lørdag den 16. april 2016

Nu med egen indgang...

Der er kommet et nyt lejemål, ja, faktisk hele to nye lejemål på matriklen.

I forvejen har jeg et gammelt pindsvinebo, men det er godt nok ved at synke i knæ og trænger gevaldigt til en opgradering. Derfor talte jeg med manden, om ikke vi havde et eller andet som kunne stykkes sammen til et nyt hjem for pindgrisen. Det havde vi!

Et nyt hjem blev etableret, men så blev jeg alligevel lidt usikker på om jeg kunne lette på låget til det gamle hus. Hvordan er det lige med pindgrisens sovevaner og sexliv!!?? Man skal jo ikke forstyrre unødigt...

Altså besluttede vi at flytte det nye hjem, til den anden ende af haven. Så må vi vende tilbage til renoveringen af "håndværkertilbuddet".



Vinkasse har været brugt til opbevaring i årevis,
nu blev der lavet indgangsparti og soveværelse.



Taget blev dækket af et par plastic dækkeservietter,
og soveværelset redt op med træuld...



Pindboet blev placeret i et stille hjørne...




- og dækket med græstørv,
som vi er i færd med at fjerne andetsteds i haven.

Der er kommet yderligere græstørv på, så kun indgangen kan ses. Det ligner lidt en lille hobbithule. Foran indgangen vokser en staude tidsel, men jeg regner ikke med det vil generer vores "prikne" ven. Måske jeg vil plante lidt hasselurt på taget og stille et lille skilt op. Men det kom altså ikke med i denne runde...

Og hvem var det så der skulle have det andet lejemål, spørger den opmærksomme læser!?

Det skal hr. og fru Tudse. Ved siden af pindboet anes en halv urtepotte. Nej, den er ikke efterladt af vanvare, men stillet strategisk så tudsen kan kravle ind i skyggen og hygge sig. Mon ikke pindgris og tudse kan bo dør om dør? I forvejen deler de menukort omkring snegleæg, så jeg regner ikke med nabokrig der.



Tudsebo lidt tættere på...


Nu venter jeg bare på 
at lejemålene bliver underskrevet... ;o)

14 kommentarer:

  1. Er det ikke lidt lille? Dernæst så skal du tænke på kondensvand fra dens udånding, så der bør være to åbninger. Jeg er oppe og bruge halve paller til dem - to åbninger og ellers plastik og overdækning med jord-træflis eller hvad man ny synes.
    M.v.h KettyB

    SvarSlet
    Svar
    1. Det må jeg da lige få kigget på. Det gamle hus er i samme størrelse og har haft beboere. Men jeg må ind og søge lidt i vedtægterne omkring pindgrisbebyggelse, inden jeg fortsætter med projektet. ;o)

      Slet
  2. Det er hyggeligt, som du pusler om havens beboere. Jeg ville nok ikke sætte tudseboet så tæt på pindsvineboet. For nogle år siden havde jeg en aften besøg af et pindsvin og en tudse på terrassen. Tudsen sad helt, helt stille. Pindsvinet tøffede snøftende rundt. Pludselig kunne tudsen ikke sidde stille længere, men gav et hop. Og så skal jeg love for, at jeg fik set hvor hurtigt et pindsvin kan bevæge sig. Haps, og så var det tudseliv slut.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hm...der kan man bare se....anede ikke pindsvine spiste tudser...de er da pænt store. Nå, men så lærte jeg også noget nyt i dag :)

      Slet
  3. Haha, det er jo ikke sikkert at pindgrisen har læst byggevedtægterne! Men ellers kan den gå ind på www.pindsvin.dk under rubrikken ' om pindsvin' og få ideer til hvordan 'pindgrisestier' skal bygges. Hilsner

    SvarSlet
  4. Hvor er det et fint bo - og med græstørv på taget.... meget finere end det jeg købte http://sussinghurst.blogspot.dk/2014/03/wildlife-2.html
    men æv, jeg har ikke set et ærligt pindsvin i haven siden marts 2014...mon den blev fornærmet over størrelsen og det manglende græstørvstag :( :(

    SvarSlet
  5. Jeg syntes altså det er en super lækker pinsvinebolig..det er da muligt den mere er en studiebolig, men så er det altså en fin en og med tudse spisekammer lige uden for :o) jeg vedste altså heller ikke at de små stivstikkere spiste tudser, bare nu de ikke forgriber sig på en af dem der ikke er ægte :o) Fnis og Kh Fra Linda

    SvarSlet
  6. Hej Fru Friis.Som du da kan beskrive dien nye tiltag i haven.Jeg er sikker på at pindsvineboet hurtigt bliver udlejet.
    Er ikke helt sikker med tudseboligen........og ville da gerne undvære det.
    Men det er en del år siden vi havde pindsvin her hos os.God aften Knus Jette

    SvarSlet
  7. Hvor er det skønne boliger du har forberedt for de to små boligløse, jeg håber at de flytter ind snart :-)

    SvarSlet
  8. Hej Jette.
    Hold dog op, hvor jeg kom vidt omkring, ved at følge link på link i dine indlæg.... lige fra læs evt også om pindsvin, hvilket jeg gjorde, og om engang, hvor I flyttede en masse Rhododendron, til et indlæg om søde Pjevs, som du må savne, til Pindsvinenes venners hjemmeside. :-)
    Jeg var, sammen med Helle, til et spændende foredrag om pindsvin, i Bredebro her i vinters. Der meldte vi os begge to til, at vores haver kunne bruges som udsætningshaver, for de små pus. Og nu er vi begge to blevet kontaktet, så det varer ikke længe, før vi får nye beboere. Indtil nu er det efterhånden mange år siden jeg har set noget til pindsvin, eller efterladenskaber. Mine store piger siger, at de kun har set pindsvine i tv og på billeder, eller døde i vejkanten. Det er meget trist. Da vi andre var børn, kunne man næsten se dem hver aften, som jeg husker det i hvert fald. Men til foredraget kunne jeg også forstå, at hvis vi ikke gør noget nu, vil pindsvinene være uddøde i løbet af de næste bare 20 år.... ikke kun i Danmark, men i hele nordeuropa. Jeg kan ikke forestille mig en verden, hvor der ikke er pindsvine. Det er da bare for trist.
    Jeg dyrker i forvejen min have giftfrit, men plejer dog at bruge feromol til sneglene, den der er godkendt til økologisk brug. Men hende der holdt foredraget sagde, at selv den kan pindsvinene ikke tåle. Så nu har jeg hældt sneglegift ind i nogle mælkekartoner, med sneglelås på, så de ikke kan kravle ud igen. Så håber jeg ikke jeg gør nogen skade. Jeg har snegle nok til en kvart million pindsvine i min have, så jeg bliver simpelthen nødt til at supplere med sneglegift også. Selvom det er træls.
    For nyligt hjalp jeg Helle med, at grave et helt bed op, som skal omlægges, og der stødte vi til sammenligning kun på to snegle i løbet af en hel dag. Så ville jeg ikke føle det var nødvendigt.
    Jeg regner selvfølgelig også med, at lave et indlæg, når vi får nye beboere. Simone glæder sig helt vildt, så hun har fortalt om det til hele klassen. Det er endnu bedre, end hvis vi skulle have kaniner, som hun ellers har plaget meget om.
    Jeg har forsøgt, at forklare hende, at det jo er vilde dyr, som vi ikke skal holde tamme. Det er hun helt med på, men hun synes alligevel det bliver vildt spændende. Hyggeligt er det i hvert fald, hvis de kan lide, at være hos os. Det håber jeg.
    Knus
    Malene

    SvarSlet
    Svar
    1. Orv Malene, for et dejligt skriv du kom med her. Jeg har også overvejet det med Pindsvinevennerne, måske det er på tide at gribe til handling. Syntes også det er vildt hyggeligt at møde dem derude, men ser dem også sjældent. Plejer at kigge efter efterladenskaber, men har ikke fundet nogle endnu i år.

      Slet
    2. Ha ha, ja jeg kommer hurtigt til, at skrive hele romaner! ;-)
      Jeg har modtaget mine to pindsvine til udsætning, og det har været en stor oplevelse, især for pigerne. Isabella snakker om dem hver eneste dag endnu, selvom vi jo aldrig ser dem.
      Jeg har dog set efterladenskaber et stykke tid, efter vi hentede dem, men ikke på det sidste. Men pindsvine sover, i naturen, aldrig i den samme hule to nætter i streg, så det er jo helt naturligt, at de ikke er her. Men hvis de kunne lide, at være her, så kommer de jo nok forbi igen.
      Knus
      Malene

      Slet
  9. Hvor ser det spændende ud. Jeg har et pindsvin i haven og det er en skøn ting. Jeg håber du får et pindsvin til at bo der.

    Hilsen Maria

    SvarSlet
  10. Jeg spørger bare, hvordan kan man styre hvem der flytter ind? Hvis nu hr og fru Rotte synes det er et yndigt bo?
    Jeg har en lille tudse i drivhuset, jeg tror jeg må lave et lille bo til den... Tak for inspirationen.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...