lørdag den 29. december 2012

Vinterdvale...


Om et kort øjeblik træder vi ind i et nyt spændende år 
forhåbentlig fyldt med nye haveoplevelser.

Jeg glæder mig usigeligt til at vågne op af vinterdvalen, 
få jord under neglene, mærke lysets komme og den lune luft,
høre fuglene trampe i græsplænen 
og pindsvinet snøfte i hækken. 
Det kan da ikke vare længe...




Indtil vi rigtig får gang i det hele igen, 
håber jeg at I hygger jer med 
frøkataloger, havebøger og blogs 
samt masser af planlægning til den nye sæson.

Tak for skønne timer i jeres selskab, 
både i cyperspace og i de virkelige haver.



Jeg ønsker jer et 
forrygende, frodigt, fantastisk nytår 
og håber på et festfyrværkeri af en sommer.





Vi ses derude... :o)

torsdag den 27. december 2012

Og vinderne blev...

Kære blogvenner og andet godtfolk der læser med på Frøboet...




Tak for de søde hilsner der kom til min blog-fødselsdag. Nu er vinderne udtrukket af min give-away og når navnene er nævnt skal de to vindere blot sende deres mailadresse til mig (frufriis@yahoo.dk), så får I e-bogen tilsendt direkte fra Annette (Eventyrhaver). Måske det først bliver imorgen, Annette har nemlig gæster idag ved jeg... ;o)


Navnene er krøllet sammen og klar til udtrækning...


Yngstedatteren har fået æren af at trække....


TADAAAEEEE....
Første vinder blev Inger Marie (Hagerommet)


Og næste vinder blev....


Linda Marie!


Der må være  held ved dobbeltnavne hvor Marie indgår idag!! Stort tillykke til de to vindere, jeg håber I bliver lige så begejstrede for bogen som jeg gjorde. God læselyst!




Håber I alle er kommet godt gennem juledagene 
og nyder denne dag hvor solen har skinnet på os.

onsdag den 19. december 2012

Kaj kager, føs'da og Give-away...

Dette indlæg skulle ha' myldret med Kaj kager i karse, frøer med sprog og gaver til havenisserne.

Og det skulle det, fordi det idag er 2 år siden jeg åbnede min lille haveblog. Var lige forbi et smut på mit første indlæg og kunne se at Berit (Irishaven) og Anne Gine (Staudecafeen) var de første til at byde mig velkommen. Der er sandelig løbet meget vand ud af vandkanden siden da, men hvor har jeg dog nydt - og nyder stadig - alle de skønne oplevelser og havebekendtskaber som dette haveunivers har ført med sig. For slet ikke at tale om alle de pragtfulde og inspirerende indlæg jeg dagligt læser hos jer alle.

Når dette indlæg alligevel ikke bliver fyldt med farver og fotos skyldes det blot at en forkølelse har banket mig ned i sofaen, og her ligger jeg snøvlende og småsovende med bjerge af lommetørklæder omkring mig. Dette er ikke for at få medynk - blot en uundgåelig konstatering! ;o)





Men gaver skal I nu alligevel ha' I kære, trofaste læsere af denne blog og I kan godt glæde jer! To styk er indkøbt og "pakket ind", klar - parat til afsendelse...

I efteråret fik jeg nemlig fornøjelsen af at skrive forord til en ny e-havebog som Annette fra Eventyrhaver har begået. Min første tanke var "Hvad i alverden kan jeg dog bidrage med...", for e-bøger var slet ikke noget jeg var gået ind i endnu og da slet ikke e-havebøger.

Men efter et smugkik var jeg helt og aldeles solgt, her ser jeg skønne fremtidsmuligheder. E-bogen hverken kan eller skal overtage mine dejlige håndholdte havebøger, men de vil blive et pragtfuldt alternativ. Håber der kommer rigtig mange af dem, så jeg har endnu en god grund til at kaste mig omkuld i sofaen...

Bogen bringer dig rundt til 6 forskellige haver på Chelsea Flower Show og vil du se lidt mere fra bogen kan du klikke her!




Er du fast læser (og er du ikke, kan du hurtigt blive det...) 
og kunne tænke dig at få fingrene i en af disse dejlige bøger, 
så skriv en lille kommentar 
og jeg udtrækker de to vindere den 27. december. 


TAK fordi I er derude!
Pas godt på hinanden
og I ønskes en rigtig glædelig jul!






søndag den 16. december 2012

Sponsoreret indlæg...

Fiskars har været så venlig at sende en mail, hvor jeg frit kunne vælge mellem forskellige sneskovle eller en sneslæde til afprøvning.

Sneslæden er altså ikke en slæde, men en ny skovl som man skubber foran sig, lidt á la en hundeslæde, - dog uden hunde! Den vakte straks min nysgerrighed, dels fordi den så lidt spøjs ud men også fordi den skulle skåne nakke og skulder for det hårde snearbejde, - se det kunne mine myoser rigtig godt lide at læse om.

Mailen kom mens alt endnu var grønt derude og jeg takkede glad ja tak til afprøvning af slæden samtidig med jeg håbede den ikke skulle i brug foreløbig. 3 dage senere kom sneen og 14 dage efter kom pakken fra Fiskars. Desværre blev det ikke til en sneslæde men derimod en sneskovl de sendte mig.

Nu kan man jo ikke tillade sig at blive skuffet, når man modtager en uventet gave kvit og frit.... vel!? Men det er nu alligevel lidt svært at finde nye ord at skrive om en sneskovl... Men okay! Nu behøver vi ikke længere at slås om hvem der får lov til at rydde sne, for nu kan vi begge gå ud og rydde samtidig, - og det er da familiehygge så det batter... ;o)




Så selv om drillenissen havde været på spil, så siger vi tak til Fiskars for den fine nye skovl. Den skal nok blive brugt også selv om det lige nu tør derude.

Måske du har prøvet en sneslæde 
og givet dine myoser en tiltrængt pause...?

lørdag den 8. december 2012

Kalendergave...

I kender helt sikkert de der små irriterende reklamer der popper op alle vegne på nettet og rigtig meget på facebook. Nogle gange klikker jeg dem væk og ellers undlader jeg at klikke på dem overhovedet...

I sidste uge var min klikfinger dog en smule utilregnelig og inden jeg havde nået at tænke "fingrene væk", havde den klikket sig ind på "Gratis fotokalender"! Nu ved ethvert barn jo, at når der står gratis, så koster det helt sikkert noget! Komplet tåbeligt at lade sig lokke af den slags "lir"....

Men klikfingeren fortsatte ufortrødent og inden længe havde den bygget sin egen havekalender. Vi arbejdede os langsomt henimod betalingsknappen (der stod jo det var GRATIS...) og ganske som forventet var portoen og et par andre småting skyld i at dankortet skulle luftes.

Faktisk krævede det en kæmpe viljestyrke af min klikfinger at få lov til at betale, for hele tiden blev den tilbudt nye ting som jeg åbenbart ikke kunne leve uden. Sådan noget som krus, tandstikkere og fodindlæg med eget foto på!

Endelig lykkedes det at klikke igennem og for den nette sum af 82 kr. alt incl. ville jeg indenfor 21 dage modtage en fotokalender af egen avl.

4 dage senere kom posten cyklende helt fra Holland med den her og ved I hvad???

Jeg er faktisk ret glad for den!!












































Ja, sådan kan det gå 
med en uregerlig klikfinger i december... ;o)

søndag den 18. november 2012

Bolig udlejes...





I roligt kvarter udlejes klyngeboliger, hvoraf  flere af dem er renoverede og istandsat inden for de sidste par år. Det er muligt at leje for en længere periode eller man kan leje for en enkelt overnatning i tilfælde af en hurtig gennemflyvning.

Da udlejer ikke ønsker gethodannelse er alle racer og kulører velkomne. Børnefamilier er særdeles velkomne.


Klynge 1 består af tre boliger...

Øverst: Hollænderhuset.
Nederst til venstre: Gærdehytten.
Nederst til højre: Svenskerboligen.

Klynge 2 består af traditionelle boliger,
som alle fremstår i god og robust stand.

I klynge 3 findes Birkehuset....

- Træhytten...


- samt det nyeste  byggeri: Kobbervillaen.


Der er gode muligheder for alternative boligformer som fx:
SivhyttenSvampen eller Tehuset


I kort flyveafstand kan hentes isolering uden beregning.



I området findes et bredt udvalg af velbesøgte restauranter.

Her er mulighed for "Dagens middag"...

- eller der kan vælges fra á la carte menúkortet.
I vintersæsonen fremstilles hjemmelavede delikatesser.

Flere insekthoteller gør restaurantmiljøet ekstra spændende.



Nærmiljøet byder på flere attraktive bademuligheder,
både til den erfarne langdistancesvømmer...

- eller til dem der ønsker roligere badeforhold.


Til børnene er der soppebassiner med badedyr.


Ved alle badefaciliteter forefindes livredder og det blå flag er hejst.


I vinterperioden er der opvarmet pool...

- og skøjtebanen er åben i højsæsonen!


Mod et mindre huslejetillæg
kan der opsættes video og alarm.




Gå ikke glip af dette enestående tilbud, 
som uden tvivl tiltaler den kræsne lejer.






søndag den 11. november 2012

Der læses...

Hvad kan det mon være for en havebog
som kan fordreje hovedet på en mængde havenisser, - mig selv incl.!?




Først kastede jeg mig over det drivhus jeg kendte....

Fru Klausen



Dernæst over de huse og ejere som jeg tror jeg "kender"....

"Skippers Have"

Her er timevis af læsning med fordybelse...

"Mor'skaber"

- og inspiration i rå mængder, lige til at snuppe til eget forbrug!

"My loving Garden"

Jeg har ingen anelse om hvornår jeg bliver færdig med denne bog....



Måske aldrig...!

En fuldstændig unik samling af store og små glashuse,
hvor fællesnævneren er ejernes personligheder
som genspejles i arkitektur og indretning.

En ufattelig kreativitet er basis for denne drivhusbibel,
og kan bestemt også anbefales til havefolk uden glashus.

Det rene haveguf.



Ha' en dejlig søndag derude
i haverne og drivhusene :o)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...