtig og passede perfekt til en frokost i drivhuset. 





Drivhuset er vasket ned og terrassemøblerne og et par planter flyttet ind. Der er dog stadig fin plads til både at nyde en frokost derude og til at tage et  X & O spil, med mariehøns og andalusiske sumpfrøer. De sidste er en sjælden art med "godt og blandet" blod!






Og mens vi er ved frøerne og mens alle I andre julepynter ude og inde, så har jeg faktisk også lidt julepynt. Forskellen er blot at de har hængt over mit plantebord siden det tidligste forår, men jeg tror de kommer ind i varmen og på juletræet. Jeg har fået dem af min yndlingsnevø og syntes de skal skabe glæde hele året. Det er vel også "godt og blandet"!?




Til allersidst i dette brogede indlæg med godt og blandet fra Fru Friis' slikpose, så har jeg lovet fru Høneballe et billede af mit barnebarn Vera. Hun bliver idag 6 mdr. gammel og er så småt begyndt at smage - ikke på mosten, men derimod på gulerodsmosen.... uhmmmm..... Hun burde have en matchende tallerkensmækker eller en morgenfrue bag øret!! :o)




Et stort, godt og blandet 
haveknus fra mig til jer. :o)





















lørdag den 11. oktober 2014

Grønne stemninger hos Tanten...

Nu skal vi altså på havebesøg, og vi skal først til Mors til Tante Grøn's have.

I week-enden den 13.-14. september holdt Tante Grøn ekstra ordinær åben have. Jeg fik hanket op i Søsteren Friis og så gik det ellers nordpå.

Der ventede os en have sprængfyldt med efterårsstemninger. Tanten har et meget veludviklet pusle- og pyntegen, og hvis haven prøvede at lukke ned for vinteren, så blev det i den grad "modarbejdet" med smukke kreationer i alle hjørner.

Men ikke så megen snak, tag med rundt i haven og se og nyd for dig selv.







































Det blev en skøn dag i haven på Mors og vi drog hjemad med sanserne mættede med smukke indtryk.


Tak for et herligt sensommerbesøg. :o)


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...