Misteltenens julemagi...

Der er et eller andet uimodståelig dragende over misteltenen. De fleste af os kender den vel mest fra julefilm eller måske har vi købt en misteltengren hos blomsterhandleren, og ladet os kysse under dens stedsegrønne fine grenværk.

Forleden dag kom jeg tilfældigt forbi en forhave her i Kolding, hvor der stod ikke mindre end 4 paradisæbletræer på rad og række, alle beklædt med store, flotte mistelten. Det måtte jeg simpelthen standse op og nyde synet af, og senere også vende tilbage med kameraet.

Misteltenen er en halv snylter, fordi den fra sit værts træ stjæler vand og mineraler. Den blomstrer i maj- juni og efterfølgende dannes de karakteristiske hvide bær.  Den kan blive op til en meter i diameter og vil med tiden svække sit værts træ. Dette gør at træet - og ikke misteltenen - pådrager sig sygdomme og efter 20-30 år afgår ved døden. Uden værts træ heller ingen mistelten, men forhåbenlig har fuglene sørget for artens beståen og spredt dens frø.

Det er også muligt at det er os selv der spreder frøene. Jeg har faktisk forsøgt mig en enkelt gang, hvor jeg fik nogle friske bær på en planteskole. Selv om jeg gjorde mig umage med at smøre bærrene ud i grenhjørnerne på æble- og paradistræ, lykkedes det desværre ikke med en spiring. 

Men i år har jeg bare nydt disse træer, som jeg mødte på min vej. Ganske vist blev jeg ikke kysset, mens jeg stod der, måske man ikke gør den slags under åben himmel i et pænt villakvarter! Måske jeg bare skal gå ud og købe mig en gren, og hænge den op i min stue. Mon ikke det kan udløse et ekstra kram og et kys!?

Vil du læse lidt mere om mistelten, er der et par gode sider HER og HER.

Jeg ønsker dig en herlig december, 

med masser af magiske misteltenkys, 

drysset på din vej... ;o)

Tænk at det er december...

Her i familien er vi slappe og forspiste, manden og datteren hoster lungerne i trevler og vi trænger alle til frisk luft og grøntsager. Dagen startede med støvregn og så ikke særlig indbydende ud, og jeg gik og skulede lidt til nisserne der havde begyndende støv i skægget og vist nok bad om at blive sommerputtet. Pludselig ændrede alting sig da den første solstråle tittede ind af vinduerne.

Vi to gamle fik luntet en lille tur i skoven og derefter måtte jeg også en tur i haven for at lure om der var lidt til kameraet. Inden jeg fik set mig om havde jeg både fået tanket op hos fuglene og sået valmuefrø flere steder i haven og en time var gået. Energiniveauet føltes som om det var hævet en lille smule, og solen fortsatte med at kigge frem.

Utroligt at det er den 27. december og utroligt hvad en smule solskin kan  gøre ved humøret. Imorgen ryger nisserne tilbage på loftet og hverdagen vender så småt tilbage. Tror faktisk jeg holder rigtig meget af hverdagen, og vil bruge resten af denne smukke dag på at drømme mig hen til foråret.

Bøgetræet mødte jeg i skoven,
der er noget fascinerende ved de bare grene mod blå himmel.

Rudbedica Cherry Brandy.
Frøstande af Solhat.
Fodring af fugle samt en rose på vej...

Juleroser og påskeklokker på vej.
Pletter i luften stortrives.
Og Slangeskæg sammen med en lille sommerblomst
som (heller) ikke har opdaget at det er vinter.

Blandt mine to havegaver (læs nu endelig ikke hade-gaver...) var Ghita's roser, så nu vil jeg plante mig i sofaen og slå rødder sammen med Ghita. Den anden gave viser jeg engang i januar, for den skal først hentes hjem, - og Tante Tulle har allerede sporet sig ind på hvad det er!

Ha' en fortsat forrygende dag derude :o)