Viser opslag med etiketten Firmagaver. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Firmagaver. Vis alle opslag

tirsdag den 1. maj 2012

Til kamp...!



Man skal vælge sine kampe med omhu!




Så idag valgte jeg græsplænen...

Som I måske kan fornemme er græsplænen ikke prioriteret ret højt her på matriklen. Fuglefodring, skvalderkål i græskanten og forårets væld af mælkebøtter, det hele får en tur med plæneklipperen og så må det være godt.




Men idag syntes jeg alligevel jeg ville prøve at kæmpe mig igennem noget af alt denne gule pragt. Efter nøjagtig en times koncentreret arbejde med min nye mælkebøttefjernerdims, var der samlet en sækfuld rendyrkede og meget velnærede mælkebøtter. Dette efterlod en del huller i græsplænen, men derudover kan man egentlig ikke se at jeg har været der.

Den kamp skal vist kæmpes over nogle år... ;o)

Heldigvis dukkede posten op med pakke fra Odenia, så blev fokus ændret.


Verbena Peach Blossom og Burgundy



Nu står de i drivhuset og gror lidt til,
inden sommerens forventede blomsterflor.


Og så får I lige et par billeder som er knapt så grumsede som dem igår.






Med en lille sang vil jeg ønske jer 
en dejlig solrig 1. maj, med lige nøjagtig 
de kampe som I finder værd at kæmpe.


Livet er en morgengave.
Sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have.
Der står øller på mit bord.
Under himlen hænger lærken,
som et fjernt bevinget frø,
for en lærke tænker hverken
på at kæmpe eller dø.

Her er fredeligt og stille.
Her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille
og et brev med pure løg.
Lad al verden slå for panden
og bekæmpe spe med spot.
Jeg vil enes med hinanden
og mig selv og ha' det godt.

Tiden går og tiden hverver
store mænd til mandig dåd.
Jeg reserver blandt reserver,
bryder ofte ud i gråd.
Jeg får nerver og migræne
blot jeg skær mig på en dolk
og vil hel're slå min plæne
end slå løs på pæne folk.

Livet er en dejlig gave.
Jorden er en dejlig jord.
Der er øller i min mave.
Der står krokus på mit bord.
Når reserverne skal stille
for at splitte kloden ad,
skriver jeg med kruspersille
verdens mindste heltekvad.

Halfdan Rasmussen, 1955




søndag den 25. marts 2012

Vi er altså noget...

I marts nummeret af Haven er der en lille notits om os havebloggere, så nu bliver der reklameret for os i det fine haveselskab! ;o)


 


For nogle uger siden fik jeg en mail fra et kommunikationsfirma der på vegne af Fiskars ville forære mig en mælkebøtteoptager, sendt til adressen.

Hmmmm.... tænkte min jydehjerne, der må ligge noget bag. Hvad skal jeg mon gøre til gengæld eller er det fup og fiduser? I mailen stod der "Kære Fru Friis", altså var jeg fundet gennem bloggen. Jeg sendte fluks en returmail og stillede mit knivskarpe spørgsmål, hvorefter jeg ikke hørte en lyd de næste uger. Altså var det fup!!

Pludselig dukkede der alligevel et svar op, og jeg skulle da bare modtage mælkebøttefjerneren og intet andet... Denne gang tog jydekræmmeren over og sagde ja tak til tilbuddet. Få dage efter dukkede "dyret" op og er nu indviet.


Monstromet stikkes i jorden med sin gribeklo...


Foden på støtten og vip tilbage.
Vupti - en mælkebøtte mindre i min have!

Den virker faktisk, og lur mig om ikke de sidder inde på Fiskars og klapper i deres små hænder over denne reklame, men det er også ok for mig!

Blot sætter det lidt tanker igang omkring denne (nye?) form for markedsføring som er fulgt med bloglivet. I dette tilfælde har jeg kun oplevet det pænt, ordentligt og på ingen måde anmasende. Andre firmaer har gjort noget lignende, fx Ramsing med emaljeskiltene og Garden Scepteret som Sct. Helena udloddede for nylig. 

Derfor mener jeg blot at vi er noget! Ihvertfald er vi en målgruppe som reklamebranchen kan bruge og derfor kigger de åbenbart med herinde. Så længe det er en win-win situation, så går det nok, - men lad det nu ikke tage overhånd!!

Har I også modtaget firmagaver 
og hvordan forholder I jer til dette?



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...