mandag den 12. maj 2014

Det gamle træ...

I april viste jeg mit elskede Japanske Kirsebærtræ

Lige nu er det, det gamle æbletræ som har drysset sine blomster for i år. Regnen igår gjorde det forbi med den sidste blomstring.

Træet har vi plantet, da vi flyttede ind for 35 år siden. Æblerne modner tidligt i august, men desværre får vi sjældent glæde af dem. Jeg prøver virkelig at ramme lige der hvor de er tilpas syrlige, men dog spiselige, men det er vist ikke muligt. Først er de sure, så bliver de melede og til sidst ryger hele baduljen på komposten. Oven i hatten sætter træet en forfærdelig masse vanris, fordi vi forsøger at styre højden på træet.




En formastelig sjæl foreslog på et tidspunkt, at vi bare fældede træet, når nu vi kun havde bøvl med det. Det kommer så aldrig til at ske! Nøjagtig lige som den japanske kirsebær, danner dette træ rygrad og struktur i vores lille have. Hvert eneste år nyder vi den smukke hvide blomstring, det træ kan ikke bare erstattes med noget som helst andet.




Derudover har træet en historie at fortælle, - hvis ellers det ville! Her har vi siddet i skyggen mangen en sommerdag og her har begge vores piger ligget i deres barnevogn og kigget op i kronen. 




Her har et utal af fugleunger sprunget ud i livet og her forsøger clematis at kravle op og tager over med endnu en skøn blomstring. Nej, det træ skal bestemt blive stående til det dør af alderdom.






Det gamle træ, o, lad det stå,
indtil det dør af ælde.
Så mange ting det husker på,
hvad kan det ikke melde.
Vi det så fuldt med blomster så,
de friske grene hælde.
Det gamle træ, o, lad det stå,
det må I ikke fælde!

(H.C.Andersen)




18 kommentarer:

  1. helt enig med dig :) Jeg har selv et kæmpetræ (kinesisk vandgran), det tog også sin tid med beslutningen, og den får også lov til at bliver der indtil den dør ;)

    SvarSlet
  2. Dejligt Jette, det er den holdning mange flere burde have, netop fordi et sådan træ giver struktur, højde og skønhed i haven. Det er kun et gammelt træ der kan give denne skønne form for struktur og det tager mange år at opnå. Stor respekt til jer for at beholde det, trods de mange udfordringer :)

    SvarSlet
  3. Hej Fru Friis.Skønt indlæg...............og pragtfuld æbletræ.Selvom æblerne er uspiselige.Men blomstringen er det hele værd.
    Har selv lige vist mit gamle Filipa træ...........som har dejlige æbler.
    Det er over 50 år gammelt..........men ligner dit i struktur.
    Lige nu er det Så smukt med alle blomsterne der er ligger som et snedække på græsset.
    Har lige besøgt Nettes lille have.........og vi har begge købt en lille nyt æbletræ...........Discovery.
    Så må vi jo vente på at det bliver et stor smukt træ om maaaaange år.
    Kommer du til Tante Grøn næste weekend............eller er det lige op over med dit nye barnebarn?
    God dag knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette. Næste weekend står på konfirmation hos yndlingsnevøen Mikkel (ham med drivhuset), samtidig med at der er termin på et stk. barnebarn, så kan jeg bare få de to ting til at gå op, skal jeg vist være glad.
      Discovery er et skønt æbletræ, og det bærer hurtigt æbler så I kan godt glæde jer. :)

      Slet
  4. Smukt indlæg som giver stof til eftertanke!

    SvarSlet
  5. Det ville da næsten være kriminelt at fælde et gammelt æbletræ. Uanset om man spiser æblerne eller ej, så er frugttræer i haven da noget af det skønneste. Både når de blomstrer i foråret og bærer æbler senere på sæsonen, så de smukke. Og hvis man så er ejer af et gammelt mosbegroet og kroget æbletræ, så må lykken da være gjort:-)

    SvarSlet
  6. Historien er en dejlig del af havelivet - Vi fik skåret vores store Birk ned i december..... og det MANGLER altså i haven..... selvom det også er dejligt at der er mere lys i haven og mere vand til planterne under træet - og mere rolig søvn i stormnætter :-)

    SvarSlet
  7. Intet som et gammelt æbletræ med mos på grenene. Vores Filippatæbletræ fungerer som: gyngestativ - klatrestativ - pynt når det blomstrer og endelig er frugten helt fantastisk. Hvad mere kan man ønske sig af sådan en gammel dame?

    SvarSlet
  8. Kloge ord både fra fruen og H.C.And.

    Hjerteligst

    SvarSlet
  9. Hvilken hylles til de gamle trær!...er så enig...de skaper dimensjoner i hagene våre og blir bare mer verdifulle som tiden går:)
    Vakre bilder fra din hage:))

    SvarSlet
  10. Hvis træet ikke skygger for noget, så vil jeg foreslå at lade det vokse og ikke beskære det, andet en at fjerne en forvokset gren hist og her hvis nødvendigt. Beskæres træet jævnligt (hvert år), reagerer det med de mange nye lange skud. Hvis I lader det være vokser det selvfølgeligt større, men det er et fantastisk syn når det blomstrer i foråret som er det hele værd, og de lange nye skud bliver kortere med tiden når der ikke beskæres. Vi har selv et æbletræ som vi lader passe sig selv og har en kæmpe buket blomster vi nyder i disse dage. Når æblerne alligevel ikke er noget ved så nyd blomsterne. Med tiden kan man fjerne de nederste smågrene så lyset slipper igennem.
    Hilse, Morten Albek

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for ordene, det er måske bare sådan vi skal behandle den gamle dame. :)

      Slet
  11. Hej Fru Friis. Tak for et herligt indlæg. Jeg holder med dig - er også vild med gamle træer og glæder mig til vores træer bliver knudrede og krogede at se på!

    SvarSlet
  12. Ren nostalgi, selvfølgelig skal træet blive. Transperante Blanche hedder det sikkert, jeg husker det fra min barndom, det er meget svært at ramme det rigtige spise tidspunkt, men hvis man gør, så er det en himmerigsmundfuld.
    Smuk historie om træet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lisbeth. Hvor sjovt at du kender navnet, hvis du vidste hvor mange mennesker jeg har spurgt i tidens løb, - og ingen kunne svare. Selvfølgelig skulle jeg bare vende næsen mod Samsø... :)

      Slet
  13. Det tager kun 5 min, eller mindre at fjerne mange års visdom og erfaring. Et træ skal man virkelig tænke sig om mere end 10 gange før man fjerner. Jeg er selv i denne situation, og kredser om en thuja/cypres der ikke lige passer ind, men som giver vertikal dimension til haven. What to do ?
    Navnet på dit træ, er da sjovt, havde aldrig hørt om det før, trist æblerne er lidt besværlige. Tak til samsø for ny viden.

    SvarSlet
  14. Jeg hader når vi bliver nødt til at enten fælde eller beskære vores træer, men nogen gange er det nødvendigt :-S. Så kan sagtens forstå dig og din historie, om træets historie, det er lige som at miste et flig af ens sjælhistorie. Da "Bodil" tog en af vores knap 100 år gammel træer i vinter, var jeg grædefærdig, som du siger gamle træer kan ikke bare lige erstattes :-). Og dit træ er jo også så fint :-)

    SvarSlet
  15. Det er så kønt, det syner skønt - oh lad det stå.
    Min store tå, - den siger åhhhhh
    hvis grenene de tynges
    For ned i græsset hvor regnormene bor
    kommer de op og kigger, og i æblerne ormene også bor.
    Ak og ve! du kære mor.

    knus
    fra en der også elsker sine æbletræer
    TAK for kærligheden til træerne fru Friis

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...