Kender du Vidunderblomst...?

Sidste forår købte jeg hos Albinus Frø, 1 pose frø til Vidunderblomst, da hun i sit nyhedsbrev skamroste denne plante, - og så har jeg jo svært ved at styre klik-fingeren...

Alle 5 frø spirede, blot blev to af planterne lidt sølle at se til. Af en eller anden besynderlig grund har jeg aldrig fået taget billeder af mine egne planter, men jeg har fået lov til at vise fotos fra Albinus Frø. Kik ind til hende og læs lidt om planten og se hvad hun ellers har i godteposen.

Det sjove er at planten laver knolde som dahlia, der kan overvintres. Det glemte jeg jo alt om da sommeren gik på hæld og de triste rester af mine havekrukker røg ned i det nye brændestabelbed. Heldigvis opdagede jeg nogle underlige knolde og en "prås" gik op for mig. Så de blev behørigt vinterputtet og snart skal jeg have knoldene fundet frem til forspiring i vindueskarmen og nogle nye frø skal såes.

Blomst og et enkelt frø
(foto lånt fra Albinus Frø)

Knolden klar til start!
(Foto lånt fra Albinus Frø)

Så store blev mine planter godt nok ikke,
men hvis nu knoldene har det godt så måske i år...
(foto lånt fra Albinus Frø)

Vidunderblomsten sætter glad og gerne frø, derfor har jeg en del liggende. Jeg har siddet og puslet med lidt frøposer og har derfor 6 frøposer med 6 frø i hver til en lille Give-Away, der løber frem til 1. februar. 

Egentlig ville jeg ikke sætte nogle krav til jer, men på den anden side vil jeg gerne sige tak til mine faste læsere. Så er du interesseret og har meldt dig som fast læser, så læg en kommentar og du kommer med i puljen.

6 frøposer ligger og venter på nye ejere...
(Foto: Fru Friis ;o)

Har du mon allerede stiftet bekendtskab med Vidunderblomsten? Ellers kan vi måske næste år udveksle erfaringer med frø og knolde.

Til sidst får du lige teksten fra Albinus' nyhedsbrev, hvis du har lyst til at læse mere om Vidunderblomsten

Albinus Frø

www.albinusfro.dk

Nyhedsbrev 12. januar 2012 

Den vidunderlige vidunderblomst

Jeg har fablet om den vidunderlige vidunderblomst før og med risiko for at gentage mig selv, må jegendnu engang konstatere, at hos mig er det vidunderblomsten, der signalerer, at foråret er på vej!   

Foråret er på vej, når jeg tager krukker med knolde af vidunderblomst ud fra deres kølige vinterhi og stiller dem ind i stuen. Så ved jeg nemlig at der kun går en uges tid, inden de tørre knolde af vidunderblomst begynder at skyde. Og det er forårsbekræftende - de nye skud vokser nemlig med ca. ½ cm om dagen. Jeg overvåger dem altid intenst – for de rammer mit desperate behov for at se noget begynde at spire og gro her efter en i år grå og våd vinter. Udendørs begynder løgplanter o.a. langsomt at skyde, men de kan når som helst blive sat tilbage af kulde og vintervejr. Men forskud i vindueskarmen er sørme også okay. Jeg går snart i gang med de første forsigtige forspiringer af frø, men de kan ikke hamle op med det tempo, tidligere års knolde af vidunderblomst gror med.

Første gang jeg stødte på vidunderblomsten (Mirabilis jalapa) var for år tilbage i Indien, hvor mange af de lokale dyrkede den i potter eller direkte i haverne. Jeg nuppede et par af de små hårde frø med hjem og de spirede nemt og villigt i min vindueskarm – uden at jeg vidste, hvad det var eller hvad, denne vidunderlige blomst hed.

Nogle år senere stødte jeg så på den igen i Italien – og først da kom jeg på navn og blev fortrolig med, hvordan jeg skulle dyrke denne plante. Den voksede som en stor busk i gården, hvor jeg boede under et besøg hos en veninde i Firenze. Det var sensommer med lune aftener, hvor man kunne sidde udendørs og nyde vidunderlig toscansk mad og vin. I min venindes gård groede flere buskadser af halvanden meters højde af denne tak nemmelige plante, og når vi kom hjem om aftenen – mætte af varme, indtryk og excellente pasta-retter – stod den med sin overdådighed af udsprungne, velduftende, dybrosa blomster og bød os velkommen hjem i det toscanske aftenmørke.

 Vidunderblomsten åbner nemlig sine blomster sidst på dagen (på engelsk kaldes den da også four o’clock-flower) og blomstrer natten igennem. Blomsterne er velduftende – egentlig ikke for at glæde os, men for at tiltrække bestøvende natsværmere og andre insekter. Den enkelte blomst lever kun et enkelt døgn, men der kommer hele tiden masser af nye knopper.

Vidunderblomsten kan dyrkes som etårig sommerblomst, men den kan også sagtens dyrkes som flerårig, som jeg gør, idet den danner underjordiske knolde, hvorfra den kan skyde år efter år. Knoldene tåler dog ikke den danske vinter og dyrkes planten på friland, skal knoldene derfor graves op og gemmes frostfrit – på samme måde, som man behandler gerogineknolde. I milde vintre kan knoldene ofte overleve vinteren i jorden, men det er altså noget af en chance at tage!  Hvis man dyrker dem i krukker, kan man bare stille krukkerne med knolde frostfrit i et køligt rum.

Mine knolde har stået i deres potter i et køligt rum i de sidste ca. tre måneder, og jorden erknastør. Nu har jeg så fundet dem frem og stillet potterne i blød, så den tørre jord er blevet virkelig gennemvandet  Derefter har jeg sat dem ind i stuens vindueskarme og varme, og meget snart vil de næsten indtørrede knolde vågne op til dåd og skyde lystigt!

Erfaring fra tidligere år fortæller mig, at allerede om et par uger vil den have skudt 20-30 cm højt, de første blade vil være kommet på, og der vil formentlig kun gå yderligere et par uger, før de første knopper melder deres ankomst. Og derefter producerer vidunderblomsterne blomster og blomster og blomster i én uendelighed til langt hen på sensommeren. Engang i løbet af efteråret vil planterne pludselig begynde at se meget trætte ud, stilkene vil knække af, bladene vil begynde at hænge, og derefter klasker de sammen. Så klipper man al væksten af ca. 1 cm over knolden, lader jorden tørre ud og stiller potten køligt (omkring 10 grader) vinteren over. Den skal ikke vandes i løbet af vinteren.

Vidunderblomsten vil trives fint som stueplante hele sommeren, eller man kan sætte den ud, når risikoen for nattefrost er overstået hen omkring slutningen af maj. Den er velegnet både som krukkeplante eller den kan plantes i et bed. Et- til toårige planter bliver ca. 30-40 cm høje, og efterhånden som planterne bliver ældre og knoldene større, bliver planterne også højere og mere omfangsrige. I den florentinske gårdhave var vidunderblomsterne omkring halvanden meter høje. Min største knold er nu tre år gammel, og den leverede sidste sommer en plante, der blev ca. 70 cm høj, og den skal nok blive endnu et nøk højere i år. Bliver planterne for store, skal man dog blot skære dem tilbage. Man kan også beskære dem lidt, hvis de bliver for ranglede – når de bliver klippet tilbage, vil de buske sig mere i bredden.

Vidunderblomsten er ret nøjsom med hensyn til både vand og næring og den foretrækker fuld sol.

Samtidig med at jeg vækker mine vidunderblomst-knolde til live igen ved at give dem vand og varme, sår jeg også nogle flere. Selvom jeg år for år får flere og flere overvintrende knolde, sår jeg alligevel altid en håndfuld frø i begyndelsen af februar hvert år. Dels fordi jeg ikke rigtig kan få nok af dem – og det er skønt at have dem i forskellige størrelser – og dels fordi jeg ofte bruger planterne eller knoldene som gave, når de er et par år gamle. Havefolk kan blive rigtig glade for sådan en lille indtørret knold i februar!

Der var engang en sommer...

Der er nu ikke noget som at sidde og bladre i fotoalbum i den lange mørke vinter. Nu bladrer jeg godt nok ikke længere, nærmere klikker men jeg tror alligevel at I bliver nødt til at kigge med over skulderen.

Sidste år ved denne tid fortalte jeg om vores besøg på BUGA sommeren 2009. Udstillingen vises hvert andet år forskellige steder i Tyskland og strækker sig over hele sommeren. I 2011 var det Koblenz der stod for tur og vi havde forlængst besluttet at det ville vi opleve. Jeg viste godt nok nogle fotos derfra i august måned men nu trænger jeg til en ordentlig omgang farver!

Så hold på hat og briller for nu skal der synges:

Se min kjole, den er GUL som solen...

- alt hvad jeg ejer, det er gult som den!

- det er fordi jeg elsker alt det røde...

- og fordi en Prinsesse er min ven.

Se min kjole, den er hvid som sneen...

- det er fordi jeg elsker alt det lilla...

- og fordi en gartner er min ven!

Det er fordi jeg elsker alle farver... og fordi en kunstner er min ven!

Skønne sangstemmer I har allesammen, tak for det :o).

Sommeren 2013 skal udstillingen afholdes i Hamburg, så der er ingen undskyldninger. Vi kan nå derned på en dagsudflugt endda et par gange, for udstillingen ændrer udseende hele tiden henover sommeren. Måske vi til den tid ligefrem kan lave et blogtræf dernede. Ja mulighederne og drømmene er mange.

Sol i stuen...

Med sådan en herlig solskinsdag, måtte der lidt yndigheder til hjemmet...

- så er det også nemmere at komme til at overse nogle af de "guirlander" 

der pludselig også blev synlige i krogene.

Fortsat god dag derude :o)

Frøboet og gaven...

Idag var så dagen, hvor min julegave fra mand og døtre var gammel nok til at blive taget fra sin mor. Jeg har længe, længe ønsket mig lige netop denne lille firbenede fætter, men...

• Hvornår er det bedst at få den hjem? 
• Hvad farve skal den være? 
• Kan den være alene? 
• Hvad skal den hedde?

Der er sandelig meget at tage stilling til inden sådan en flytter ind på matriklen...


Og selvfølgelig har I gættet at en ny og lækker frøfætter nu bor hos mig!

Åhh... hvor er der mange i sådan et kuld...

Jeg så den første gang for mange år siden i Arkaden i København, siden er jeg stødt på den forskellige steder og hver gang har begejstringen været lige stor. Også i sommmer da vi var oppe og besøge Jørn & Ingers have i Silkeborg, sad den der igen! Frøerne er lavet af keramikeren Ragnhild Dalsgaard Pedersen, og vi var hjemme i hendes bolig i Åbyhøj for at hente den lille fyr.

Hvem skal det være...? Hvem er mest tillidsfuld...?

Manden min tager billeder... - lige i øjet!

Kan jeg ikke bare tage jer alle tre med hjem.... (nå, det kunne jeg så ikke!)

Langt om længe fik jeg mig besluttet og nu er han flyttet ind
med en placering så han kan ses fra mange vinkler.

Åh hvor er han kær og han skal hedde Mogens... :o)

"Hvorfor i alverden skal han hedde Mogens?" spørger den undrende læser, som heller ikke helt forstår begejstringen over det lille dyr.

Det skal han fordi min kære far, som døde for mange år siden, hed Mogens. Det var vist nok ham der lagde kimen til min haveinteresse. Desværre nåede jeg aldrig at stille alle de rigtige spørgsmål da jeg havde chancen. Min far elskede at fotograferer, så min søster og jeg har flyttekasser med dias, heraf oceaner af blomsterbilleder, som jeg tidligere ikke anede hvad jeg skulle stille op med, men nu skal de ses igennem engang.

Han rejste meget og fra en tur i Frankrig havde han købt dette billede med hjem, som hang på deres gæstetoilet. I mange år syntes jeg det var fjollet, men jeg kom til at holde af det og den dag vi skulle dele boet, ønskede jeg mig billedet, som nu hænger på mit eget badeværelse. Dengang anede jeg ikke at jeg kom til at samle på frøer.

Hvis nogle af jer latin- og franskkyndige kan oversætte teksten for mig,
vil jeg blive glad...

Hans højeste ønske lige inden han døde var en internet forbindelse, og jeg er sikker på han var blevet en perfekt haveblogger. Sidst men absolut ikke mindst havde vi den samme skæve humor. Jeg mindes hvordan vi var ved at blive kvalt af grin over en stregtegning, hvor en frø i en kørestol triller ud af svingdørene fra et restaurantkøkken. Frøen har ingen ben og på væggen hænger menukortet: Frølår! Det var ikke så meget den uheldige frø vi grinede af, men dens yderst forbavsede og inddignerede ansigtsudtryk...

Jow-jow... min nye frø skal hedde Mogens... ;o)

Haveplan(er)...

Jeg opdagede lige at det næsten er et år siden jeg lavede mit første indlæg om min haveplan, så nu må det vist være på tide at følge op, og så passer det måske meget godt til disse blog-årskavalkade-dage! 

Og lidt er der da sket i årets løb, jeg har forsøgt at finde fotos fra samme vinkel, men det kan selvfølgelig ikke helt lade sig gøre.

De første billeder er fra august 2010 og de næste fra september 2011. Derudover kommer lidt opfølgning fra oktober 2011 fordi der lige røg et nyt bed ind fra højre. Håber sandelig ikke I finder det dræbende kedsomligt, da alle vinkler af min lille have er kommet med... sorry!!

Set fra terrassen, aug 10.

Sept. 11...

- og så lige okt. 2011

Set fra carporten, ned i haven. Aug. 2010

Sept. 2011

Og samme bed nede fra haven, op mod carporten, aug. 2010

Igen sept. 2011

Langs med hækken, henimod morgenterrassen. Aug. 10

Sept. 2011

Fra morgenterrassen op mod drivhuset, aug. 2010

Sept. 2011

Det lille rosenbed foran terrassen, aug. 2010

Sept. 2011 har bedet fået en anden vinkel, og der er plantet
et paradisæbletræ i hjørnet. (Det er måske lidt svært at se... ;o)

Så snupper vi den lige fra morgenterrassen,
langs hækken den modsatte vej, aug. 2010.

Det blev sept. 2011...

- og oktober 2011.

Slutter lige lidt fra oven, august 2010.

- og igen oktober 2011.

Det var godt nok en lang vej, gad vide hvor mange af jer der faldt af på vejen...

For os har det været en fantastisk rejse, og vi er slet, slet ikke færdige derude endnu. Jeg havde aldrig drømt om at ideerne i den grad stiller sig op i kø, når først man går igang. Nu kunne jeg sætte mig ned og ærgrer mig over at vi ikke startede for mange år siden, istedet har jeg besluttet mig for at blive 108½ år, lettere smådement men stadig istand til at holde en spade i hånden...

Vi venter stadig på det hele vokser lidt mere til, så der kommer nogle flere højdeforskelle, men mon ikke det lykkedes inden min 90 års fødselsdag!? Nu venter sommeren 12 ihvertfald, og jeg er sikker på den nok skal få det hele til at ændre sig lidt igen. Forventningens glæde er stor :o)

Og igen vil jeg sende en taknemmelig hilsen til Inge Futtrup som satte skub i mig og manden og haveplanerne, og dermed fandt jeg også ind i blogland som er med til endnu mere inspiration. Hvis ikke det er ringe i vandet, så ved jeg sandelig ikke... ;o)

Hvis du endnu har kræfter tilbage, kom jeg også lige i tanke om et andet af mine første indlæg og havens historie, det kan læses her!

Tak til jer der holdt ud hele vejen...:o)

Om lidt er det forår... ;o)

Tænk at det er december...

Her i familien er vi slappe og forspiste, manden og datteren hoster lungerne i trevler og vi trænger alle til frisk luft og grøntsager. Dagen startede med støvregn og så ikke særlig indbydende ud, og jeg gik og skulede lidt til nisserne der havde begyndende støv i skægget og vist nok bad om at blive sommerputtet. Pludselig ændrede alting sig da den første solstråle tittede ind af vinduerne.

Vi to gamle fik luntet en lille tur i skoven og derefter måtte jeg også en tur i haven for at lure om der var lidt til kameraet. Inden jeg fik set mig om havde jeg både fået tanket op hos fuglene og sået valmuefrø flere steder i haven og en time var gået. Energiniveauet føltes som om det var hævet en lille smule, og solen fortsatte med at kigge frem.

Utroligt at det er den 27. december og utroligt hvad en smule solskin kan  gøre ved humøret. Imorgen ryger nisserne tilbage på loftet og hverdagen vender så småt tilbage. Tror faktisk jeg holder rigtig meget af hverdagen, og vil bruge resten af denne smukke dag på at drømme mig hen til foråret.

Bøgetræet mødte jeg i skoven,
der er noget fascinerende ved de bare grene mod blå himmel.

Rudbedica Cherry Brandy.
Frøstande af Solhat.
Fodring af fugle samt en rose på vej...

Juleroser og påskeklokker på vej.
Pletter i luften stortrives.
Og Slangeskæg sammen med en lille sommerblomst
som (heller) ikke har opdaget at det er vinter.

Blandt mine to havegaver (læs nu endelig ikke hade-gaver...) var Ghita's roser, så nu vil jeg plante mig i sofaen og slå rødder sammen med Ghita. Den anden gave viser jeg engang i januar, for den skal først hentes hjem, - og Tante Tulle har allerede sporet sig ind på hvad det er!

Ha' en fortsat forrygende dag derude :o)

Frøboet og Kajkagen...

For nøjagtig et år siden vovede jeg at kaste mig hovedkuls ind i bloglivets forunderlige verden. Og forunderligt og fantastisk har det helt bestemt været. Aldrig havde jeg drømt om at jeg skulle "møde" så mange skønne havenisser, få så megen inspiration og gode råd og ikke mindst så mange varme smil og gode grin, når jeg læser jeres skønne indlæg og kommentarer.

Så tak til alle jer fordi I er derude, 

- så der også er en lille plads til mig. 

Tak for hver en skøn kommentar I har skrevet her på bloggen,
 jeg elsker dem alle.

Jeg ser frem til endnu et skønt have- og haveblogår og hvis alt går som planlagt, vil jeg glæde mig til at møde og gense nogle af jer derude i virkelighedens haveverden.

Kun én ting har jeg absolut ikke lært endnu, og det er det latinske!! Tror blot jeg fortsætter med at være på "digitalis-og-budleja" niveauet, - men det er vel heller ikke så ringe endda... ;o)

Sådan en mærkedag må også fejres og det bedste Frøbo'et kunne komme i tanke om, var en Kajkage! 

Så nu vil jeg lige så stille læne mig tilbage og gnaske mig igennem den, - hvis jeg da ellers kan nænne det!!

 Håber også vi ses i mit nye haveblogår ;o)

Hulestemning...

Udenfor er der rusk og regn og i mit hoved nærmest tæt tåge... NU er det altså slut med haven for i år, gider ikke tænke på den, gider ikke grave mere, gider ikke engang gå en tur derude...

Tror I på det?? Det er ganske vist at jeg ikke regner med at lave så meget mere i haven i år, det gir' jo også lidt sig selv når kalenderen skriver december. Men lige som jeg troede at havehjernen skulle slåes på stand-by så lander det første frøkatalog sammen med det nye "Haven" i postkassen, - og vupti! Så er der dømt forår i min hjerne igen...

I "Haven" kunne jeg læse en spændende artikel om "Idehaven" og fik dermed sat mange flere billeder på, hvem det er jeg læser hos. Rigtig sjovt! 

Frøkataloget skulle bare lige skæmmes, for jeg har vist ikke behov for flere frø.... naaarrhhh... tror måske alligevel jeg vil prøve at så palmekål og sætte dem blandt stauderne, og så var der også lige en sort chili til drivhuset og lur mig om ikke et par sommerblomster ryger med, når jeg nu alligevel skal betale porto. Men så er det også slut...!

For nogle dage siden landede nogle frø jeg havde bestilt fra Susanne, og sørme om ikke der var gavefrø med også, - jeg blir' nu så glad over den slags...!

Annemette har fået kastet mig sidelæns ind i Harry Holes krimiverden og sammen med en give-away lydbog fra hende dukkede også en spændende pose frø op... haveverdenen er altså forunderlig :o)

Nu kan jeg altså stille og roligt læne mig tilbage og nyde december måned. På mit natbord ligger Chris MacDonald's: Du er ikke alene - det er jo altid godt at blive bekræftet i. Min lydbog hedder Panserhjerte og er en del af Harry Holes krimiverden og i min sofa ligger frøkataloger, haveblad og øhhh... Hemmelige Haver! Her vil en enkelt opmærksom læser måske ytre at den stod på min ønskeseddel til jul. Ja, det gjorde den også, men manden min fandt det en smule pinligt at jeg savlede i boghandelens bøger, så han mente vi blev nødt til at købe den... - så det var altså ikke min skyld!!!

Jo, der er dømt hulestemning hos mig...