Viser opslag med etiketten Krukker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Krukker. Vis alle opslag

onsdag den 8. juli 2015

At handle med hjertet...

Det er efterhånden gået op for mig, at jeg må være enhver havearkitekts værste mareridt. Sådan en de håber, aldrig kommer i deres "butik"!

Havearkitekter kan noget med at lave haveplaner hvor den rigtige plante til den rigtige placering, er tegnet ind med smukke pastelfarver. Alt står i grupper eller snor sig delikat igennem bedet. Det eneste man som kunde behøver, er at købe de pågældende planter og så ellers få dem i jorden.

Den går altså bare ikke hos mig! Alle mine planter kommer dumpende, efterhånden som jeg lader mig friste og fristelser er der altid så rigeligt af. Det betyder et virvar af planter, men et er sikkert... de er elskede hele bundtet og alle er ønskebørn, så pyt med de ikke har den helt korrekte hårfarve alle samme!!

Nu skal det her faktisk ikke handle om havearkitekter men derimod om et lille hjørne på terrassen, med de sidste nye "virvar-planter" som har vundet mit hjerte.





I den største krukke bagerst, har jeg et smukt cedertræ. En dejlig gave fra min søster, men planten krævede at jeg måtte ud og investerer i en ny stor krukke. Bunddække i krukken, er Mølleren og hans kone, det grågrønne løv hos begge passer så fint sammen.





Bagerst til venstre kom en Duftsnebolle (Daphne burkwoodii Astrid) med hjem fra forårsturen i Holland. På det tidspunkt stod den i blomst, med de smukkeste lyserøde bolde og planten duftede som en drøm og fyldte bilen med sin aroma hele vejen hjem. Bladene er kantet med hvidt.... uhhh... den er så fin og blev nødt til at flytte med til Danmark.


(Foto lånt her)


Forrest i gruppen står et indkøb fra Plantemarkedet i Geografisk Have, hvor der altid er planteauktion. Noget jeg ikke tidligere har kastet mig ud i, men da planteauktionarius beskrev denne lille busk, kunne jeg mærke at den bare MÅTTE med hjem. 80,- kr. måtte jeg af med og jeg anede ikke hvad jeg købte.





Det viste sig at være en mini blærespirea (Physocarpus opulifolius Little Devil). Den havde stadig prisskiltet på og stod til 129,- kr, så helt dårlig var handlen ikke. Nu skal bunddækket bare lige vokse lidt til, så skal den nok blive en skønhed.




I forvejen har jeg i haven, den almindelige røde blærespirea. En superskøn busk, så en lille Devil-lillebror var helt på sin plads.

Men når man sådan får nye planter hjem, skal de helst i jorden og her kommer det grimme ord "pladsmangel" ind i billedet. Det ville aldrig være sket, hvis jeg havde haft en haveplan!! 




Så istedet måtte jeg ty til krukker, men der er også grænser for hvor mange nye krukker økønomien kan klare, så her kom en artikel fra "Havefolket" i spil. Fliseklæb er simpelthen løsningen på opgradering af udtjente 80'er krukker og nu kan de sagtens være i selskab med den nyindkøbte store krukke. Alt i alt en happy ending set med mine briller. 





Se, sådan kan det gå når man følger sit hjerte og jeg lover at ikke en eneste havearkitekt er kommet til skade eller har lidt overlast grundet dette indlæg.... det har i hvert tilfælde ikke været min hensigt.


Haveknus fra mig :o)






lørdag den 13. september 2014

Fra vand til sand...

Tænk, jeg troede bestemt at jeg før har fortalt jer historien om den "flyvende" kuffert. Lige nu er det dog komplet umuligt at finde det indlæg, så I får historien - enten igen eller for første gang!

Min gamle far, rejste først i 60'erne til Indien i et år, som ingeniør. På det tidspunkt fløj man ikke bare hjem i tide og utide, for at besøge kone og børn. Efter et års ophold i et spændende land, havde han samlet dette og hint og for at få genstandene bragt hjem, blev det pakket i en metalkiste og sejlet til Danmark. Kisten endte efterfølgende på mine forældres loft, fyldt med minder fra en svunden tid.

Mange år senere skulle huset sælges, dets beboere var ikke længere. Kisten fortsatte sin rejse til Kolding og stod nu på mit loft et par år. Lige indtil maj måned 2013 hvor jeg besluttede mig for at den måtte frem i lyset og bruges til noget fornuftigt.

Den blev kigget efter i krogene, malet indvendig og tætnet med silicone. Nu skulle den nemlig springe ud som vandbassin.


Maj 2013


Og sådan blev det. Kisten blev fyldt med sten, vand og planter... og en lille frø! Planen var også at der skulle bo et par guldfisk, men så langt nåede jeg aldrig. Det viste sig nemlig at vandet i den grad blev inficeret med grønne trådalger! Uf da, hvor er det noget djævelskab!



Sommer 2013


Man har næsten en fornemmelse af at det hele bobler og syder. Jeg fjernede alger i et væk men fandt aldrig en metode, hvor jeg kunne holde vandet bare nogenlunde rent.

Altså måtte der sættes en ny strategi igang, og det kan være sin sag! Især når man har fået manden til at tætne og male, så kræver det en ret god forklaring på, hvorfor der nu skal bores huller i bunden.

Forklaringen blev dog godtaget, så nu blev der hentet grus hjem, blandet med jord og derefter fyldt i kisten lige til randen. En ny placering blev det også til og nu så kisten sådan ud:



Juni 2014











September 2014







Og så er den historie ikke meget længere. Kufferten har haft et indholdsrigt (!!) liv, først som rejsekuffert fra det spændende Indien. Siden en hengemt tilværelse med minder som indhold. Derefter atter ud i lyset forklædt som vandbassin og sidst men bestemt ikke mindst, et kuffertliv som stenbed. Det sidste er jeg ret godt tilfreds med.

Og her skal den have lov til at stå, til den falder fra hinanden og går over til de evige kuffertmarker.


Snip snap snude, 
så er den historie ude... ;o)




torsdag den 21. marts 2013

Sten, krukker og planter...

Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at i min have har blomsterne første prioritet  Jo flere - jo bedre! Men derfor kan jeg sagtens nyde og lade mig inspirerer af alle mulige andre typer haver. 

Fx. har stenbede altid fascineret mig. Der er et eller andet med sten sammen med lave vækster, der kryber og kravler i kroge og sprækker. Ligesom husløg, som luner sig mellem de varme sten og bliver store og fede.





     


I et stykke tid har jeg pønset på at lave et indlæg om mine egne krukke- og stenvækster, så da Jørn (Havetid) idag udgav et indlæg om dette emne, ja så måtte jeg altså ind og lede i billedarkivet!

Egentlig syntes jeg ikke at jeg har den helt rigtige plet til et stort stenbed og husløgene har det med at blive smidt rundt af solsortene. Et par småbede er det dog blevet til, men den helt store inspiration kom, da jeg for et par år siden besøgte Jørn's have  for første gang. Jørn er simpelthen eminent til at plante i krukker, på sten og i alt hvad der har et hulrum.  Derfor må du heller ikke på nogen måde sammeligne disse billeder med Jørns kreativiteter, men vi skal jo alle begynde et sted...


Denne skønne krukke,
har en veninde fundet på genbrug og foræret mig.
Jeg elsker den...!

Jeg syntes simpelthen den var oplagt til stenbedsvækster.


Træroden er ganske vist købt...


- og den bad simpelthen om at få
plantet et par husløg i hullerne.


Og de ser da ud til at hygge sig...


Rust, glas, sten, keramik og træ, - alt i samme farve...


Og de tre små planter er faktisk hjembragt fra Jørns have i sommers.
Det lille træ med klemmen på er en Rosmarinpil (så vidt jeg husker...),
med tre små stammer, som jeg forsøger at flette,
senere skal den klippes i facon.
Dette efter kyndig vejledning af Inger (Jørns kone).

Den gule liguster overlever forhåbentlig
den strenge vinter i krukken.
Også den skal klippes i facon hen af vejen.

Sort slangeskæg,
ser også fantastisk ud i vintersolen og med snedække.

Træstubben måtte også tilplantes med husløg.
Her har solsorten dog været på spil...


I et hjørne i Bauhaus stod denne krukke og skulle smides ud...
Men jeg har jo lært hos Jørn, at skårede ting også har sin charme,
så den kom med hjem.

Inden sommeren var omme,
var dens handicap næsten skjult af Pletter i luften.


Egentlig er det en vandsten som jeg købte billigt,
men da manden ikke var begejstret,
blev den omdannet til husløgbed.




Sten i skål med vand...
Der behøver ikke altid at være planter,
og istedet er der lidt til insekter og pindsvin.



Skålen er arvet fra mine forældres have.
Billedet er taget her i marts, derfor ser husløgene lidt trætte ud,
men de kommer flot igen til sommer...


Husløg i faldefærdig fletkurv!


Beton på betongrillbordet!
Til sommer skal den vist plantes rigtig ned i skålen...


Sten forneden og sten fra oven...
dette bed ser lidt rodet ud,
det skal vist have en ansigtsløftning til foråret!

Så selv om jeg ikke syntes jeg har plads til at lave stenbede, så bliver der alligevel puttet lidt forskelligt ind hist og pist. Faktisk har jeg også et par planer til sommer, man skulle jo nødig gå hen og kede sig... 



Så tak for inspiration og hugst af ideer,
til Inger og Jørn i Silkeborg... ;o)

torsdag den 7. marts 2013

Bare kom an, Kong Vinter...

- for mig kan du ikke kyse!

Uanset hvad du finder på med sne og kulde, 
så ved jeg at det kun varer et øjeblik
før Frk. Tø pisker ind på arenaen 
og får dig fejet af banen.

Aldrig har jeg været så forårsklar som nu,
ja, det nærmer sig pral hvis jeg fortæller mere, 
- så det gør jeg!

Stauderne er klippet ned og fylder hele komposten.





De to kuldskære græsser er også klippet ned,
for derefter at blive puttet igen med fiberdug og granris.
Roserne står stadig med deres fodpose,
for her skal ingen fryse...


De krukker som ikke blev ordnet i efteråret,
står nu sorteret og klar til at blive fyldt,
så snart du mister dit greb, du grumme Vinter!





Og de krukker som det alligevel lykkedes dig at dræbe
i den lange, mørke vinter
er nu slået til plukfisk og ender deres dage
i bunden af før omtalte krukker.
Hvilken herlig genopstandelse for et krukkeliv!




Så hvorfor ærger sig over at du ikke kender din besøgstid, hr. Vinter?
Vi synger da bare en glad melodi,
og venter et kvarter mere....





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...