tirsdag den 15. marts 2016

Hvad rør' sig...

Set fra et blogsyn, har jeg ikke været meget aktiv denne vinter. Der har dog været lidt liv, dog har jeg bevæget mig i andre kredse af de sociale havemedier. Det har fået mig til at tænke på forskelligheden af  Blogge, Facebookgrupper og Instagram, som er de verdener jeg cirkler i. Kan man nøjes med en af delene? Hvad er deres styrker og svagheder?

Det hele startede med Facebook. Det var her jeg startede drivhusgruppen "Drivhusglæder og haveguf", bare fordi jeg M Å T T E dele min begejstring over mit nye drivhus med nogen.

Gruppen har udviklet sig over al forventning og med det hører lidt arbejde i tæt samarbejde med min med-Admin. Så er der også alle de andre havegrupper jeg har kigget indenfor i. Det griber hurtigt om sig, med alle de havelåger man lige skal tale hen over og følge med i hvad der sker.

Fordele: I FB-grupperne kan du lægge et spørgsmål, et foto eller en video op, og få hurtigt svar og respons tilbage. Der kommer hurtigt gang i debat, snak og moralsk opbakning. Jeg er blandt interessefæller og intet spørgsmål er for dumt. Her mødes havefolket fra den absolutte nybegynder til den hærdede øko-gartner.

Ulemper: Fordi det er nemt at lægge en kommentar, kommer sindene nogle gange i kog og der ryger et par finker af panden. (Her kommer Admin på arbejde...). Reklamer er alle vegne på FB. Personer fra nær og fjern vil gerne ind og reklamerer for lige nøjagtig deres produkt. Nogle gør det direkte, nogle forsøger at skjule det og atter andre spørger pænt. (Her kommer Admin også på arbejde, hvilket tager fokus fra det interessefælleskab vi er der for.)






Jeg springer videre til Instagram.

Man har et standpunkt til man tager et nyt!! Jeg havde svoret at jeg ikke skulle på Instagram, men det holdt kun til for et lille års tid siden. I begyndelsen blev det ikke til så meget, jeg havde problemer med mit fotoarkiv og det hele gik lidt langsomt. 

Men nu er den nød knækket og de sidste måneder er der gået sport i Instagram. Jeg skulle lige lære betydningen og effekten af #hashtags og så var jeg kørende.

Fordele: Instagram er (endnu) et "rent" medie, uden en masse reklamehejs. Man deler lynhurtigt sit foto uden nødvendigvis så megen snak omkring det. Fotoet er i fokus. Det er muligt at kommenterer, men det er ikke det der fylder. Man "liker" for at tilkendegive sin sympati. Via #hashtags kommer ens foto pludselig ud i den store verden og der kommer respons tilbage fra mennesker man på ingen måde ellers har kontakt med... det er sjovt! 

Ulemper: Pludselig taler vi sammen på engelsk! Måske helt naturligt for mange, men mit usikre skoleengelsk er jeg ikke helt klar til at dele med verden. Men pyt! Jeg fortsætter bare på dansk, og da foto som sagt er i fokus, forstås det meste af de fleste. 






Sidst men absolut ikke mindst er der havebloggene. Det er her man kan fortælle historien og blive mere personlig. En af grundene til jeg ikke har været så aktiv, er bla at jeg ikke har haft en historie at fortælle, og det vil jeg helst. Historier om stort og småt, krydret med fotos er det der gør en blog interessant. Her kan man gå i dybden eller holde sig på overfladen, vi bestemmer selv. 

Fordele: Helt klart historiefortællingen og fotoserierne. Blogforfatterens personlighed skinner igennem på bloggen og vi lære hinanden at kende, - på et vist plan. Havefolk mødes og relationer opstår. Selv om det er en tidsrøver er det en meget hyggelig tidsrøver, og man bliver faktisk lidt klog af at læse blogs... ;o)

Ulemper: Tiden! Det tager tid at skrive og tage de rigtig fotos. 


Hvilke havemedier flyver du rundt i og hvorfor...? 







24 kommentarer:

  1. Ja hos mig er der ikke noget nyt under solen. Jeg bruger en masse tid på bloggen og på fb og nægter at begive mig ud i instagram, for jeg har ikke mere tid at give af, hvis jeg går i gang, ved jeg, at det vil gå mig som dig, det skal det ikke. Jeg håber stadig at bevare kontakten med vennerne på bloggen, men mærker tydeligt, at instagram har røvet mange af jer. Man må vælge sine kampe eller medier, jeg holder mig til det, jeg plejer. Jeg er konservativ åbenbart. Det er rigtigt, at det tager tid at blogge, men det er nu her, man lærer mest, mener jeg.
    Hilsen fra en blog og havenørd

    SvarSlet
    Svar
    1. Konservativ eller ej Lisbeth, vi bestemmer heldigvis selv. Og selvfølgelig skal du fortsætte med at blogge, du er vores rygrad. :)

      Slet
  2. Jeg er rigtig glad for din facebookgruppe - thumbs up!Det er et dejligt forum, og når bølgerne går lidt højt, springer jeg videre - gider det ikke rigtig - men heldigvis er der så meget flow i gruppen, så der altid er noget at kigge på. Instagram bliver vist ikke rigtig mit medie - jeg savner historien og relationen, men der er oceaner af inspiration! Bloggen er absolut mit foretrukne sted - lidt langsomt i forhold til de andre og tidskrævende, men jeg elsker historierne, det personlige og selvfølgelig inspirationen. Men som med alt andet: længe leve mangfoldigheden!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mangfoldighed er der masser af og hurra for det. Tak for de søde ord om FB gruppen, heldigt at man kan gå hurtigt videre når det bliver for hedt. Jeg tænker også at historierne og det personlige klart er bloggens styrke.

      Slet
  3. Min absolutte yndling er bloggen, både fordi der er plads til det hele, og man kan nemt finde tilbage i tidligere indlæg (dagbog) både hos sig selv og andre blogge.

    FB er nummer 2, men her er det hele mere flygtigt og opslagene forsvinder i mængden. Et godt sted at holde sig opdateret på stort og småt i både haveverden og vennekreds.

    Instagram er nummer 3. Forholdvis ny for mig, men helt sikkert et medie der er populært.

    Pinterest er et godt sted at blive inspireret, jeg deler også af og til selv mine billeder der. Og rigtig sjovt er det, når jeg ser et af mine billeder, som en anden har pinnet.

    Kærlig hilsen Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret mht bloggens dagbogs effekt. Man kan som regel finde tilbage til noget der skulle genopfriskes og ikke mindst kan man læse op i rækkefølge, når man har været fraværende. Det er en stor styrke. Pinterest holder jeg mig lidt endnu... men det er jo før gået galt!! ;)

      Slet
  4. Jeg er også blogger, som det grundlæggende, og det er der jeg bruger mest tid. Jeg har min kalender og et par andre ting, som jeg bruger en del tid på bloggen, så den er også en hjemmeside.

    Jeg bruger FB en del, især privat, men i forhold til bloggen ikke så meget mere.

    Pinterest synes jeg er meget praktisk til at gemme og få idéer, så der er jeg lige indenom næsten hver dag.

    Sidste nye er instagram, og der er rigtig meget trafik, og jeg har fundet en del "gamle" havevenner her. Jeg bruger instagram udelukkende som Anna's Plads.

    Men det tager alt sammen tid, og jeg er lidt spændt på, hvordan den sociale media tidsfordeling ser ud midt i april/maj, når haven trækker og kræver væsentlig mere tid;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Uha, nu dukker Pinterest op igen.... Jeg må altså ikke!! ;) der er ingen tvivl om at vores tid snart -eller allerede nu - bruges i den fysiske have, heldigvis. Men det er også der historierne opstår, som vi får lyst til at dele. Spørgsmålet er så bare om vi deler på den hurtige eller lidt langsommere måde... eller begge dele! :)

      Slet
  5. Hos mig bliver den overskydende tid brugt til noget der er givende og hyggeligt og her kommer bloggen ind som et klart nr 1. På bloggen kommer vi hinanden ved og tonen er altid behagelig og hyggelig på bloggen har jeg fundet mange gode venner.
    FB er nr 2 hos mig, der følger jeg havegrupper og jeg er fuld af beundring for jer admin, der kan være nok at se til.
    Pinterest er min godnat læsning, jeg elsker at se alle de lækre billeder. Den er nem og uforpligtigende.
    Instagram har ikke fanget mig endnu, jeg syntes ikke der er tid til så meget og slet ikke nu hvor havesæsonnen er startet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nok sundest for os, at haven trods alt kommer ind som nr 1. :) Jeg ser også bloggene som en klar vinder, pga den hyggelige og personlige tone. Det findes bestemt også i FB grupperne, men det går hurtigere derinde. :)

      Slet
  6. Her begyndte det med bloggen som en kæledægge, og en prøven på at sætte ord på, mest have, ting. Og der er meget at kigge på/læse rundt omkring, et herligt univers:-)) men giver dig ret i det er en tidsrøver.

    Så kom instagram ind i billedet, i starten ganske tøvende, men må sige at jeg er blevet utrolig begejstret for det medie, som et visuelt inspirations sted, men også et sted hvor man kan komme i god kontakt med andre.

    For nylig kom jeg på fb, lidt tøvende min profil der er som blogger og holder mig selv privat. Men du milde det er et let sted at gå på opdagelse, og utrolig let og hurtigt sted at dele, jeg er blevet positivt overrasket, nu må jeg se hvad det udvikler sig til.

    Pinterest har jeg prøvet, og det nåede ikke at fange mig, tror jeg har rigeligt i de tre andre;-) yderligere fik jeg utroligt mange mail derfra.

    Utrolig flot slutbillede!
    Hilsner Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, vi søger lidt rundt omkring og kan heldigvis gøre som det passer os hver især. Faktisk er det blevet et stort tag-selv bord for havefolket. :)

      Slet
  7. Hej Jette. Spændende indlæg :)

    Personligt er jeg gået mere over til Facebook. Det er hurtigt og knap så tidskrævende som Bloggen. Hurtige indlæg og hurtigt overblik over hvad der kan være af min interesse at læse og lære af :)

    Bloggen holder jeg fast i men er ikke så aktiv, fordi jeg har masser at gøre i og omkring min nye have.
    Noget helt andet er at det ind i mellem minder mig en smule om dengang jeg gik i skole, hvor poesi bøgerne cirkulerede - "hvis du skriver i min skriver jeg i din " og det er jeg vokset fra! Det sætter en lille bremseklods på min lyst til at lave lange forklarende 'sådan gør du' indlæg, som er det der driver mig til at blogge.
    Jeg er ikke på Instagram, og ved ikke om jeg kommer det heller. Jeg har givet mig i kast med nyhedsbreve. Fordelen er at jeg ved at folk gider læse "sådan gør du" fordi de selv har tilmeldt sig, og det er en god drivkræft til at skrive - for mig.
    kh.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sjovt at høre hvor forskelligt vi anskuer de forskellige medier. Den med poesibøger har jeg ikke lige tænkt, men jeg kan godt se hvad du mener. Selv tænker jeg mere i, at jeg har nogle favoritblogs som jeg læser og kommentere hos, så er det tiden der afgør hvor mange flere jeg når. Den kære tidsfaktor styrer meget. ;) . Iøvrigt nogle fine nyhedsbreve du skriver.

      Slet
  8. for have-interessen så holder jeg mig for det meste til bloggen for er det mere personligt samt jeg føler at det er mere "glæde og lidenskab" i bloggen, men på facebook ser man et billede af en blomst eller lign men desværre også ingen historie bagved !!

    Jeg foretrækker hellere 3 - 4 kommentarer på min blog end "100 likes" på facebook, det er alt for "let og ligegyldigt" med at klikke på "like" knappen på facebook...

    instagram har jeg til dagens dato IKKE prøvet endnu, men som du selv siger "et standpunkt til man tager et nyt" - vi ser om jeg kommer derud engang...


    SvarSlet
    Svar
    1. He he.... vi kan jo være nemme og lokke, så måske vi ses på Instagram! ;o) Absolut ingen tvivl om at bloggen er det mest personlige. FB er bare et hurtigere medie.

      Slet
  9. Hej Fru Friis.Et spændende indlæg.
    Jeg har nu været blogger i næsten 4 år og er stadig rigtig glad for mediet.
    Synes jeg for meget ud af at både skive indlæg og få gode svar tilbage.
    Og mange dejlige blogvenner hører jo også med.
    Gitte har prøvet at logge mig med FB men synes ikke jeg har tid og lyst til mere end bloggen.
    Men Pinterest får jeg på min mail og bruger den som inspiration.........der er mange skønne billeder.
    Rigtig god solskinsdag Knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nok en rigtig god ide at holde sig til det der giver mening for os hver især. Og vi kan jo ikke undvære din blog, så du fortsætter bare... ;o)

      Slet
  10. Hejsa - hvor sjovt at læse dine betragtninger og efterfølgende de mange svar og input. Det har nu ikke farvet mit svar - jeg elsker havebloggene og finder stor inspiration rundt omkring, omend jeg ikke altid får kommenteret. Jeg finder enorm glæde i at skrive på min egen blog og bruger den både som kontaktflade til nogle af de mange søde mennesker, jeg har mødt personligt, og til at have som min egen dagbog. Jeg har denne vinter været ude i et helt andet dilemma, end det I andre beskriver - jeg har nemlig haft lyst til at udvide min blog med andre og mere kreative emner, som slet ikke er haverelateret, men har ikke gjort noget ved det endnu - for kan man blande bolcherne når man har lanceret sig som HAVEblogger.... hmmm. Det må fremtiden vise.
    Susannes betragtning om poesibøger kan jeg godt nikke en lille smule genkendende til - men hyggeligt er det nu alligevel.
    Facebook er jeg ikke så aktiv i, slet ikke på min egen profil og heller ikke ret meget i de forskellige have fora. Til gengæld elsker jeg strikkegrupperne - ha-ha :) Og så selvfølgelig min egen lille familiegruppe.
    Men Facebook i øvrigt er for mig lidt overfladisk - jeg vil hellere skrive sammen med jer på bloggene.
    Instagram og Pinterest er jeg ikke på og har heller ingen planer om det, men man skal jo aldrig sige aldrig.
    Hyggehejsa til jer alle :)

    SvarSlet
  11. Dejligt indspark Ulla, og jeg kan fuldt ud følge dig mht bloggene. Anette var også inde på det, at man bruger bloggen som dagbog og at man kan finde tilbage til emner der tidligere er skrevet. Helt klart en styrke.
    Jeg vil klart mene at man kan kaste sig ud i andre emner end haven, selv om du er startet som Haveblogger. Der er mange andre derude der blander bolcheposen, så det bliver spændende at se hvad du finder på. Hyggehejsa retur til dig. :)

    SvarSlet

  12. Åh fru Friis jeg elsker en god dialog, så tak fordi du spørger :-) Det er sjovt som vi bruger de sociale medier på forskellig vis.
    Bloggen er min favorit, jeg vil gerne dele ideer, viden og erfaringer på bloggen og jeg er meget glad for det. Jeg lægger en del tid i et blogindlæg fordi jeg også gerne vil vise inspirerende billeder der også. Min motivation er dejlige kommentarer og venskaber som er opstået i de seks år jeg har blogget og jeg er villig til også at kommentere hos andre for at holde liv i det sociale bloggeri. Jeg ville ønske at jeg fik sat indlæggene mere i system for jeg ville gerne blogge mere, men tiden og livet kommer ofte på tværs.
    Jeg lærte jo dig <3 at kende i FB gruppen som jeg mener hed noget andet i begyndelsen? Drivhusdrømme? Jeg er droppet ud af de fleste grupper, da jeg synes at det er blandet snak uanset om gruppen hedder stauder eller drivhus... pludselig er der en kommentar om noget helt tiende og det er ikke mig. Hvis jeg tror at snakken drejer sig om stauder så er jeg ligeglad med om der er tilbud på påskeliljer i netto,;)
    Jeg er på instagram på lavt blus. Jeg bruger den til blandet gods - ikke kun have og blomster, det er et øjebliksbillede af mit liv. Men jeg følger flest havefolk der. Det er først her på det seneste at jeg har oplevet at der er lange kommentarer og snak på Instagram i de første år var det mest et foto - et øjebliksbillede og ikke lange kommentarer.
    Pinterest bruger jeg som en dejlig have- eller boligbog, det er inspiration i den store stil og der kan jeg bruge meget meget lang tid.

    SvarSlet
  13. Du har ret. FB gruppen startede med at hedde "Drivhusglæder" men med tiden kom der så mange andre havespørgsmål, så der blev tilføjet " og Haveguf" til titlen. På det tidspunkt var der heller ikke så mange havegrupper, det har også ændret sig.
    Det er dejligt når bloggere deler deres viden og kunnen med alle os andre.... Det kaldes vist vidensdeling ude i den "rigtige" verden! ;).
    Sjovt at der også er sket en udvikling på Instagram mht kommentarerne. Jeg tror bare ikke man kan få den samme personlige stemning, da det er alle der kan byde ind på må og få. Men igen... Der er fordele og ulemper ved det hele.
    Og så blev Pinterest lige nævnt igen som den store inspirationskilde... nej, nej... Jeg er ikke klar endnu!! ;)

    SvarSlet
  14. Tja, jeg er også på alle tre steder...
    Kan sagtens genkende hvad du siger om "skænderier" i havegrupperne på FB. Generelt synes jeg det er hyggelige grupper at være i, men nogle gange bliver jeg en smule "træt"...når folk spørger om det samme igen og igen...f..eks. dræbersnegle...i stedet for at bruge søgefunktionen. Det er nu ikke fordi jeg "gør noget ved det" når jeg bliver irriteret andet end at ignorere gruppen mere eller mindre et par dage. I den ene havegruppe har admins forøvrigt skrevet, at de sletter opslag i år, hvis der kommer for mange om snegle..

    Men, i det store og hele er jeg glad for at være i de mange havegrupper jeg er i på FB. Jeg synes det er skønt, at man kan få hurtig respons, hvis man f.eks. har en plante man ikke aner hvad hedder.

    Instagram har jeg været på i 2-3 år og jeg er enig i dine betragtninger...dog ser jeg med lettere irritation frem mod Instagrams nye tiltag, som snart skal dukke op; at det bliver de mest populære billeder ,der først dukker op i ens feed...Dét bryder jeg mig ikke om,..jeg er bedøvende ligeglad med temmelig mange af de billedkategorier derinde. Jeg følger jo netop dem jeg følger fordi de viser billeder jeg gerne vil se.

    Hvis jeg skulle vælge mellem de tre nævnte sociale medier til mit "havehalløj", ville jeg dog ubetinget vælge bloggen. Jeg kan godt lide, at der er tid og plads til at komme mere i dybden med emner...og også det at man lærer andre havetosser at kende.

    Ulempen er så, at det tager ret lang tid at få "læst op" på diverse haveblogs (og kommenteret på de fleste) når man som jeg lige har været "væk" fra blogverdenen i en lille uge...er du gal, det tager tid. Har foreløbigt brugt godt 1½ time på det, tror jeg...MEN jeg gjorde det nu ikke, hvis ikke jeg syntes det var hyggeligt :)
    Jeg skriver mest om min have...men eftersom jeg startede min blog som almindelig blog for 12 år siden, så en gang imellem skriver jeg ikke-have/blomsterrelaterede indlæg. De bliver dog færre og færre.. :)

    Pinterest er jeg forøvrigt også på, men jeg er der kun i perioder..det er ellers et fint sted til inspiration.

    Nå...det blev en længere kommentar... hav en dejlig aften :)

    SvarSlet
  15. Der er mange platforme at begå sig på. Jeg bruger min blog til at lave indlæg som jeg syntes er relevant og syntes det er rart at følge med ved jer andre bloggere. Men det er en tidsrøver... Jeg er i vinters hoppet med på Instagram og er rigtig glad for det. Jeg får respons fra hele verden og det er skønt! Endnu bedre er det at blive inspireret af andre. God weekend!

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...