lørdag den 28. april 2012

Brrrr.....

Det var godt nok en kold og væmmelig våd lørdag.

Formiddagen var planlagt til en tur til havefestival på Gram Slot. Ærgeligt for arrangører og bodindehavere at det blev så koldt og vådt. En enkelt mørkbladet løjnantshjerte blev det til inden vi drog hjem igen.

Mørke blade og mørkerøde blomster, den glæder jeg mig til at se.

Så er det bare med at komme hjem i varmen.


En hurtig tur i haven hvor der kunne hentes
lidt til aftensmaden og til en rabarberkage...



Så var der tid til lidt forberedelser og lidt eftermiddagshygge...


Ikke meget have, og dog... 


Ha' en fortsat god 
og forhåbentlig lidt varmere week-end :o)

torsdag den 26. april 2012

Vi' på vejen igen...


Finn og Jakob synger det for os, 
men vi kan også bare gå ud i haven 
og nyde alt det der er på vej igen...


















Hyg jer derude i april haverne :o)


søndag den 22. april 2012

Zweimal Frau Friis...

Som nogen måske har bemærket, reddede jeg mig to afbudsbilletter til Kiekeberg Plantemarked i lørdags, hos Marie-Louise (Den frodige have). Min søster var heldigvis hurtig på aftrækkeren, da jeg sms'ede om hun var ledig lørdag, - og afsted på havetur kom fruerne Friis igen!

Kiekeberg er et egnsmuseum som ligger i et smukt kuperet terræn, her var rigeligt at kigge på udover boderne med planter og plantetilbehør.


"Vi skal gå hale-i-hale gennem livet du og jeg..."
Jeg bliver nødt til at vise jer disse to grisefruer 
som selvfølgelig ikke har noget med overskriften at gøre... :o)


Der følger lige lidt stemningsbilleder fra området:










Rabarberkrukkerne er meget smukke,
men jeg har altså aldrig rigtig forstået formålet...

Tydeligvis er jeg stadig nybegynder udi disciplinen "Hvad-mangler-jeg-egentlig-af-planter". Som en flue i en flaske flakser jeg rundt fra bod til bod og har lyst til at rykke det hele ned i kurven. Nogen gange lod jeg mig stoppe af prisen, andre gange blev jeg bare forvirret af blandingen af tysk-latin, ligefrem velforberedt kan jeg vist ikke kaldes.

Men pyt! Engang bliver jeg måske også sådan en veldisciplineret havekendersamlerfrue, som går målrettet efter 3 nye spændende planter... hvem ved!

Og hvad købte hun så, spørger den utålmodige læser som skal videre til næste indlæg. Ja-ja det kommer her:

Sct. Hansurt, en broget art og en med hvide blomster.

Hvid Kongelys (Verbascum) og en hvid dobbelt stokrose.

Geranium "Spring Time", købt pga de brogede blade
men den får også smukke violette blomster.

Akeleje "Ruby Port" med vinrøde dobbelte blomster samt
Vortemælk  Euphorbia "Emmer Green"
- igen var det de brogede blade jeg faldt for.

Jakobsstige "Purple Rain Stain"
samt Sambucus "Black lace".

Sambucus måtte jeg hjem og google, den er købt for at være en staude meeeen den opmærksomme latinkyndige har selvfølgelig allerede spottet at det er en hyld! Og mig som syntes at den sorte hyld er meget smuk men ikke ønsker at få hyld ind i haven, - det har jeg så nu. Tydeligt eksempel på tysk-latin forvirring!! Tror jeg vælger at lade den bo i en krukke til jeg ser hvad den udvikler sig til.


Daglilje "Tuxedo" Meget mørkrød blomst.

Hovsa!
Sørme om ikke også der smuttede en lille-bitte frø op i kurven!
De er altså ikke til at styre...

Fire timer på tysk plantemarked, med næsen nede i potter det meste af tiden, flyver bare afsted. Det var en rigtig dejlig dag og jeg er glad for at vi kom afsted. Det skal helt bestemt prøves en anden gang og kan kun anbefales. 

Tak til Marie-Louise for en veltilrettelagt tur 
og tak til Bette-søs for superhyggelig plantemarkedsøstertur!

fredag den 20. april 2012

Projekt drivhus-kaffebord...

- er hermed klaret!

Sådan så bordet ud efter sidste sommer og en lang vinter, ikke specielt indbydende til vores kaffepauser i drivhuset:

Lidt træt ser det jo ud...

Lidt maling, lidt klipperi og collage fra en tudsegammel bog med de smukkeste tegninger, fik det til at se sådan ud:


Lige før det ligner "strapudemaj"...


Jeg syntes selv det blev rigtig fint.

Bogen, hvis alder jeg ikke kender, er et arvestykke som jeg har haft liggende længe. Til dem af jer der syntes det er synd at klippe i så gammel en sag, kan jeg fortælle at bogen har været ude for en alvorlig brandskade og derfor bare lå hengemt i en krog. 

Nu er det bare spændende om tegningerne falmer på rekordtid, det håber jeg selvfølgelig ikke, men det er jo hårdt derude i solen.


Og så lige til noget helt andet. 
Mit Vidunderblomstprojekt er af meget blandet succes. Min første såning lykkedes ikke, og den anden såning har jeg fået denne lille sølle spire:


Ja-ja! Den er der da...

Så er det straks meget bedre med den som startede fra sidste års knold. 
Her ser det sådan ud:


Første blomst og flere på vej...

Planten er på nuværende tidspunkt 60 cm høj. Knolden blev lagt i februar, som jeg skrev om her og herefter er den bare spurtet afsted. Spændende hvad den kan nå at blive til...

Til sidst lige et godnatbillede i samme farvegenre, en hyacint som jeg ikke kunne stå for.



Nu skal kameraet til opladning og fru Friis skal ha' passet fundet frem, for imorgen går turen til Kiekeberg Plantemarked på en afbudstur sammen med den anden Frau Friis.

Vi høres ved... ;o)









onsdag den 18. april 2012

Genbrug er godt...

- så det vender vi tilbage til, først skal I lige se min japanske kirsebær.

Dag for dag går det fremad og det gælder om at nyde hvert minut. Samtidig håber og beder jeg til, at vi ikke får hård frost eller for megen blæst, for så er den fornøjelse snart overstået.




Og så til genbrugsguldet! Disse to lysestager havde vist der storhedstid i 80'erne, desværre har jeg smidt min egen ud fra dengang, men så stødte jeg på disse to herligheder og pludselig så jeg nye muligheder.


Dejlig rusten og med 3 arme...



Her var der 5 arme og mere rust...



Så måtte manden min lige igang med en vinkelsliber...


- og vupti! 



Nu mangler der bare nogle planter der kan kravle...


Var det måske ikke smart!?

c",)


lørdag den 14. april 2012

Åhhh! Hvor jeg dog elsker...

- denne årstid!

Time for time sker der noget derude. 

Alting grønnes - spirerne kaster sig op af jorden.
Knopperne står bristefærdige og et øjeblik efter er de fuldt udsprungne. 

Fuglene traller i kor og danner familier i alle hjørnerne.

Så snart solen titter frem summer det af insekter.



































Jeg kan bare ikke få nok... :o)

torsdag den 5. april 2012

Scchhh......




Så er blomsterbørnene puttet....








Godnat og sov godt ;o)

Zzzzzzz.......

onsdag den 28. marts 2012

Rotter på loftet ...

- har vi heldigvis ikke!

Men at mus færdes omkring huset og nogle gange også dukker op på vores loft er en realitet! Sidst nævnte sted må jeg indrømme, at jeg er ganske kold og serverer musegift pænt anrettet i små skåle, så jeg kan følge med i hvornår de har aflagt besøg.

Nu foreslår jeg, at dem af jer som får koldsved og gåsehud over det lille dyr, bare lukker for dette indlæg!

For denne billedkavalkade, handler om en lille-bitte fætter som tumlede rundt udenfor vores hus igår. Det må bestemt ha' været en unge, den virkede ihvertfald ikke voldsomt erfaren! Jeg måtte bare ind efter kameraet og selvom billedkvaliteten blev lidt ulden, bliver jeg nødt til at dele den med jer. Den var SÅ SØØØØD, at selv vores yngste datter (det lille "nor" på bare 19 somre) kom ud og jublede med, sammen med sin mor. (Vi taler om den datter som går i panikangst over edderkopper!)

Sidste advarsel! 
Alle museforskrækkede lukker øjnene NU!



"Uhhhh... der kommer vist nogen..."


"Er de mon gået...?"

"Nej, de er der vist endnu..."

"Nå, jeg kan jo ikke sidde her hele dagen..."

"De opdager mig sikkert ikke..."


"Øhhhh.... eller gør de!!?"


Øjne som sorte perler og de kæreste små tæer...
Er den ikke bare nuser?  

(Og vi behøver ikke tale om at katten nok har været forbi!)





søndag den 25. marts 2012

Vi er altså noget...

I marts nummeret af Haven er der en lille notits om os havebloggere, så nu bliver der reklameret for os i det fine haveselskab! ;o)


 


For nogle uger siden fik jeg en mail fra et kommunikationsfirma der på vegne af Fiskars ville forære mig en mælkebøtteoptager, sendt til adressen.

Hmmmm.... tænkte min jydehjerne, der må ligge noget bag. Hvad skal jeg mon gøre til gengæld eller er det fup og fiduser? I mailen stod der "Kære Fru Friis", altså var jeg fundet gennem bloggen. Jeg sendte fluks en returmail og stillede mit knivskarpe spørgsmål, hvorefter jeg ikke hørte en lyd de næste uger. Altså var det fup!!

Pludselig dukkede der alligevel et svar op, og jeg skulle da bare modtage mælkebøttefjerneren og intet andet... Denne gang tog jydekræmmeren over og sagde ja tak til tilbuddet. Få dage efter dukkede "dyret" op og er nu indviet.


Monstromet stikkes i jorden med sin gribeklo...


Foden på støtten og vip tilbage.
Vupti - en mælkebøtte mindre i min have!

Den virker faktisk, og lur mig om ikke de sidder inde på Fiskars og klapper i deres små hænder over denne reklame, men det er også ok for mig!

Blot sætter det lidt tanker igang omkring denne (nye?) form for markedsføring som er fulgt med bloglivet. I dette tilfælde har jeg kun oplevet det pænt, ordentligt og på ingen måde anmasende. Andre firmaer har gjort noget lignende, fx Ramsing med emaljeskiltene og Garden Scepteret som Sct. Helena udloddede for nylig. 

Derfor mener jeg blot at vi er noget! Ihvertfald er vi en målgruppe som reklamebranchen kan bruge og derfor kigger de åbenbart med herinde. Så længe det er en win-win situation, så går det nok, - men lad det nu ikke tage overhånd!!

Har I også modtaget firmagaver 
og hvordan forholder I jer til dette?



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...