lørdag den 3. marts 2012

Ro på, fru Friis...

For nogle uger siden sad jeg med kolleger til en kursusdag. Frokosten nærmer sig, indkøbt mad bliver delt rundt og hyggesnakken breder sig.

Pludselig mister jeg fokus, det flimrer for mine øjne og jeg bliver ukoncentreret og fjern.  Meget underligt... for hvad er det for noget flimmer!? Er det ikke som om der viser sig et bølgende hav af blå himmel og sommerblomster på min nethinde...! Jeg hanker op i mig selv, kigger rundt og så ser jeg det pludselig tydeligt. Ud for hver af mine 10 kolleger står det sødeste lille drivhus, perfekt til forspiring.

Jeg spørger pænt om jeg må overtage deres madpakke - altså når de har spist op. Deres ansigter bærer tydeligt præg af medlidenhed med manden derhjemme som må finde sig i en kone der samler på brugt emballage, - men pyt!

Man kan da ikke lade den slags forspiringsguf gå til grunde...

Og der blev sået Vidunderblomst, Måneblomst og Rosenslynge til vindueskarmen.

Så langt så godt! Datoen var den 6. februar altså næsten for en måned siden, så nu forventer I at se de smukkeste små grønne spirer! Men indtil nu har der kun vist sig nogle meget, meget spinkle spirer fra Rosenslyngen og derudover ikke skyggen af noget grønt.

Jeg kan godt huske at Vidunderblomsten sidste år var en langsom starter, men hvor langsom var det egentlig at den var? Aner det ikke! 

Altså må jeg endnu engang udvise tålmodighed og håbe at de små frø-monstre blot lider af ungdomssløvsind og nok skal komme efter det. Jeg tænker jo også med gru på de frø, jeg har sendt ud i blogland, det vil godt nok være lidt "fesen" hvis ikke en eneste lille vidunderlig Vidunderblomst ser dagens lys.

Ikke mere jammer fra mig,  for jeg kan da også fremvise en solstrålehistorie. 
Se nu her:

Disse to indtørrede ballerinaer, er overvintrede Vidunderblomstknolde,
fundet frem fra deres vinterhi. Datoen er 17. februar.

28. februar, noget er på vej...

Dagen efter den 29. februar sker der lidt mere...

3. marts. Halli-hallo hvor den gror...

Se det var jo en ganske anden historie, så mon ikke den ender lykkeligt? At jeg så har lagt 2 af mine 3 knolde og at nr. to overhovedet ikke har udvist nogen form for initiativ, det lader jeg mig (foreløbig) ikke slå ud af.

Jeg vil mene at I får en fortsættelse på denne historie en anden god gang. 

Ha' en dejlig week-end derude :o)










søndag den 26. februar 2012

April og projekter...

Februar er uendelig lang og sej, til trods for at den egentlig er den korteste måned, - jeg fatter ikke den kan blive ved og ved. De sidste reserver i mit indre batteri er ved at være brugt, men heldigvis ved jeg at en genopladning er på vej.

Februar er også forventningens måned. Alting ligger klar lige under overfladen og venter på det store festfyrværkeri der hedder FORÅR og ikke mindst SOMMER! Åhh.. hvor bliver det godt. Planer og forventninger er skyhøje. Frø skal såes, drivhus og have skal køres i stilling og nye projekter skal udføres, der bliver nok at se til.




Derudover kommer alle de skønne havebesøg der skal passes ind. Spændende planer i blogregi er allerede lagt, hvor jeg skal møde mange af jer derude i landet, - jeg glæder mig meget...!

Derudover er jeg ved at lave en lille liste over haver som husbonden og jeg forhåbentlig skal hygge os med henover sommeren:

Mon ikke der dukker et par idéer mere op undervejs, så må vi se hvor meget af det der bliver til virkelighed... 






Igår var jeg i haven for første gang i år. Et par timer blev det til med nedklipning af stauder, det er tydeligt hvor langt jeg er nået. Jeg håber at vinden imorgen søndag har lagt sig noget, så der kan klippes lidt mere. En ren vitaminindsprøjtning at komme ud i luften og få pillet lidt i jorden.







Da jeg begyndte på dette lille indlæg, var det egentlig fordi jeg ikke kunne holde ud og se på min egen startside på bloggen, som toner frem med frostbilleder hver gang jeg klikker mig ind. Grebet af forårsstemningen hos jer andre, måtte jeg lige ind og kigge i mine egne forårsbilleder. 

Marts mappen indeholdt kun få billeder med megen sort jord, men da jeg gik videre til APRIL mappen, begyndte det at ligne noget, og fotoene i dette indlæg er fra sidst i april. Selvom der er et stykke vej inden vi når dertil, så er showet klar til premiere, det er blot at gå derud og følge de sidste forberedelser inden tæppet går op!










Hurra for det store haveshow 
og alle de skønne timer der venter derude :o)


mandag den 13. februar 2012

Egon Olsens fuglebad...

Anne Marie (http://loenbaek.dk/) som er den egentlige idékvinde bag mit sidste indlæg omkring fuglejacuzzi, har nu lavet en lille opstilling på sit stuegulv og sendt et foto så alle nu skulle ha' mulighed for at forstå systemet.

Jeg kan kun sige at at jeg vist havde forstået det temmelig omvendt... men pyt! Nu er der en manual som kan forståes af alle fuglevenner både fra Jydeland, Sjælland, Bornholm samt de brofaste øer...  :o)



God fornøjelse med fuglebadningen!

søndag den 12. februar 2012

En mærkelig anordning...

At fodre fugle er bare det hyggeligste, - hele året rundt for den sags skyld. For mig helt klart en del af havelivet. Ofte har jeg læst og hørt at man også skal huske at give dem vand og størstedelen af året er det jo ikke noget problem. Problemet opstår først når det fryser i en længere periode.

Forleden dag læste jeg hos en eller anden af jer skønne bloggere, et indlæg som vist også handlede om fugle. Selvfølgelig kan jeg ikke finde det indlæg igen...! Pointen er dog at Anne Marie fra Lønbæks Planteskole i en svarkommentar fortæller hvordan hun laver jacuzzi til fuglene. Eller rettere hun giver en beskrivelse med en gammel stegepande, en gryde og et katolsk gravlys. Ren Egon Olsen!

Den gik jeg så lige og grublede over en dags tid, for ligefrem at hive Rådvad'en ud af køkkenskabet ville jeg nu ikke, så jeg måtte på jagt i haveskuret. Der fandt jeg den her:



Den gamle buddingeform, nu uden blomst og frø. Hmmmm... sat sammen med mit rustne fuglebad ... tjaaeee... så blev det til denne mærkelige anordning. Det hvide i bunden er gravlyset som er tændt, guldtoppen er taget af. 50 timers brændetid er der i sådan et lys, det er da noget for en flad 5'er!



Og hele sidste nat og måske også denne nat står det og lyser derude i mørket.



Og i formiddags fandt duerne som de første derhen, noget vand må de have fået, for interessen var stor.





Måske de små fugle også finder derhen imorgen, de har ihvertfald travlt ved den udendørs servering. Næsten happy hour! Billederne med fuglene er taget inde fra stuen med det lille pocket apparat, så kvaliteten er derefter.



Jeg har endnu et par gravlys liggende, det er da en gave hvis ellers det virker. Så tak til Anne Marie som satte gang i fuglebadet med indlagt fodvarme, - og i skrivende stund lyser det derude i mørket. :o)




lørdag den 11. februar 2012

Der planlægges...

Til hvad dog....?? 
Til blogtræf i Kolding den 5. juni, - sæ'fø'li!! ;;) vifter med øjenvipperne

Så idag havde jeg fornøjelsen af at få besøg af et par skønne havesild og medsammensvorne udi haveblog-træf-planlægning. En fantastisk disciplin!!

For hvad skete der? Snakken gik over stok og sten om alt fra haveblogge til roser og geranier, frøsåning og purløg, - nå ja og lidt planlægning blev det da også til.

Lidt skal vi jo huske...

Vi har bl.a. planlagt at solen vil skinne fra morgen til aften, - det var ret nemt!!
Som vist nedenfor på kortet finder vi et sted lidt af vejen fra alle de handlende, her planter vi os med tæpper og vi skal nok få gjort et eller andet så I kan finde os. Forestiller os at vi er der fra kl. 12 og et par timer frem, så vil fremmøde og interesse bestemme resten. Vi prøver at organiserer noget kaffe og kage, og du er selvfølgelig velkommen til at slå dig ned med familien og madpakken. Der er også mulighed for at bestille noget frokost i havens cafe. Når vi nærmer os datoen laver jeg et lille opslag med praktiske detaljer, så mere om det senere.




Og hvem var det så, der besøgte mig....? Jeg fik lov til at snuppe et par fotos, så må jeg præsenterer:

Susanne, fra Akelejer og andet (eller Susannes Blomstercafé)



og  Ulla, fra Frk. Anemone.



Nå ja! Og så var Fru Friis også tilstede...

(blogredaktøren forbeholder sig
retten til at udvælge fotos)


Tak for hyggeligt samvær til Ulla og Susanne. Jeg glæder mig meget til sommer, sol, haver og blogtræf på kryds og tværs af landet. Håber I har det lige sådan...


På gensyn derude!!

søndag den 5. februar 2012

Vidunder udtrækning...

Kun 5 dage forsinket fik jeg lavet 
udtrækningen på frø fra Vidunderblomst.



Navnene blev skrevet op og nummereret i den rækkefølge som I havde kommenteret, hvorefter min datter valgte 6 tal 
- uden at kikke på listen vel at mærke...;o) 

Følgende blev udtrukket:




Hvis I sender mig jeres adresse på min mail
frufriis@yahoo.dk
vil I snarest få en lille hilsen.


Håber I får glæde af frøene :o)


lørdag den 4. februar 2012

Med gode venners hjælp...

Til jul og fødselsdag havde jeg ønsket mig Ernst Jensen: Et liv med roser. Min søde søster bestiller den i en netboghandel, og laver et lille gavekort til mig. Men så kommer beskeden: UDSOLGT!

Æv... nu havde jeg lige glædet mig. Hurtig kontakt til Klematis som har udgivet bogen, men en venlig svarmail kan fortælle at der pt ikke er planer om at genudgive bogen. Mere ÆV, men jeg må jo accepterer tingenes tilstand.

Til et rosenforedrag sidder jeg så og taler hyggeligt med Tim Skovrup. Samtalen falder på omtalte rosenbog, og så sidder manden sandelig og fortæller mig på sit sindige sønderjyske, at han kender Ernst Jensen og meget gerne vil skrive og spørge om han har et eksemplar!

Som sagt så gjort. Dagen efter er der svar fra Tim at den er i vinkel! Pengene bliver indbetalt "mæ' det vuns" og næsten lige så hurtigt er der mail fra Ernst at nu er bogen afsendt! Nu sidder jeg bare her og venter spændt ved postkassen.




Som en lille krølle på historien, nåede min søster som erstatning for bogen, at sende mig et gavekort til Staudefeen. Se det er da en rigtig win-win situation, en dejlig søster, dejlige blogvenner og masser af forventningens glæde.




Ha' en fortsat dejlig, kold solskinsdag derude :o)

torsdag den 2. februar 2012

Undskyld Brædstrup...

Den her reklame har nu altid irriteret mig en smule, og det bliver absolut ikke bedre fremmover!


Duu tænke på banke - BLÅ

Kan I forestille jer 25 forventningsfulde mennesker som stiller op til haveforedrag for at se farverige blomsterfotos?

Starten gik meget godt, billederne toner frem ved hjælp af projektoren, men pludselig lukker "skidtet" ned, fordi jeg ikke har sat et strømkabel til, nå ja - ja, lidt amatør er man vel!

Snart er vi oppe at køre igen, alle er glade.... og hvad sker det så...!!!??


Billedet som sådan ud på computerskærmen...


- kom til at se sådan ud når det blev vist med projektoren!!

Og hvad siger I til denne smukke dahlia....


- som blev til en helt ny art!!!

Der var vist god grund til at sige Øhhhh... UPS!!!

Back-up pr. telefon blev arrangeret, stik blev tjekket og det hele genstartet alt imens de dygtige mennesker i bestyrelsen hurtig serverede kaffe og smørrebrød, så alle havde noget at tage sig til.

Lige lidt hjalp det, resten af "forestillingen" måtte gennemføres med fotos der manglede den røde farve, - jeg kunne ha' tudet, hvis ikke det havde virket en smule akavet...!!!

Men endnu engang blev jeg bekræftet i at havemennesker er rare mennesker. Der blev hverken kastet med tomater eller buuhet af Søstrene Friis, derimod fik vi trøstende ord med på vejen, men værst var det altså for dem som ikke fik hvad de kom for!

Så skulle nogle af de 25 fremmødte, dejlige havemennesker fra Brædstrup Haveforening, forvilde sig ind på denne side, så er der mulighed for at se lidt billeder med normal farve, ved at klikke sig ind på på disse link: Great Dixter, Sissinghurst, og Hever Castle, og jeg vil endnu engang bare sige:

Undskyld Brædstrup! 

(alt imens jeg forsøger at rette mine tånegle ud igen...)

mandag den 30. januar 2012

Øhhh... Ups!!

Kender I det at man har en forestilling (læs fordomme) i sit hoved om nogle ting og hændelser?? Jeg har fx altid tænkt at folk der gik til foredrag i haveforeningen måtte være en lille smule støvede... lidt ligesom mennesker der lytter til traditionel jazz allesammen har fuldskæg og gråt hår (også kvinderne)...! Selvfølgelig er dissse tanker opstået dengang jeg var ung (yngre) og havde mange andre ting end haven at beskæftige mig med.

Pludselig en dag er man så der i sit liv hvor jeg sidder og nær studerer diverse foredrag i Havens "Hvad sker der" tillæg og finder rigtig mange af dem interessante. Af samme grund var jeg også til mit første foredrag i forrige uge med Jørn fra Havetid og imorgen går turen mod Christiansfeld hvor jeg skal høre om klatreroser i alle afskygninger, - det bliver hyggeligt!

Da januar nummeret med omtalte tillæg landede i min sofa, faldt jeg også over et foredrag om sydengelske haver -  Mums... haveguf tænkte jeg straks!  Og det var i Brædstrup... - der bor min søster næsten, så kan vi følges! Meget længere nåede jeg ikke, for så læste jeg hvem foredragsholderen var, samtidig med jeg førte kaffekoppen op til munden.... øhhhh...UPS! Det var jo min søster!!! Det gav nogle gevaldige hosteanfald, samtidig med at jeg egentlig godt vidste det. Hun havde jo fortalt at hun var blevet spurgt og at hun forventede at jeg deltog, vi havde bare ikke talt så meget om hvornår det var....




Nå, men nu sidder jeg så her bag skærmen og sorterer fotos og tænker tanker. Nervøs er jeg da men jeg glæder mig også, og så holder jeg mig iøvrigt til at der kun dukker 4 bestyrelsesmedlemmer og en svoger op, så går det vel nok...

Sådan kan livets forestillinger ændrer sig hen af vejen. 
Jeg syntes det er dejligt at være støvet haveforeningsmedlem 
og iøvrigt elsker jeg 
at gå til koncerter med traditionel jazz... :o)



tirsdag den 24. januar 2012

Reklamegaver...

- skal det her ikke handle om, - men om én gave og måske lidt reklame for leverandøren...

Endnu en fødselsdag er afholdt (de kommer jo som haglbyger...), og et dejligt kombineret fugle- og foderhus faldt i min turban.

Jeg har LÆNGE kigget på de fine muligheder hos Frøbutikken, og har ikke kunnet bestemme mig - eller skulle bruge pengene til noget andet eller...eller.... Straffen for det var så, at noget af det jeg har kigget på pludselig var udsolgt!!! UHØRT!! Bare fordi man er en smule vægelsindet....! Da familien så kom med et gavekort til denne skønne netbutik, måtte jeg lige spænde hjelmen og beslutte mig.

At handle hos Frøbutikken er altid en fornøjelse, jeg føler der bliver puslet om mig som kunde og en lille overraskelse følger der som regel også. Faktisk har jeg også skrevet om butikken tidligere, og når jeg støder ind i forretninger med god service og gode varer har jeg absolut ingen skrubler over at bruge min blog som reklamesøjle. Jeg nyder selv gerne at bruge andres gode erfaringer.

Men tilbage til udstykningen! Huset er så viseligt indrettet at det kan bruges som foderplads om vinteren og med lidt magisk trylleri, bliver det til en fuglekasse om foråret. De andre redekasser jeg har i haven, er sådan nogle helt almindelige hjemmegjorte nogle og det skal bestemt vedblive at være sådan, men nu skal jeg altså også prøve et fuglehus de luxe, - og så vil jeg bare håbe på at fuglene også syntes at det er sagen.


Bemærk lige fuglereden til højre, jeg opdagede overhovedet ikke
i sommer at der var gæster på toppen.
Håber de bliver gode naboer nu hvor vi har udstykket... ;o)

Himlen var så fin...


- og jeg kunne slet ikke bestemme mig for
hvilken vinkel jeg skulle fotograferer fra!


Og så lige det sidste... - for Prins Knud!!
Den lille træklods i indflyvningshullet fjernes 

når der går rugekuller i den...

Ikke flere pip fra mig idag, ha' det godt derude... :o)

Koldt på toppen...

Det er koldt derude idag, men hvor er det dog også en smuk dag. Jeg ønsker mig flere af denne slags stille frostklare dage...














Håber I får lige den dag I har ønsket jer... :o)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...