I april viste jeg mit elskede Japanske Kirsebærtræ.
Lige nu er det, det gamle æbletræ som har drysset sine blomster for i år. Regnen igår gjorde det forbi med den sidste blomstring.
Træet har vi plantet, da vi flyttede ind for 35 år siden. Æblerne modner tidligt i august, men desværre får vi sjældent glæde af dem. Jeg prøver virkelig at ramme lige der hvor de er tilpas syrlige, men dog spiselige, men det er vist ikke muligt. Først er de sure, så bliver de melede og til sidst ryger hele baduljen på komposten. Oven i hatten sætter træet en forfærdelig masse vanris, fordi vi forsøger at styre højden på træet.
En formastelig sjæl foreslog på et tidspunkt, at vi bare fældede træet, når nu vi kun havde bøvl med det. Det kommer så aldrig til at ske! Nøjagtig lige som den japanske kirsebær, danner dette træ rygrad og struktur i vores lille have. Hvert eneste år nyder vi den smukke hvide blomstring, det træ kan ikke bare erstattes med noget som helst andet.
Derudover har træet en historie at fortælle, - hvis ellers det ville! Her har vi siddet i skyggen mangen en sommerdag og her har begge vores piger ligget i deres barnevogn og kigget op i kronen.
Her har et utal af fugleunger sprunget ud i livet og her forsøger clematis at kravle op og tager over med endnu en skøn blomstring. Nej, det træ skal bestemt blive stående til det dør af alderdom.
.gif)
Det gamle træ, o, lad det stå,
indtil det dør af ælde.
Så mange ting det husker på,
hvad kan det ikke melde.
Vi det så fuldt med blomster så,
de friske grene hælde.
Det gamle træ, o, lad det stå,
det må I ikke fælde!
(H.C.Andersen)
indtil det dør af ælde.
Så mange ting det husker på,
hvad kan det ikke melde.
Vi det så fuldt med blomster så,
de friske grene hælde.
Det gamle træ, o, lad det stå,
det må I ikke fælde!
(H.C.Andersen)
