Viser opslag med etiketten Havebøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Havebøger. Vis alle opslag

onsdag den 12. april 2017

Design din have... Boganmeldelse

Jeg tænker tit på det at have en designet have. Altså sådan rigtig designet, med havearkitekt, de rigtige opmålinger og en fin, overskuelig tegning med indbygget planteplan, der kan følges fra A til Z. Gad vide hvordan min have så var endt med at se ud? Tanken er altid sjov at lege med.

Da jeg i sin tid besluttede mig for at der skulle ske noget drastisk i min have, fik jeg uventet hjælp fra Inge Futtrup. Den hjælp var en gave for mig og hjalp mig til at se på haven med nye øjne. Derfra turde jeg pludselig selv fortsætte og haven ændrede sig ved hjælp af knopskydning. Meget er sket siden da.

Til maj overtager vores ældste datter og hendes mand, deres første hus med tilhørende have. Nu ved jeg at du, kære læser, sagtens kan holde på en hemmelighed, og at dette bliver mellem dig og mig! Derfor tør jeg godt afsløre, at jeg faktisk glæder mig mere til at se haven og dens muligheder, end jeg glæder mig til at se selve huset... men schhh.. sig det ikke til den lille familie!

Og nu kommer jeg så til det, jeg egentlig vil fortælle. Jeg har fået fingre i bogen "Design din have" af Birgitte Busch og Nina Ewald. En bog som første gang udkom i 2008, men som nu er genudgivet og revideret med nye fotos og tekst.




Om bogen kan erstatte det at købe tid hos en havearkitekt, er jeg nok ikke den rette til at udtale mig om. Men her er der rig mulighed for at lære meget mere om den rette tilgang til havens elementer, og nu bliver det rigtig spændende. Samtidig med jeg læser bogen, får jeg tænkt min egen have og dens indretning igennem. Er der noget der kan gøres bedre eller anderledes?

Design din have, er nem at gå til. Den er delt op i fire hovedafsnit: Planlægning, Indretning, Tilplantning og Udvikling. Hvert afsnit har igen underafsnit, og stille og roligt bliver du ført gennem processen, at designe en have, på en dejlig tilgængelig og spiselig måde. Hele tiden krydret med lækre fotos, samt små infobokse med nyttige og inspirerende tips og tricks.  




Planlægning
Dette afsnit, handler bla om inspiration, havens funktioner, ny eller gammel have, havens stil samt forskellige havetyper. Lige netop dette afsnit er grunden til jeg indledte med at fortælle om datterens nye have. Deres kommende forhave er helt åben om til resten af haven, hvilket ikke vil fungerer godt med (snart) to små børn. De taler om at plante en ligusterhæk, men min hjerne er på overarbejde med andre forslag. Men hvordan får jeg det formidlet til familien, uden at overskride grænsen for utidig indblanding!? 

Se det spørgsmål, fandt jeg svar på her. Tag et foto af området. Forstør det og læg arkitektpapir over, hvorpå nye ideer tegnes ind. Nu kan idéen (eller idéerne...) langt bedre visualiseres, det må simpelthen prøves. 

                                                                                                                                             
I dette afsnit finder man også ønskeliste og tjekliste til den kommende haves brug. Genialt værktøj til at hjælpe på hukommelsen og få alle detaljer med fra start. 


Indretning
Her gennemgåes havens loft, vægge og gulv samt dekorative elementer. Hvilke materialer man har brug for til opmåling, samt selve opmålingen og registrering. 


Eksempler på havens vægge, gulv samt dekorativt element. 

Her syntes jeg det bliver svært... men alt bliver gennemgået trin for trin. Man bliver vejledt om designprincipper samt får hjælp til processen og det hele ender på magisk vis op i en haveplan.

Hvad angår havens vægge, kom jeg til at kigge mig omkring i min egen have, og fik en lille idé. Det er ofte hvad der sker, når jeg læser havebøger... men mere om det, i et senere indlæg. 😎


Tilplantning
Så går det videre til det rigtig sjove. Nu skal der plantes! Planteplaner bliver gennemgået. Hvilken plante passer hvor? Her er noget om havens skelet og ikke mindst planteformer og teksturer. Farvelære kommer vi også omkring, ved hjælp af farvecirklen. Alt sammen spændende læsning, uanset hvor dybt du har lyst til at dykke ned i emnet. 

Alle fotos i dette indlæg er fra "Design din have".


Jeg tror manden vil kigge træt på mig, hvis jeg foreslår at vi prøver at redesigne haven! Så det tror jeg bare jeg dropper. Men det er netop det fine ved denne bog. Al dens nyttige viden, kan bruges fra en ende af, eller man kan plukke lige det, man har brug for. Ingen sag at blive klogere, når det præsenteres så lækkert som her. 

Birgitte Busch og Nina Ewald:
Design din have
Udgivet på forlaget Nice i 2017

God læselyst 
og rigtig god påske ønsker Frøboet... 🐸


                                                                                                                                                                                                                                                                         

søndag den 11. november 2012

Der læses...

Hvad kan det mon være for en havebog
som kan fordreje hovedet på en mængde havenisser, - mig selv incl.!?




Først kastede jeg mig over det drivhus jeg kendte....

Fru Klausen



Dernæst over de huse og ejere som jeg tror jeg "kender"....

"Skippers Have"

Her er timevis af læsning med fordybelse...

"Mor'skaber"

- og inspiration i rå mængder, lige til at snuppe til eget forbrug!

"My loving Garden"

Jeg har ingen anelse om hvornår jeg bliver færdig med denne bog....



Måske aldrig...!

En fuldstændig unik samling af store og små glashuse,
hvor fællesnævneren er ejernes personligheder
som genspejles i arkitektur og indretning.

En ufattelig kreativitet er basis for denne drivhusbibel,
og kan bestemt også anbefales til havefolk uden glashus.

Det rene haveguf.



Ha' en dejlig søndag derude
i haverne og drivhusene :o)

lørdag den 3. december 2011

Hulestemning...

Udenfor er der rusk og regn og i mit hoved nærmest tæt tåge... NU er det altså slut med haven for i år, gider ikke tænke på den, gider ikke grave mere, gider ikke engang gå en tur derude...




Tror I på det?? Det er ganske vist at jeg ikke regner med at lave så meget mere i haven i år, det gir' jo også lidt sig selv når kalenderen skriver december. Men lige som jeg troede at havehjernen skulle slåes på stand-by så lander det første frøkatalog sammen med det nye "Haven" i postkassen, - og vupti! Så er der dømt forår i min hjerne igen...




I "Haven" kunne jeg læse en spændende artikel om "Idehaven" og fik dermed sat mange flere billeder på, hvem det er jeg læser hos. Rigtig sjovt! 

Frøkataloget skulle bare lige skæmmes, for jeg har vist ikke behov for flere frø.... naaarrhhh... tror måske alligevel jeg vil prøve at så palmekål og sætte dem blandt stauderne, og så var der også lige en sort chili til drivhuset og lur mig om ikke et par sommerblomster ryger med, når jeg nu alligevel skal betale porto. Men så er det også slut...!




For nogle dage siden landede nogle frø jeg havde bestilt fra Susanne, og sørme om ikke der var gavefrø med også, - jeg blir' nu så glad over den slags...!

Annemette har fået kastet mig sidelæns ind i Harry Holes krimiverden og sammen med en give-away lydbog fra hende dukkede også en spændende pose frø op... haveverdenen er altså forunderlig :o)

Nu kan jeg altså stille og roligt læne mig tilbage og nyde december måned. På mit natbord ligger Chris MacDonald's: Du er ikke alene - det er jo altid godt at blive bekræftet i. Min lydbog hedder Panserhjerte og er en del af Harry Holes krimiverden og i min sofa ligger frøkataloger, haveblad og øhhh... Hemmelige Haver! Her vil en enkelt opmærksom læser måske ytre at den stod på min ønskeseddel til jul. Ja, det gjorde den også, men manden min fandt det en smule pinligt at jeg savlede i boghandelens bøger, så han mente vi blev nødt til at købe den... - så det var altså ikke min skyld!!!

Jo, der er dømt hulestemning hos mig...




mandag den 28. februar 2011

En have er en gave...

- er titlen på den bog som min søde mand, havde med hjem til mig idag :o)

Nu er det ikke ligefrem ham der er læsehesten her hos os, så jeg tillod mig at kaste et  "lad-os-kigge-på-den-blik" og med proffesionel mine bladrer løst i bogen uden overdreven begejstring .... "hmmm...bladre-bladre... tjaaeee.... bladre-bladre.... måske ikk' så ringe endda.... bladre-bladre... nej, men se dog....!!" 

OK! I har nok gættet det, der gik såmænd ikke lang tid før interessen var vakt, faktisk var jeg kun nået til side 9 hvor følgende beskrivelse af et havemenneske stod beskrevet, hvilket bragte det store smil frem hos Fru Friis!

Klare kendetegn hos havefolket:

  • Altid sorte negle
  • Rifter op ad armene
  • Taler delvist latin
  • Graver noget ned, for at det skal komme op
  • Bruger komposterede hestepærer som gødning
  • Bytter små grønne spirer
  • Har havebøger på natbordet
  • Går direkte hjemkommet fra lufthavnen lige ud i haven
    - før vi går ind i huset med kufferten
  • Dresscode: handsker og gummistøvler

Lige bortset fra at vi ikke gør det så meget i lufthavne her i huset, så ved konen på titelbladet åbenbart hvad hun taler om, så nu vil jeg gå tidligt i seng, iført min nye havebog! Selvfølgelig først efter jeg har givet manden et "tak-for-den-dejlige-bog-kys"!!


Lisbeth Krapper: En have er en gave. Aschehoug 2005

torsdag den 20. januar 2011

Jeg lod mig besnære...

Som flere af mine medbloggere, er jeg også faldet i frø-fælden! Ikke de frøer på min bloghoved, men alle de fine frø der kan købes overalt i cyperspace.

Igår modtog jeg fra Frøbutikken, og når jeg nævner dem er det bestemt ikke fordi jeg får specialrabat, men fordi jeg lader mig besnære af deres indpakning. Ja, jeg ved godt at det lyder temmelig tåbeligt, først at købe for mange frø og så lade det gentage sig året efter, bare fordi jeg får en lille oplevelse af at pakke deres frø ud. Men jeg er selvfølgelig også den eneste i denne blogverden der falder for den slags charme, og det må jeg så leve med.... ikk'!?
Nu skal I se:

Først er frøposerne pakket fint i en cellofanpose,
bundet med sejlgarn og en lille vandkande...

Inde i cellofanposen er frøposerne pakket i limegrønt silkepapir...
- og til sidst kommer man ind til de fineste akvarelmalede frøposer!

Jeg syntes altså det er utroligt smukt, og tænk at man lægger sådan et arbejde i det. Jeg får en masse billeder i mit hoved, og forestiller mig at det må være en fuldblods haveelsker der har gjort sin hobby til sit erhverv. Blot et gæt, og svaret får jeg nok aldrig men mon ikke jeg bestiller igen til næste år? Og så glemte jeg jo lige at fortælle, at man også får en lille overraskelse med i form af en ekstra frøpose, i år var det en Salvie.

Da jeg alligevel var ude og køre denne dag, slog jeg lige et smut omkring genbrugsbiksen og købte mig en persienne. Så nu er jeg også klar til at skrive navneskilte til de kære små. Lamellerne skulle egentlig klippes med en persienneklipper, så de får fine runde hjørner der ikke skærer, - men jeg kunne altså ikke lige huske hvor jeg lagde den sidst... ;o)

Så skulle jeg være dækket ind med navneskilte for i år, - og måske også næste år!!

Til sidst et smut omkring Bilka for at købe en eller anden kedelig detalje og blev altså lige nødt til at slå et smut forbi boghjørnet og der lå så Camilla Plums blomsterbog til skaldede 69,- kr. - HAPS! Sagde fru friis!

Blot 69,- kr. for denne skønne bog, det er da et kup!

Åhh... det var en dejlig dag! :o)

søndag den 16. januar 2011

Hip Hurra...

- det' min fødselsdag... - eller rettere det var det igår!

Ikke fordi det er noget at tale så forfærdelig meget om, men jeg ville bare lige vise at familien vist har forstået hvor hovedinteressen ligger lige nu!


Havebog, havehandsker og gavekort til de nye bede... - samt en lille forårsbebuder-frø, jamen er det da ikke herligt!

Jeg kom pludselig til at tænke på at for år tilbage ønskede min mor sig planter til haven, hvilket hun også fik, men dengang tænkte jeg "at hun da også skulle ha' noget personligt"!!

Sjovt som man ændrer holdning med tiden, nu syntes jeg pludselig at det er meget personligt at jeg til foråret kan købe et par buske el.lign. som jeg kan nyde i årevis og kan tænke, at dem har jeg fået af min mand, børn eller søster.  Ja, alder og tid kan nogle gange spille én et puds....

Og havebøgerne, ja de er da vist kommet for at blive. Jeg er stor tilhænger af at høre lydbøger, med en god krimi i ørerne kan jeg få en masse arbejde fra hånden, helt opslugt af hvad der sker i mine øregange! Dette er ikke muligt med en pragtfuld havebog, her er billederne jo det halve af oplevelsen så der er det absolut nødvendigt at forholde sig roligt og bare nyde og suge til sig. Så det vil jeg gøre de næste mange dage!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...