mandag den 5. februar 2018

Lidt sker der da...

Idag var himlen blå og jeg havde fridag med (næsten) blank kalender. Så kan man da kun synge det gamle nummer med Tøsedrengene: "Jeg vil ud, ud under åben himmel....". 

Og ud det kom jeg. Iført den gamle blå fiskertermodragt og de tykke vinterhavehandsker. Huen trukket godt ned i panden og en lydbog i ørerne.



Der blev ikke udført noget stort og vildt, men det er heller ikke så vigtigt på denne årstid. Bare fornemmelsen af frisk luft i kinderne og lidt klippen hist og pist. Fuglene fik friske forsyninger og et fuglebad blev, som altid når det er frost, arrangeret med stearinlys i håbet om at holde en lille våge fri for is. Og så ellers bare nyde det fine vejr og se hvor langt forårspirerne er kommet. 




Selv om jeg ikke føler at der sker voldsomt meget, rent havemæssigt lige nu, er der alligevel et par planer på vej. Jeg har fået tilmeldt mig til Havefestivalen 9.-10. juni. Nu skal det være! Det bliver sjovt at prøve... så må vi se om der kommer nogen gæster. (Og selvfølgelig gør der det!)





Men først glæder jeg mig til den årlige Søster-Tour. Længe har jeg fablet om, at jeg gerne vil opleve det frodige Madeira. Pludselig faldt det i hak, så Fruerne Friis tager afsted i marts måned. Det er stadig "vinter" på Madeira i marts, hvilket betyder at vi kan rende ind i heftige regnbyger. Det kan dog ikke skræmme et par have-søstre, som har travet haver tyndt i England i silende regn. Og når familie, job og økonomi skal gå op i en højere enhed, så blev det til en marts tur. Spændende er det altså! Er der mon nogen af jer derude, der har erfaring med haver på Madeira?





Derudover har jeg modtaget en mail fra Lise (og så et firmanavn), om hun måtte nominerer min blog til en Haveblog-Award. Selvfølgelig måtte hun det! Det kan man da kun være beæret over. Hvad der videre sker, aner jeg ikke. Har ikke hørt mere, så jeg afventer bare begivenhedernes gang. 




Og alt imens jeg har siddet og småsludret her, så er du blevet ført igennem min have, som den så ud idag. Med høj blå himmel, lidt grønt hist og pist og viden om, at lige om lidt er sæsonen for alvor igang. 


Jeg glæder mig! :o)


18 kommentarer:

  1. Godt du havde fridag, så du kunne nyde solen og den blå himmel.
    Selvfølgelig får du mange besøgende til dit åben havearrangement, selv uden mange indlæg er du jo ret berømt rundt om i haveblogverdenen, så du kan roligt kridte skoene. Jeg kommer nok Grundlovsdag i stedet :)
    Jeg har været på Madeira for mange mange år siden, før min haveinteresse startede. Det var et spændende sted, jeg nød blomsterne, selvom jeg ikke kendte navnene. Jeg nød derimod ikke landingen, men det er en anden snak.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er skønt når sol og fritid kan falde sammen, og du er altid velkommen i haven fru Høneballe!
      Landingen på Madeira taler vi slet ikke om, men sjovt at du har været der. Måske du skal afsted igen, nu du har styr på blomster og buske!??

      Slet
    2. Nej det skal jeg ikke, jeg har slet ikke lyst til udenlandsrejser mere. Jeg bliver hjemme i haven :)
      Jeg tror, jeg var 23, da vi var der, da var du teenager endnu :)

      Slet
  2. Første gang vi havde åben have, var vi også bange for, at der ikke kom nogen. DET gjorde der. Og det var så sjovt. Aldrig har jeg snakket så meget have. Det sjove var, at gæsterne tit lagde mærke til ting, vi ikke selv lagde mærke til mere.
    I år er vi for en gangs skyld ikke med i havefestivalen, for nu vil vi selv ud og se en masse. Det er altid så inspirerende. Så god tur til Madeira og de 'madeiraske' haver. Jeg har desværre aldrig været der, men ser frem til at se et billede eller to, når du kommer hjem.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at høre din åben-have historie. Ja, ulempen er klart, at vi ikke selv kan komme ud og kigge, så jeg forstår jeres prioritering.

      Slet
  3. Det må være spændende med åben have ;) ;) - held og lykke med med det spændende arrangement ;)

    SvarSlet
  4. Hej Fru Friis

    Jeg hører og læser om at alle der begynder med "åben have" bliver overraskede over hvor mange der dukker op.

    Jeg tror det bliver en succes:)

    Ha en dejlig vinterdag

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dit positive input, Karsten. Håber du har ret. :)

      Slet
  5. Hej Fru Friis
    Sådan, på med havehabitten og ud og nyde haven og nusse rundt.
    Hvor herligt med en tur til Madeira sammen med søster, du må altså hilse.
    Jeg ved ikke om jeg kommer når du holder åben have, men i år der har jeg lovet mig selv at jeg skal se din have, så på et eller andet tidspunk så kommer jeg :o)))
    Og så ses vi jo Grundlovsdag, den dag er en af de bedst på året.

    Masser af varme vinter hilsner og knus fra mig

    SvarSlet
    Svar
    1. Du kommer bare Linda, havelågen står altid åben. :)

      Slet
  6. Selvfølgelig kommer der mange gæster - din have er jo berømt :)
    Så dejligt for jer at det flasker sig med en søstertur til Madeira, der har jeg aldrig været, men hørt at der er skønt og frodigt, så vi ser da frem til en lille bagsædetur derned.
    Næh... der sker ikke meget i haven på nuværende tidspunkt, men billederne var nu alligvel dejlige.
    :)

    SvarSlet
  7. Berømt!! Sødt sagt, meeeen.... ;)
    Ja, det bliver spændende om vejret arter sig og I slipper ikke for en lind strøm af fotos.

    SvarSlet
  8. Dejlig med en fridag, hvor det kan lade sig gøre at komme ud i den friske luft. At man ikke når så meget gør ingenting, det kommer senere :-)
    Lyder spændende både med søstertur og åben have.
    mvh
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet
  9. Kære FRu Friis. Glæd dig, det er både hyggeligt, berigende og hårdt at holde åben have, den første gang stod jeg op i næsten 8 timer ! og fik næsten hverken frokost eller drikke. Havde lidt naivt troet der ville komme en 8-10 mennesker forbi, og jeg havde tid til at klippe blomster og rydde lidt op.....Uha jeg tog fejl
    Jeg kender ikke så meget til Madeira, rent havemæssigt, kun at klimaet er frostfrit og meget frodigt. Så du har bare at tage gode billeder og beskrivelser.
    VEnligst
    Henrik

    SvarSlet
  10. Hvor er det skønt at du åbner din have, jeg håber at mange kommer forbi og bliver inspireret af din smukke have. Det lyder spændene med sådan en tur til Madeira og så sammen med sin søster. Jeg håber det bliver en skøn oplevelse for jer. Hygge herfra

    SvarSlet
  11. Kære Fru Friis.
    Skønt at du åbner havelågen igen. Ved jo allerede at haven bestemt et besøg værd og det skal nok blive en stor succes. Jeg har selvfølgelig været inde og stemme på dig til Have-awarden.
    Knus Heike

    SvarSlet
  12. Det lyder spændende med Madeiraturen.

    Jeg ville gerne deltage i Havefestivallen, men igen ligger den på et dumt tidspunkt. Jeg har jo en 9. klasse og de skal op i engelsk en gang i juni måned...og måske skal de også op i tysk...så...jeg holder "bare" Åben have" i stedet for...d. 4. august.
    Jeg ved, at datoen for Havefestivallen skifter fra år til år, så på et eller andet tidspunkt passer datoen vel til mit job :)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...