tirsdag den 5. september 2017

Havebesøg hos Linda...

Søsterturen blev afsluttet med et besøg hos Linda - Casa Rosen. Igen nåede vi kun til parkeringspladsen, inden snakken gik lystigt omkring haver og forventningens glæde var stor.

Selv om jeg har fulgt med på Lindas blog, har jeg ikke styr på hele tilblivelsen af haven, - men hold nu op for et arbejde Linda har været - og er - igang med. To kolonihaver er det blevet slået sammen til en, med to drivhuse og to kolonihavehuse. Det sidst tilkomne hus var under forvandling til noget nyt og spændende og sørme om ikke også det gamle hus, lige skulle have et par forandringer.

Billederne kommer lidt hulter til bulter, for vi snakkede så meget, at jeg fik knipset nogle detaljer hist og pist - men stort set ingen bede. 




Det ene drivhus er yndigt indrettet og det andet.... nå ja, indtil videre er det opmagasinering af spændende døre og vinduer til byggeriet. Men også her var der planer om ny sokkel og spændende indretning. To pergolaer er det også blevet til, klar til at tage imod diverse slyngroser. Det bliver en fest. Overalt i haven er der fine opstillinger, så selv om der arbejdes, har Linda også overskud til hyggestemning. 


 

Alma bor også i haven og hun og haven klæder hinanden perfekt. At hun er prinsessen i haven er der ingen tvivl om, hun har op til flere bløde senge at slænge sin krop i. Denne dag valgte hun dog at finde skygge rundt om i havens kroge. 




En dejlig stor terrasse er det blevet til og den skal så også udvides. Planerne står i kø. Jeg er fuld af beundring over Lindas arbejdsomhed. Mine billeder udviser ikke retfærdighed overfor haven, da jeg som sagt ikke fik fotos af bedene. Men også i bedene har Linda masser af planer. Der var planter der skulle flyttes, fjernes eller deles og der er heldigvis stadig plads til nye indkøb. Hvad kan man ønske sig mere!??





Har du lyst til at se mere fra haven, har Heike lige lavet et dejligt indlæg. Og hun har formået at få bedene med... ;o)


Tusind tak til Linda og Alma for stor gæstfrihed 
og for at åbne jeres havelåge for fruerne Friis. 
Vi havde den hyggeligste eftermiddag... :o)

lørdag den 2. september 2017

Havebesøg hos Sussinghurst...

Søsterturen fortsatte direkte fra Sofiero til Sussinghurst. Altså Sussi's Sussinghurst på Sjælland. (Der var rigtig mange s'er i den sætning... ;o) )

Jeg har fulgt Sussis blog i mange år, og elsker hendes knastørre humor, som hun gladeligt strør om sig i blogland. Men først til blogtræf i Geografisk Have i juni, lykkedes det mig at møde hende i virkeligheden. Så er det ekstra sjovt, at det også lykkedes at besøge hendes smukke have det samme år. Sussi er et beskedent menneske og hvis der bliver rettet en kameralinse mod hende, springer hun som en gazelle. (At jeg alligevel har et par fotos, forbliver som en hemmelighed mellem dig og mig, og jeg tør under ingen omstændigheder offentliggøre dem.) Derfor går vi bare direkte i haven, som jeg håber I vil nyde lige så meget, som min søster og jeg gjorde.


Man kommer direkte ind i den fineste lille køkkenhave.
Her er både plads til hygge, afgrøder, skæreblomster og espaliertræer.
Bemærk især den smukke buksbombænk.  


Et kik ned igennem haven, med formklippede træer og buske.
I midten den fineste pavillion indhyllet i blåregn.

Sussi's sidste nye haveerhvervelse. Det lille "skilderhus" til haveredskaber.
Det klæder virkelig haven, sammen med alle de andre
personlige finurligheder, der findes. 

Små hyggelige rum og finurlige opstillinger.


At Sussi også kan lide frøer, taler kun til hendes fordel... ;o)


Hov! En frø mere... og en lamsebase!
Her er bare så hyggeligt.

Tusind tak til Sussi og hendes Overgartner, 
for hjertelig gæstfrihed og forplejning. 
Det var en herlig formiddag. :o)

PS. Søsterturen fortsætter til Linda's Casa Rosen, men det blev der ikke plads til i dette indlæg. Fortsættelse følger...

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...